Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Forskere indløser millionchecks i sparekassen KU

2016-PULJEN – 400 millioner opsparede kroner er i januar blevet uddelt til 18 projekter, der i løbet af de næste fem år skal fremme den tværfaglige forskning på Københavns Universitet.

Forskere på Københavns Universitet (KU) skal i højere grad samarbejde på tværs af fakultetsgrænser. Det mener universitetets bestyrelse, og derfor har den afsat en lille halv milliard – taget fra universitetets opsparing og egenkapital – til den såkaldte ‘2016-pulje’, der skal understøtte KUs strategi ved at styrke interdisciplinære projekter.

Mens 80 millioner kroner er øremærket uddannelsesprojekter, er puljens resterende 400 millioner nu blevet fordelt til 18 forskningsgrupper, der frem mod 2017 vil undersøge alt fra Europas rolle i verden til brugen af sociale netværk, behandling af skizofreni og naturkatastrofers samfundsbevægende kraft.

Tværfaglighed giver indsigt på flere niveauer

»2016-puljen har været en voldsom katalysator for mere vidtgående samarbejde på tværs af universitetet og vil naturligvis få stor betydning for de enkelte forskningsfelter,« siger professor Erik Richter fra Institut for Idræt og Ernæring, som er leder af forskningsprojektet ‘Physical activity and nutrition for improvement of health’.

Projektet samler forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige, Humanistiske og Naturvidenskabelige Fakultet i et studie af, hvordan fysisk aktivitet og ordentlig ernæring kan forbedre sundheden, forebygge sygdomme og lette behandlingen af livsstilsrelaterede sygdomme som fedme, hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes hos kvinder.

»Projektet omhandler en række relativt udbredte tilstande hos voksne kvinder i Danmark. Efter overgangsalderen er der eksempelvis øget risiko for, at kvinder får diabetes og psykiske problemer. Vi har en formodning om, at ændringer i træning og kost kan forbedre deres situation markant,« siger Erik Richter.

»Den tværfaglige karakter er afgørende og sikrer en større indsigt, idet inddragelsen af fysiologiske såvel som psykologiske og sociologiske tilgange gør det muligt at studere effekten af livsstilsændringer. Og ikke mindst muligheden for at skabe og fastholde ny adfærd.«

Overvægt af sundhedsfaglige projekter

KU har ifølge Erik Richter en lang tradition for sundhedsforskning, men med 2016-puljens bevilling på godt 25 millioner bliver det muligt at koordinere indsatserne i et nyt center for fysisk aktivitet, ernæring og sundhed. Den bedre infrastruktur på tværs af fag sætter forhåbentlig KU-forskerne i stand til at skabe banebrydende resultater til fordel for den danske befolkning.

Folkesundhed, psykologi og sygdomme fylder i det hele taget meget i projektporteføljen, der domineres af sundheds- og naturvidenskabelige projektledere. Fælles for alle 18 igangsatte forskningsprojekter er, at de har skullet indtænke uddannelseselementer, så puljen vil gennem forskningsbaseret undervisning også komme universitetets mange studerende til gavn.

Læs mere om de 18 udvalgte projekter her (kræver KU-login).

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste