Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Forskere fik fem millioner af DONG for tvivlsomt regnestykke

DEBAT - Knud Haugmark fortsætter debatten om en aktuel rapport om grøn energi, som forskere fra KU og AU har udført med midler fra energivirksomheden DONG. Fik DONG noget brugbart for de mange penge? Var de offentlige millioner godt givet ud, spørger Haugmark.

Den såkaldte ’+10 mio. tons plan’ burde hedde ’+fem mio. kr.-planen’. For så mange penge fik Københavns Universitet og Aarhus Universitet af DONG for at udarbejde et regnestykke, som kan bruges i kampen for at rejse penge til et stort og meget dyrt såkaldt bioraffinaderi ved Maabjerg.

Forfatterne synes selv usikre på tekstens art og betegner den både plan, vision, rapport, analyse og muligvis også initiativ. Uffe Jørgensen fra Foulum oplister arbejdet på sin hjemmeside som ’faglig rådgivning’.

Der er i al sin enkelhed tale om en regnearksmodel, hvor forskerne har indtastet data fra mange forskellige kilder. Ved at skrue lidt op og ned for nogle parametre sprøjter modellen så tre scenarier for en øget biomasseproduktion ud: en business-as-usual, en miljøoptimeret og en biomasseoptimeret.

Læs rapporten her

Men teksten stritter i forskellige retninger, fra det skråsikre (s.4):

»Anvendes den ekstra biomasse i en dansk bioraffinaderisektor vil det give en afledt produktion på mellem 14 og 26 milliarder kroner«

til det mere ydmyge og uforpligtende (s. 8):

»Teknologien er stadig i en opbygningsfase, men de grundlæggende processer er udviklet (…) der forestår stadig meget arbejde med at opbygge og integrere dem.«

Og ligeså i forordet (s.3):

»Rapporten beskriver også effekterne af at etablere en dansk forsynet bioraffinaderisektor.«

Men »For at virkeliggøre det kræves yderligere forskning og udvikling, særligt inden for land- og skovbrug men også inden for biologisk og kemisk konvertering af biomasse.«

Med andre ord: man aner ikke hvordan bioraffinaderierne skal virke, og om de overhovedet kan fungere, men alligevel postulerer man, hvordan effekterne af denne ’sektor’ vil være. Det er derfor klogt ikke at vurdere rentabiliteten af disse fantomværker.

Allersidst i visionsplanen skriver man (s. 26):

»Da det ikke har været muligt at fremskaffe troværdige data for kapital- og arbejdskraftsbenyttelse har det ikke været muligt at inkludere beskæftigelse og indkomstskabelsen fra selve bioraffinaderisektoren.

Derfor har det heller ikke været muligt at analysere rentabiliteten af en fremtidig bioraffinaderisektor samt dens afhængighed af afsætningspriser og eventuelle subsidier.«

En plan uden fagligt fundament

Forfatterne offentliggør altså en ’plan’, men kan åbenbart hverken redegøre for det tekniske grundlag eller for økonomien.

Er det fem millioner kroner værd, eller er der tale om overbetaling? Er der overhovedet behov for dette hæfte i planlægningen af Danmarks energiforsyning al den stund, at Energiministeriet i forbindelse med energiaftalen fra marts 2012 har igangsat et grundigt udredningsarbejde om biomasse.

Det er vanskeligt at vurdere, om prisen for + fem mio. kr. planen er rimelig, men der er tydeligvis tale om hastværks- og/eller venstrehåndsarbejde.

For eksempel bliver planens navn ikke brugt konsekvent. Hist hedder den »+ 10 mio. tons planen« og her bare »10 mio. tons planen.«

»Biorefining Alliance« kaldes også »Biorefinery Alliance« (s. 29).

Et afsnit om forslagenes etiske aspekt tager man Etisk Råd til indtægt, men uden at rådet har set rapportplanen eller fået oplyst, at der er tale om et bestillingsarbejde.

Man konkluderer letbenet (s. 27):

»Som det fremgår, finder etisk råd at en dansk anvendelse af dansk produceret biomasse må betragtes som etisk forsvarligt så længe der er tale om en bæredygtig produktion.«

Siderne vrimler med sproglige fejl, manglende kommaer og usikker sproghåndtering:

»Effektiv produktionen (s. 10), Det vil giver mulighed…midt på sommere« (s. 12)

»Af den mængde halm, der bjerges, bruges omkring halvdelen til energiproduktion og den andel halvdel i forbindelse med husdyrhold« (s.7)

Det hedder “bjærges” og “anden”. Sådan kunne man blive ved længe, og det kan undre at universitetsfolk, det nok ved at vogte deres ry, vil lægge navn til sådan noget sjusk.

Helt i strid med sædvanen vil seniorforsker Uffe Jørgensen, Foulum, ikke udlevere regnearket, så andre kunne enten gentage eller modbevise rapportvisionen, fordi det ikke er »færdiggjort, så det kan forstås af andre«.

Aftalegrundlaget mellem KU og partnerne i Biorefining Alliance er heller ikke tilgængeligt. Flere forespørgsler om at få indsigt i teksten, der blev underskrevet under megen pomp og pressebevågenhed i 2011, er forblevet ubesvarede.

Mærkeligt sammenfald

Jeg citerede i mit indlæg i Universitetsavisen den 13. november en kryptisk passus fra visionsplanen (s.3):

»Initiativet understøtter BioRefining Alliance som samler danske virksomheder, offentlige partnere og organisationer med verdensklasse viden og teknologi inden for bioraffinering«

Tilfældigvis fandt jeg ord til andet samme sætning i en nyhedshistorie på DONGs hjemmeside om beseglingen af det strategiske samarbejde med KU.

Det må enten betyde, at DONG selv har skrevet med på teksten i den fine plan, eller at forskerne skriver af fra nettet. Det mest underlige er, at det jo er Dong, altså en del af Biorefining Alliance, der støtter udarbejdelsen af hæftet og ikke omvendt, som man skriver.

Pagten

Det »strategiske samarbejde« mellem KU og DONG blev bekendtgjort ved et såkaldt »dialog- og inspirationsmøde« i universitetets festsal den 13. december 2011.

Anders Eldrup, adm. direktør i DONG Energy, udtalte i den anledning blandt andet:

»Vi går en fremtid i møde, hvor biomasse kommer til at fylde mere og mere i vores energiforsyning. Derfor tager DONG Energy sammen med Københavns Universitet og dansk landbrug nu initiativ til at udvikle en plan for, hvordan vi gennem planteforædling og nye dyrkningsmetoder kan producere yderligere 10 millioner tons biomasse fra dansk landbrug.«

Men i Universitetsavisen skriver forfatterne i deres replik den 23. november blandt andet:

»Rapporten er døbt +10 millioner tons planen, og ideen til den er undfanget mellem Københavns og Århus Universitet. Vi spurgte efterfølgende DONG, om de ville finansiere et sådant arbejde, hvilket de har gjort uden nogen form for indblanding i hverken indhold eller metode.«

Begge dele kan ikke være sandt. Det er i hvert fald klokkeklart, at facit er bestemt af DONG og sikkert også vennerne i Biorefining Alliance, der alle har entydige interesser i at bilde verden ind, at vi kan forsyne Danmark med energi m.m. fra såkaldte bioraffinaderier, selvom disse ikke engang er opfundet endnu.

Rapportvisionens syv forfattere plejer i virkeligheden en skjult dagsorden, som kun Biorefining Alliance er interesseret i, nemlig at skabe råvarer til nogle bioraffinaderier, som kun samme alliance drømmer om nemlig at fremme et stort anlæg med forbillede i Inbicon-spritbrænderiet i Kalundborg.

Det står i mellem linjerne, at dette så skal omdannes til et eksperimentarium for statens penge: (s. 28):

»Et forsknings- og udviklingsprogram kan naturligvis ikke stå alene man skal understøttes af pilot og demonstrationsfaciliteter således at resultaterne kan afprøves i fuldskala lignende leveringskæder hvor der samtidig kan afprøves forskellige organisatoriske modeller.«

Ombygningen af Inbiconanlægget fortalte Anne Grethe Holmsgaard om blandt andet til Ingeniøren allerede den 12. juni 2012:

»Det er vigtigt for os, at disse faciliteter bliver placeret i et åbent miljø, så alle kan benytte dem, og vi dermed kan sikre den kortest mulige vej fra forskning over demonstration til kommercialisering af bioraffinering. En slags prøvestation i stil med dem, der findes for vindmøller.«

Det er jo en helt anden snak, end da anlægget skulle indvies i 2009. Dengang skrev Ingeniøren:

»Med indvielsen af Inbicon placerer Danmark sig som en suveræn etter med det indtil videre største produktionsanlæg inden for andengenerations bioethanol.«

Og måske lidt overoptimistisk:

»Cirka 15 patentansøgninger beskytter de mange innovative maskin- og procesteknologier, som er udviklet fra bunden af Inbicons ingeniører.«

Og meget, meget overoptimistisk:

»Selv om Inbicon går i kommerciel drift, er det alligevel et demonstrationsanlæg, fordi hovedformålet er at vise potentielle kunder i for eksempel USA eller Brasilien en forretningsmodel for ethanolproduktion og integration med et eksisterende kraftværk med stor overskudsproduktion af varme fra elproduktion«.

Købt og betalt af DONG?

Ingen kunder har desværre vist interesse for DONGs ubrugelige, besværlige og energislugende teknik. Men ikke desto mindre udtaler professor ved KU LIFE og medforfatter til + 5 mio. kr. planen, Claus Felby, til Ingeniøren den 19. okt. 2012 om EUs reducerede krav til bioethanolindhold i benzin:

»I princippet burde forslaget jo være en kæmpefordel for Danmark. For meget af det, der skal til, er jo dansk teknologi, som vi endda har efterprøvet i Inbicon i Kalundborg. (…) Det er private penge, der skal starte det op, men de går altså derhen, hvor rammebetingelserne er bedst. Derfor bør politikerne overveje, hvordan de kan støtte anlægget: Det kunne være i form af en underskudsgaranti eller skattefritagelse i en periode. Ellers bliver det et andet land, der får glæde af investeringerne og de medfølgende job. Det kommer til at koste penge og bliver ikke nemt. Men hvad er alternativet?«

Ja, det kunne jo være at indse, at hvis Inbicons teknik virkede, ville DONG råde over en pengemaskine, så DONG uden skattefritagelse og underskudsgaranti nemt kunne finansiere alle de nye anlæg (og forskere), de måtte ønske, inklusive den 3.4 milliarder kroner dyre våde drøm om et spritnyt megaanlæg ved Maabjerg.

Men Felby trækker universalargumentationen om arbejdspladser og »Danmarks« førerposition på verdensplan af stalden i stedet for at fremlægge entydig dokumentation for anlæggets rentabilitet og miljøvirkning. Den foreligger nemlig ikke.

Senest har DTU, Syddansk og Aalborg universiteter stillet spørgsmålstegn ved Danmarks massive satsning på biomasse, og denne problematik er ikke ny.

Inbicon er og bliver en molbohistorie. Man forbruger store mængder fossil energi fra det kulfyrede Asnæsværk for med yderligere energitab at lave en lille smule sprit af en hel masse halm.

Men for fem millioner er det altså lykkedes, at få Felby til at klemme øjnene hårdt i og så ellers holde kæft med det molboagtige i hele processen.

DONGs investering i KU har båret frugt. Fem millioner givet godt ud.

Kortsigtet gevinst

Måske luner fem dejlige DONG-millioner på kontoen nu og her, men forskerne sætter deres egen og universiteternes troværdighed på komedie, når de lader sig købe til at skrue et regnestykke sammen med det facit, kunden ønsker.

Svinebundne, som de bliver, tør de heller ikke fremover tage den grundlæggende diskussion, om for eksempel mere vækst er vejen frem, om der er fornuft i at bruge store mængder fossil energi til brænde sprit på halm, eller om gyllegas blot baner vejen for flere svin med større miljøproblemer til følge.

Felby og co. bør straks sende pengene retur sammen med den mærkelige visionsplanrapport, trodse lokkende blikke og tykke seddelbundter og modstå fristelsen til at hoppe i kanen med Anne Grete Holmsgård og hendes Alliance.

De må selv stå til ansvar for deres misbrug af offentlige millioner.

Universiteterne skal ikke lade sig betale for at dække over deres fejlslagne, skatteyderfinansierede mirakelmaskiner.

PS: Jeg har for ikke at kede læseren undladt at imødegå de mange urigtigheder, som Felby og de fire andre forfattere fremfører i Universitetsavisen i deres replik den 26/11. Jeg skal dog her besvare et par af de groveste:

Snyd på vægten

Jeg har kritiseret hæftet for at overdrive mængden af husdyrgødning i energiscenarierne, og forfatterne svarer:

»KH har muligvis glemt at tage højde for den temmelig store mængde dybstrøelse, da han kun snakker om gylle.«

Jeg har ikke glemt noget som helst, for dybstrøelse er ikke og har aldrig været husdyrgødning, men stærkt forurenet halm. Uden selv at opdage det, indrømmer forfatterne, at de snyder på vægten. Det er præcis, hvad jeg har kritiseret dem for.

Videre må man spørge sig selv, om forfatterne har læst endsige forstået deres eget hæfte, når de nu pludselig påstår:

»Vi har ikke foreslået at bruge halmen til biogas«

for i analysevisionen regner man altså dybstrøelse ind som husdyrgødning og skriver, at der er:

»…et betydeligt potentiale i husdyrgødning (…), der formentlig bedst egner sig til biogas.« (s. 17).

Brænd din snaps på kartofler

»Endelig refererer Knud Haugmark til Inbicon-anlægget(…), som ikke kan producere en dråbe ethanol.«

Her bliver jeg fejlciteret, for jeg afviser ikke, at man med et enormt energiforbrug, herunder kulkraft fra Asnæsværket, faktisk kan lave brændevin af halm. Den skal bare trykkoges ved 15 atm/ 300 °C, mases, enzymbehandles, forgæres og destilleres på Inbicons anlæg først. Jeg skrev derimod helt i overensstemmelse med sandheden, at

»Inbicon (…) kan ikke levere en eneste dråbe bæredygtigt bioethanol udvundet af halm.«

Inbiconprocessen er nemlig så ineffektiv og energikrævende, at det er både billigere og mere miljøvenligt at brænde sin snaps på kartofler og futte halmen af i et kraftvarmeanlæg.

The Lenin way

Jeg påstår i mit indlæg, at alle rapportanalysens forslag til ændret landbrugs- og skovdrift vil kræve planøkonomisk styring.

Her replicerer forfatterne med et retorisk spørgsmål:

»Det er ikke mange år siden, at 10% af arealet skulle braklægges – var det også planøkonomi?«

Ja, det da ved Gud i Himlen, det var. Og det i en grad, som nok kunne få mundvandet til at løbe hos salig kammerat Lenin. Ved i hele EU at begrænse udbuddet af korn skulle man hæve efterspørgslen og priserne.

Derfor fik landmændene milliarder af skattekroner for at lægge 5-10 % af deres kornareal brak. I parentes bemærket udviklede dette sig til vel nok Danmarkshistoriens største svindelnummer. EU har opdaget en lille, bitte flig af det og forlangt 750 millioner kroner, en brøkdel af støtten, tilbagebetalt.

I Danmark lykkedes det nemlig landbruget, regeringen og centraladministrationen i årevis at indkassere EU-milliarder til brakarealer, men uden at skære i kornarealet.

Udyrkede arealer, søer, landingsbaner og endda naturbeskyttede områder vikarierede for egentlig udtagning og udløste brakstøtte.
Ja, de dyrkningsfri to-meter bræmmer langs vandløb, som vandløbsloven foreskriver, figurerede også pludselig som profitabel brak.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste