Gruppeleder forlader akademia: Angsten fylder for meget

Luis Toledo er på vej ud af universitetsverdenen.

På Københavns Universitet har han i syv år været lektor og gruppeleder for Toledogruppen, der forsker i, hvordan celler løser de udfordringer, der opstår, når det menneskelige dna skal kopiere sig selv.

Luis Toledo er stolt af de videnskabelige præstationer, han har opnået siden 2016. Men der er flere aspekter ved jobbet, han ikke kan leve med længere. Angsten er kommet til at fylde for meget.

»Det er den konstante kamp for hele tiden at skulle være succesfuld og skulle overholde alle de krav og måleparametre, som akademikere skal, i kombination med den usikkerhed, der altid råder i den akademiske verden, som gør, at jeg stopper,« siger han.

Ifølge Luis Toledo er der i dag et krav om, at akademikere konstant er førende på deres felt og får publiceret videnskabelige artikler i anerkendte, videnskabelige tidsskrifter, samtidig med at de skal skaffe stadigt flere eksterne midler til deres egen forskning. Med tiden har det skabt angst og usikkerhed i ham, siger han:

»Vi er for meget alene med vores tanker om, hvordan vi opfylder alle måleparametre. Vi kan godt tale med vores kollegaer om det, men når dagen er gået, står vi alligevel alene med al vores usikkerhed og alle vores problemer med at skaffe penge og resultater nok.«

Luis Toledo forlader et system, der med hans ord er meget hierarkisk, og hvor der kun er en vej frem: Op ad karrierestigen.

Et omskrevet CV

Nu er forskningsgruppelederen så gået i gang med at søge job i medicinalindustrien. Og her nogle andre kvaliteter, han vil slå på, når han skal præsentere sig selv.

Hans nye cv skal fortælle historien om, hvem han har arbejdet sammen med, hvad han er god til, hvilken personlighed han har, og især hvad han drømmer om at komme til at arbejde med i fremtiden, så han kan løse opgaver for en privat virksomhed.

»Jeg har ikke noget nyt job på hånden endnu,« siger Luis Toledo, der har opsagt sin stilling ved Københavns Universitet den 1. september 2023.

Luis Toledo har valgt at sige op, før han har sikret sig et nyt job. Han var nemlig bekymret for, at frygten for forandring ville få ham til at blive.

Nu er der ingen vej tilbage.

»Jeg er stadig i proces med at afklare, hvad der skal stå i mit cv. Jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal beskrive, hvad jeg har nydt at arbejde med. Jeg ser især på alle de erfaringer, jeg har gjort mig, og hvem jeg har gjort dem sammen med – i stedet for at fokusere på de resultater, jeg har opnået,« siger han.

Ifølge Luis Toledo består en akademikers cv udelukkende af bibliometriske parametre: Hvad har man publiceret af artikler og i hvilke tidsskrifter, samt hvor mange penge man har skaffet.

»Det sidste er noget, der har slidt på mig, selv om det er de samme parametre, der før i tiden åbnede dørene for mig,« siger Luis Toledo.

99 procent af alle ph.d.’er skal alligevel videre

Han understreger, at hans erfaringer fra universitetsmiljøet ikke er sort-hvide.

Han nævner som eksempel, at han i alle årene har haft fantastiske kollegaer, som han er virkelig glad for at have mødt, og som har lært ham meget.

Midt i det konkurrenceprægede miljø eksisterer der nemlig ifølge Luis Toledo en form for altruisme blandt akademikere, der gør dem meget hjælpsomme, hvis nogen spørger om hjælp.

Men han tror, at mange bliver hængende (for) længe i universitetsverdenen, fordi det virker trygt, og fordi mange ikke er opmærksomme på, at det måske er angsten for det ukendte, der holder dem fast.

»Cirka 99 procent af dem, der begynder på en ph.d., ender ikke som professorer, så de skal under alle omstændigheder videre på et tidspunkt. Alligevel ser de akademia som en ensporet adgang til et arbejde som forsker i stedet for at betragte det som en periode, hvor man lærer en hel masse nyt, hvorefter man skal videre til et arbejde udenfor – hvilket jo også lykkes for næsten alle i sidste ende,« siger Luis Toledo og fortsætter:

»For mig virkede det enormt frisættende, da jeg for et halvt år siden begyndte at tænke, at jeg skulle forlade universitetet. I det mindste har det været frigørende for mig at forestille mig, at jeg bevæger mig over i en anden verden, hvor selve arbejdsindsatsen er værdsat, så det ikke kun er de tekniske måleparametre, der betyder noget.«

Nye koder skal knækkes

Luis Toledo har indset, at for at lykkes uden for akademia, er han nødt til at lære sig selv rigtig meget nyt. Han er nærmest nødt til at begynde fra bunden:

»Når jeg ser et jobopslag til en stilling på en afdeling på universitetet, har jeg i forvejen en instinktiv evne, der gør, at jeg på få sekunder kan gøre op med mig selv, om det er en interessant stilling – om det er et sted, jeg har lyst til at arbejde,« siger Luis Toledo.

Han har ikke samme stærke fornemmelse af, hvad en stilling i medicinalindustrien indebærer.

»Industrien er en helt anden verden – med nogle helt andre regler og koder. I akademia har du dine måleparametre, dine opdagelser og dine fondsmidler, der definerer din værdi. I industrien er du nødt til at vise, hvem du er som person, og især skal du vise, hvad du er passioneret omkring. For i sidste ende er det den ting, der siger noget om, hvor god du bliver til dit næste job,« siger Luis Toledo.

Derfor er han nu i gang med at skrive sit cv om:

»Du skal ud og tale med andre. Du taler måske til et selskab med en betydningsfuld person, der ikke kan give dig et job lige nu i en bestemt virksomhed, men så måske i fremtiden, eller personen kender en anden, der kunne være interesseret i at ansætte en med din profil i en anden virksomhed. Desuden har man også mulighed for at anskaffe sig en coach.«

Økonomisk usikkerhed kører forskere ned

Når Luis Toledo er en succesrig forsker på papiret, kan det undre, at han ofte har følt sig utilstrækkelig, men det skyldes akademias indretning, siger han:

»Jeg kommer selv nemt til at sammenligne mig med andre forskere på min alder. Så siger jeg til mig selv, Mand, jeg er virkelig ingenting i forhold til dem. I en forvansket verden, hvor målinger og personlig sympati betyder meget, er vi mennesker af natur psykologisk skrøbelige, så vi har nemt ved at komme til at føle os som en fiasko.«

Det var, da han blev gruppeleder, at han for alvor begyndte at føle presset for at præstere hele tiden.

»Grundlæggende er der et krav til gruppeledere om, at de skal kunne trykke gaspedalen i bund. De skal klare alting hurtigt, hvis de vil forblive i jobbet. De skal især kunne holde fokus på at få publiceret artikler og skaffe penge til forskningen, men samtidig er de også nødt til at kunne mange forskellige ting: Man skal både være en dygtig administrator, mentor, leder, lærer og dygtig til at kommunikere. Og man får kun succes, hvis man arbejder nonstop,« siger Luis Toledo.

»Og hvis man lægger det hele sammen: Gør gruppeledere det rigtig godt i en periode, bliver presset kun større på dem efterfølgende, og det kan køre dem ned på den lange bane,« tilføjer han, der synes, at det ville klæde universiteterne, at melde tydeligere ind, når det gælder forskernes karriereudvikling.

»Den usikkerhed, som enhver forsker står med, kan virkelig køre en ned. Selv om akademikere kan klare mange forskellige jobs, afhænger vores levebrød af alle mulige faktorer, vi ikke har kontrol over. For mig kom der bare et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kunne se min fremtid i de her omgivelser. Nu ser jeg i stedet frem til et arbejdsliv, hvor anstrengelserne er mere ligeligt fordelt, og hvor jeg mere er en del af et hold,« slutter Luis Toledo.