Forskere tour de forcer gennem videnskaben

En skarp duft at liljer fylder det ovale rum ved siden af foredragssalen på Geologisk Museum. Der er aftenen for årets sidste Videnskabsgalla, og vi er halvvejs gennem aftenens 11 foredrag, der omhandler alt fra drikkevandets dna, meteoritter fra Mars og isbjørnens opståen. På ti minutter gør 11 forskere rede for deres seneste studier, og det er bare om at følge med.

»Tænk, at folks ældgamle dna er i vores drikkevand,« siger en ældre kvinde på vej til pausen.

»Ja, tænk lige over det, næste gang du tager en tår vand!« svarer hendes veninde, mens de skyller informationerne ned med en lidt stærkere væske. Kvinderne er pensionerede, begge forhenværende psykologer og nysgerrige:

»Jeg har givet min veninde denne aften i fødselsdagsgave. Vi er ikke direkte tilknyttet den naturvidenskabelige forskning – men vi er interesserede i, hvad der foregår!«

At der er dna i vores drikkevand, har vi netop lært af den ’nye unge komet’ Philip Francis Thomsen. Han er ph.d. i biologi ved Center for GeoGenetik og forsker i dna-baseret naturovervågning. Bl.a. har han fundet ud af, at der findes frit dna i alle miljøer – man kan for eksempel i bare et snapseglas vand finde dna fra alle de dyr, der lever i det pågældende hav.

Et stykke med Mars

Det og meget mere lærer vi denne onsdag aften. Efter Thomsen er det ph.d. i geofysik Henning Haacks tur til at fortælle. Som kurator for meteoritsamlingen har han undersøgt et stykke af Mars, som drattede ned i det sydlige Marokko forrige sommer. Meteoritten, som den kaldes, blev slået løs fra Mars for 700.000 år siden og stammer oprindeligt fra et vulkanudbrud på planeten. I Marsstykket har Haacks fundet radioaktive stoffer, der kan dateres 170 millioner år tilbage.

»Og hvorfor er vi så interesserede i sådan et stykke Mars?« spørger Haacks forsamlingen, der sidder pænt ved de gammeldags skolebænke. De lytter opmærksomt.

»Selvfølgelig fordi vi ved hjælp af den kan undersøge, om der har været liv på Mars. Meteoritterne er det eneste, vi har fra Mars, og gennem dem har vi bl.a. fundet ud af, at Mars har udviklet sig langt hurtigere end jorden,« siger Haacks.

Salen kvitterer for oplægget med et rungende bifald. Hvad man har opdaget om livet på Mars, er der ikke tid til at gå dybere ind i, men vi bliver opfordret til at tale med forskerne i pausen, hvis vi har uddybende spørgsmål.

Lad isbjørnene danse

En af de sidste talere er Eline Lorenzen, ph.d. i populationsgenetik, der fortæller om, hvordan dna fra forhistoriske knogler kan belyse isbjørnens udvikling og overlevelse. Isbjørnen, lærer vi, er som art kun 300.000 år gammel, hvilket er »to sekunder i et evolutionsperspektiv.«

Den er en afviger af den brune bjørn, og grunden til, at den i modsætning til denne er hvid, er, at den kun spiser hvalspæk! Det svarer til, at vi spiste spegepølse hver dag.

»Isbjørnen er et fantastisk dyr,« siger Lorenzen. »Den kan stå på indlandsisen i ugevis uden handsker!«

Lorenzens videre forskning vil dreje sig om isbjørnens kår fremover, hvor den globale opvarmning er den væsentligste trussel mod dens overlevelse.

Gennem de sidste tre timer er hjernerne i det gamle auditorium blevet fodret med ikke så lidt viden. Folk lytter dog, omend en smule bøjede over bordene, ved det sidste oplæg stadig opmærksomt til de kloge ord. Det er bestemt heller ikke hver dag, man lærer så meget på så kort tid, og da aftenen går på hæld, kan vi bryste os af at være bredt orienteret i den geologiske forskning.

uni-avis@adm.ku.dk