Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Forskere slås mod bureaukratiet

Professorer spilder tid på papirarbejde og praktiske opgaver når de headhunter udenlandske hjerner til laboratoriet på Panum

To til tre arbejdsdage. Plus det løbende. Så lang tid bruger Nicole Schmitt, lektor på DARC, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Hjertearytmi på praktiske gøremål hver gang centret ansætter udenlandsk arbejdskraft. Og det sker tit. En tredjedel af afdelingens 40 ansatte kommer fra udlandet, og ambitionen er at omkring halvdelen af laboratoriets forskere snart har en anden nationalitet end dansk. Nicole Schmitt er fra Tyskland, og selv om hun blev headhuntet til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for seks år siden i grundforskningens navn, så må hun jævnligt bruge sin arbejdstid på blandt andet at gå på Folkeregisteret, søge bolig og oversætte breve fra myndighederne.

Vil gerne tage godt imod

Nicole Schmitt ved godt at hun ikke er blevet hentet til Danmark for at agere sekretær på Panum. På den anden side kan hun ikke lade være med at tage ansvar hver gang en ny medarbejder forlader sit hjemland til fordel for betonklodsen på Blegdamsvej.

»Man får en ny medarbejder til at føle sig velkommen ved at have styr på alle de praktiske foranstaltninger. Det viser at vi bekymrer os om deres ve og vel. Jeg synes det er mærkeligt at jeg som udlænding skal ordne alle de praktiske gøremål. At se på en enkelt sag er ikke noget problem, men det er summen af al den tid jeg bruger der tæller.«

Helt konkret bruger Nicole Schmitt tid på at skaffe visum og arbejdstilladelser. Hun stabler sociale velkomstarrangementer på benene og opfordrer forskerne til at begynde på danskkursus. Hun tager sig af indkvartering i SUND’s gæsteboliger, og derudover hænder det at hun må følge med en nyankommen ud og banke på hos myndighederne.

»Nogle gange kan jeg forudse et problem. I situationer hvor vores forskere ellers ville blive bedt om at komme tilbage ugen efter, tager jeg med vedkommende ned på Folkeregisteret. Alting kan ordnes på to minutter hvis jeg tager med. Problemet er at systemet er lavet til at afvise.« Nicole Schmitt bakkes op af centrets leder professor Søren-Peter Olesen. Han finder også at der går forskerressourcer til spilde hver gang afdelingen forsøger at shanghaje udenlandsk hjernekapacitet.

»Vi er gået i amerikansk mode. Danmark er præget af at man holder folk ude. Man skal holde godt fast i bordkanten, hvis man vil ind i Danmark – specielt hvis man kommer fra ikke-EU-lande som Rusland og Kina. Det er et forhindringsløb blot at få visum til et jobinterview. Det kræver tæt opfølgning med direkte kontakt til ambassader, udenrigsministeriet og udlændingeservice,« siger Søren-Peter Olesen.

Hjælp på vej

Ledelsen på KU er bevidste om at mulighederne for at ansætte udenlandske forskere skal forbedres hvis KU vil have del i den internationale forskningslagkage. Det har medført at Vivian Tos Lindgaard blev ansat som chefkonsulent i personalesektionen den første august på et projekt med navnet ‘International Staff Mobility’ (ISM). Enheden der indtil videre består af to ansatte, kommer forhåbentlig til at varetage mange af de opgaver som Nicole Schmitt tidligere har stået for.

»Vores job er få banket hul igennem til det danske samfund. Man kan henvende sig her med alle slags spørgsmål, og lige nu vil vi bare gerne blive kendte på KU,« siger chefkonsulent Vivian Tos Lindgaard der har stor erfaring inden for feltet fra sit tidligere job i Udlændingeservice.

International Staff Mobility er efter eget udsagn en afdeling med speciale i alt. Må man køre i sin franske bil i Danmark, og hvordan får ens ægtefælle skaffet sig et job? Måske ligger Vivian Tos Lindgaard ikke inde med alle svarene, men hun undersøger det gerne. Det er en serviceenhed. Det eneste som afdelingen ikke gør i, er boligsøgning.

Eftersom KU har omkring 670 udenlandske forskere ansat, er opgaven alt for stor. At tage en forsker i hånden og gå med vedkommende hen på Folkeregisteret, er heller ikke medregnet i tidsbudgettet for de to ansatte i ISM-afdelingen. Derfor er Vivian Tos Lindgaard blandt andet ved at udforme brochurer der skal give forskerne hjælp til selvhjælp. Det glæder lektor Nicole Schmitt der ser frem til at bruge mindre af sin forskningstid på at agere praktisk gris, men hun frygter at tiden som stik-i-rend hos myndighederne ikke er helt forbi.

»Når vi ankommer, kan vi læse en million linjer på nogle meget fine hjemmesider, men der er brug for den person der skrider til handling og accelererer behandlingstiden hos myndighederne. Det kan man kun gøre, hvis man forstår den danske sjæl,« siger Nicole Schmitt. Det nye initiativ i personalesektionen bliver dog taget imod med kyshånd på Panum. Ledelsen på DARC håber at kunne samarbejde med Vivian Tos Lindgaard og kompagni. »Vi stiller os gerne til rådighed med de erfaringer vi har gjort os, så KU hurtigt kan blive mere professionel på denne front,« siger centerleder professor Søren-Peter Olesen.

Seneste