Forskerens liv mellem fornuft og følelse

Ser den videnskabelig ud? Lærd og lidt kedelig? Er den videnskabelig, fordi en forsker har skrevet den? Eller fordi fagkyndige har bedømt den til at være videnskabelig?

Vi accepterer det sidste svar og får et nyt spørgsmål smidt i hovedet. Hvad får fagkyndige til at acceptere en afhandling som et videnskabeligt produkt? Det gør de når de kan se at afhandlingen er skabt gennem en arbejdsproces som vi vil kalde videnskabelig, og hvad det så er, kan vi læse om i metodebøger og videnskabsteoretiske fremstillinger. Og naturligvis i afhandlingens metodekapitel.

Men ved vi så noget om hvorvidt afhandlingen ikke bare er videnskabelig, men også god? Svaret er afkræftende. Den videnskabelige proces er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne skabe interessante forskningsprodukter.

Og ved vi noget om hvordan forskerens arbejdsproces egentlig har været undervejs? Slet ikke.

Forskeren lever i en fornuftsverden, og alle forskerens produkter er skrevet på en sådan måde at man ser maksimalt fornuftig ud.

Det gælder ikke mindst i metodekapitler. Det metodekapitel der sjældent eller aldrig skrives, er det der fortæller hvordan man faktisk arbejdede:

hvilke sindssyge og irrelevante problemer man løb ind i undervejs; hvor man kvajede sig, hvor man bestemt ikke burde have kvajet sig; hvornår man gik i sort fordi der var alt for mange risikobetonede valg der skulle træffes; hvornår selvtilliden svigtede fordi konferencedeltagere kom med ubehagelige og nedgørende bemærkninger etc.

Lad os nu antage at afhandlingen ikke bare er videnskabelig, men også rigtig god. Ved vi noget om hvad der skabte den proces der gav netop det resultat?

Fortæller metodekapitlet noget om hvordan man ved et rent og skært tilfælde fik den afgørende idé der endte med at strukturere hele analysen; hvorfor man en dag besluttede at vende det hele på hovedet; hvilke rutiner man har udviklet for at skabe jævn fremdrift; hvilke kriser eller ydre pres der satte afgørende skub i processen; hvornår og hvorfor man endte med at kunne skrive med et frydefuldt gys og ikke med et lettelsens suk?

Nej, og dog er det vigtigste redskab vi har som forskere, os selv, vores sind med både fornuft og følelser. Der er både følsom og ufølsom fornuft og fornuftige og ufornuftige følelser. Skal vi forstå og udvikle os selv (og andre) som forskende mennesker, må vi have det hele med.

Åndelige spejlbilleder
Stefan Zweig fortæller i Følelsernes vildveje om en professor der har fået et festskrift hvori der opregnes alt hvad han har skrevet gennem 30 år:

»hele min udviklingsgang ligger her smukt og klart opbygget ligesom en velfejet trappe, trin for trin, lige op til indeværende stund.«

Professoren må indrømme at han er lidt stolt af den akademiske udvikling han her ser dokumenteret.

»Men da jeg gennembladede de to hundrede flittigt beskrevne sider og så mit åndelige spejlbillede nøjere i øjnene, måtte jeg smile. Var det virkelig mit liv? Steg det virkelig i så roligt målbevidste kurver fra første stund op til dagen i dag?«

Det gjorde det ikke. I ethvert liv er der sekunder hvor alting bestemmes: »… et magisk sekund, en krystallisation, en undfangelse …« som man selv – for slet ikke at tale om andre – sjældent kan begribe.

»Om dette allerhemmeligste i min åndelige livsudvikling ved bogen her intet ord at sige: derfor måtte jeg smile. Alt i den er sandt – kun det væsentlige mangler. Den taler om mig, men den udtaler mig ikke. Den belyser mig kun, men den gennemlyser mig ikke.«

Hjerneforskeren Morten Kringelbach udtrykker – meget tankevækkende – egentlig det samme som Stefan Zweig når han i Hjernerum – den følelsesfulde hjerne skriver:

»På baggrund af denne hjerneforskning er der … meget, der tyder på, at valg kun sjældent er rationelt drevet, og at rationalitet dermed (trods rygterne om det modsatte) langtfra er menneskets adelsmærke, og at snart sagt alle valg bliver taget på baggrund af emotionelle og ikke-bevidste processer.«

Når vi derfor påbegynder den videnskabelige proces – lad os kalde den for den formelle proces – sker der noget andet. Den reale proces begynder.

For det første præges arbejdet af en psykisk-social proces. Processen bliver nu formet af en række varierende og mere eller mindre uvedkommende faktorer.

Det kan dreje sig om lykkelige begivenheder i privatlivet, vrælende og vidunderlige babyer der tager mere tid end man nogensinde havde forventet (specielt hvis man er kvinde og ph.d.-studerende), uforudsete problemer med at få adgang til data, manglende evne til at arbejde under høj grad af usikkerhed, tilfældige nye og afgørende kontakter og idéer osv.

Der indtræffer altid hændelser som gør at man bliver afsporet i forhold til den planlagte formelle proces.

Der er også iboende træk ved selve forskningsarbejdet der gør at forskningsprocessen får sin egen dynamik.

Forskningen er et arbejde hvor der skal tænkes nyt, frit og ubundet. Forskning forbindes med opdagelse, nye verdener, frihed og kreativitet.

Forskningen er ekspansiv, den folder sig ud. Den folder sig også ind i fordybelse, refleksion, meningsskabelse, erkendelse og selverkendelse. I begge tilfælde er forskningen grænseoverskridende.

Men bag den heroiske tale om den frie sandhedssøgen er der en helt anden verden. Forskeren udøver nemlig sit arbejde på et felt der er overmættet af regelsæt.

Et regelsæt fortæller os at ethvert skridt i en undersøgelse skal kunne begrundes, ethvert skridt skal kunne gentages, enhver argumentation og fortolkning skal være eksplicit i alle led, etc.

Fra andet hold lyder det at man aldrig må foregøgle at virkeligheden kan beskrives entydigt og objektivt, og at forskeren gennem begrebs- og teoriudvikling er med til at skabe verdenen.

Psykisk profil
Dualismen mellem det stærkt regel- og traditionsbundne og det frie og kreative betyder at forskningen er et arbejde der stiller nogle specielle og belastende krav til forskerens psyke.

De modsætningsfyldte krav fører ikke sjældent til personlige problemer, og det kan fx give en udmattende og panisk proces.

Filminstruktøren Ingmar Bergman har i Laterna Magica skildret en sådan situation som også forskeren kan nikke genkendende til:

»Udmattelse indebærer ikke, at man forenkler, men at man komplicerer, man tager alt for voldsomt fat og finder på alt for meget. Alle reservebatterier kobles ind, omdrejningstallet går op, den kritiske dømmekraft sænkes, og så tropper de forkerte beslutninger op – på samme tid som man er ude af stand til at træffe de rigtige.«

Hvad medfører nu den psykisk-sociale proces? Der er tydeligvis slåskampe man må tage med sig selv og evt. med andre, og de kan få forskelligt udfald.

I værste fald ender det negativt. Projektet afbrydes. Arbejdet med afhandlingen afbrydes, og hvis det er en ph.d.-studerende det sker for, er det ensbetydende med at vedkommende forlader sit stipendium.

En anden mulighed er at afhandlingen faktisk gøres færdig, men at afhandlingen præges af den psykisk-sociale proces på en skæmmende måde: for mange løse ender, inkonsistenser, hakkende argumentation og den slags der vidner om uløste konflikter.

En tredje mulighed er at forskeren får kontrol med den psykisk-sociale proces således at projektet føres tilbage til den formelle proces.

En forståelse af forskningen som en psykisk proces kan her hjælpe med til at tackle de personlige udfordringer på en sådan måde at afvigelser fra den formelle proces modarbejdes.

Den fjerde og mest spændende mulighed er at der i den psykisk-sociale proces optræder kreative elementer således at de hidtidige rammer og begrænsninger sprænges.

Hvordan det kan ske og hvad det kan medføre, er delvis ren mystik. Men vi kender mange eksempler både fra forskningens og kunstens verden.

En autonom skabelsesproces
Niels Bohr forestillede sig atomkernen som en vanddråbe for ved hjælp af denne metafor at få løsnet sin kreativitet.

Carl Nielsen kunne forestille sig naturoplevelser mens han komponerede selv om han var en svoren modstander af at musikken skulle skildre noget som helst.

Kreative elementer kan betyde at der i processen opstår helt nye forestillinger om det færdige produkt. Vi betegner disse som autonome forestillinger om produktet, for vi ved ikke altid hvor de kommer fra.

Man er i en skabelsesakt, og der danner sig billeder eller konturer af noget nyt som langsomt tager form og presser sig på. Igen har Ingmar Bergman en god beskrivelse:

»Gang på gang havde jeg forkastet dette billede og nægtet at bruge det til en film… Men billedet har taget sin beslutning, og modvilligt har jeg identificeret det.«

Autonome produktforestillinger kan blive
en stadig mere drivende kraft. Et nyt muligt produkt tager over og determinerer processen, nærmest mod Bergmans vilje. Herved bliver forskeren til et redskab for noget som man føler ligger uden for én selv.

Bergman er ikke ene om denne forestilling. Digteren Pia Tafdrup har i Poetik beskrevet denne proces og tilstand med mange facetter. Hun skriver blandt andet:

»… ordene melder sig for at blive nedfældet. Jeg skriver uden at spørge.« Og »Jeg er ikke redskab for nogen, men det sted hvor dette noget kan vokse. I den tilstand kan jeg sidde med oplevelsen af at digtene skriver mig.«

Når denne ‘jeg arbejder for noget der er større end mig selv-tilstand’ indfinder sig, er den autonome proces startet. Den er ikke autonom i den forstand at den er løsrevet fra produktet. Tværtimod. Produktet føder nærmest sig selv gennem den autonome proces.

Løssluppen alvor
Det store spørgsmål er naturligvis hvorledes man arbejder sig hen til den lykkelige situation hvor tingene begynder at skrive sig selv?

Først og fremmest skal man arbejde med selve indstillingen til forskningsarbejdet. Man skal her tillade sig selv at opfatte sit arbejde som et kald, også selv om langt det meste er håndværk.

Det indebærer videre at man skal tage sig selv og sit arbejde alvorligt. Den amerikanske sociolog Wright Mills udtrykte det markant (og krævende) således:

»De vil ofte have lagt mærke til, hvor omhyggeligt store tænkere behandler deres eget sind; hvor nøjeregnende de følger deres egen udvikling og organiserer deres kundskab.«

For det andet skal man oparbejde et højt opmærksomhedsniveau. Den kinesiske filosof Lin Yutang udtrykker det på sin egen vidunderligt krukkede måde:

»… lyden af faldende regndråber kan nydes – hvis den da skal nydes fuldt ud – når man ligger i en bambusseng i et tempel højt oppe i bjergene på en smuk sommerdag.«

Læg mærke til den specificitet, der er i Lin Yutangs sætning. Han siger ikke: ‘Regn har lissom en god sound’.

For det tredje skal man træne sig i at turde det ukendte. Hvis man ikke ved hvordan man griber det an, kan man altid starte med at slå plat og krone.

Tilfældet løsner kreativiteten. Læs ikke kun mainstream, men også ude i periferien. Arbejd kontrapunktisk.

For det fjerde skal man arbejde for at være omgivet af et fantasistimulerende forskningsmiljø. Både Wright Mills og Lin Yutang lægger vægt på fraværet af magtrelationer og personkonflikter. Lin Yutang skriver:

»Foran mit åsyn er venner, som kender mit hjerte, og ved min side er der ingen, der støder mit øje … Dette er den absolut nødvendige betingelse for al samtale, som er værdig at kaldes kunst …«

Men det må indrømmes at de virkelige ryk for det meste kommer når man geråder ud i en personlig-faglig krise.
Når der er markant disharmoni mellem én selv og omverdenen.

I sådanne situationer er det vigtigt også at være omgivet af et forskningsmiljø der rummer omsorg. Et forskningsmiljø der fremmer fantasi og rummer omsorg, er vigtigt. Men det er et kunstprodukt. Det kommer ikke af sig selv. Det er et kollektivt gode med store muligheder for free-riding.

I en tid med management, konkurrence, strategitænkning og produktfiksering er dét en af universitetsverdenens store udfordringer.

Torben Beck Jørgensen er professor ved Institut for Statskundskab. Han har i mange år været optaget af forskningen som arbejdsproces og har nu samlet sine refleksioner i bogen Forskning med følelse. København: Nyt Nordisk Forlag, 2006.