Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
HIV-FORSKNING – Forskningscentret CHIP, Copenhagen HIV Programme, er flyttet fra Panum til Rigshospitalet. ’Skilsmissen’ er ifølge parterne udramatisk.
Forskningscentret CHIP, Copenhagen HIV Programme, har forladt Panum og er flyttet ind på Rigshospitalet på den anden side af Tagensvej.
På papiret en kort tur, og ’skilsmissen’ er ifølge parterne også forløbet fuldstændig udramatisk.
Forskningscentret omsætter for mellem 50-60 millioner kroner årligt og beskæftiger cirka 50 medarbejdere, hvoraf dog kun lederen er fastansat.
Det er dog er ikke et hvilket som helst center, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) sagde farvel til ved årsskiftet.
Ifølge Jesper Grarup, CHIPs administrator, er centret selvfinancierende og derfor fuldstændig afhængig af ekstern forskningsstøtte.
De sidste otte år har de tre primære fondsgivere været NIH (National Institutes of Health (USA), Europæiske Kommission og et konsortium tilknyttet European Medicines Agency.
CHIP blev grundlagt i 1998 for at organisere planlægningen og udførelsen af kliniske, kontrollerede forsøg i forbindelsen med infektionssygdomme, særligt HIV.
Jannik Hilsted, lægelig direktør på Rigshospitalet, oplyser, at samarbejdsaftalen mellem CHIP, Sund og Rigshospitalet er opsagt i gensidig forståelse.
Baggrunden er et ønske fra CHIP om at blive placeret på Rigshospitalet – på linje med øvrige forskningsgrupper under kliniske professorer ved Københavns Universitet (KU) og overlæger ved Rigshospitalet, forklarer han.
Det har først været muligt nu, da der ikke tidligere har været plads til forskningscentret på Rigshospitalet.
Ifølge Anéh Christina Hajdu, kommunikationschef på Sund, vil CHIP trods flytningen fortsat vil have et tæt samarbejde med fakultetets forskere.
Jens D. Lundgren, chef for CHIP og professor på Rigshospitalet og Sund, fortsætter også sit virke som klinisk professor på fakultetet.
»Jeg har været glad for at være på Sund, og jeg vil også fortsat være tilknyttet fakultetet fremover. Jeg føler mig lige så meget som en del af Københavns Universitet efter flytningen, som jeg gjorde før,« siger Jens D. Lundgren.
Kliniske professorater er delestillinger, hvor forskeren på samme tid er ansat som overlæge på et universitetshospital og som professor på Sund.
Hospitalet betaler overlægelønnen og Sund et professorhonorar, medmindre eksempelvis en fond eller en privat virksomhed står for den del af finansieringen også.
Det hører til sjældenhederne, at forskere, forskningsgrupper eller hele centre flytter fra en institution til en anden.
Professor Lene Lange skiftede i 2008 jobbet som leder af Biologisk Institut på KU ud med en stilling som prodekan for forskning på De Ingeniør- Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU.
Hun tog ved samme lejlighed sine forskningsbevillinger med, uden at det efter hendes eget udsagn gav problemer.
LÆS OGSÅ: Magtspil om millioner
Større opmærksomhed vakte det, da cirka 30 forskere i design, bæredygtighed og byplanlægning i 2012 sagde op på Danmarks Tekniske Universitet og flyttede til Aalborg Universitet (AAU) til det nye Center for Design og Innovation for Bæredygtig Omstilling.
Det skete i protest med, at DTU’s ledelse i årevis havde nedprioriteret de samfundsfaglige områder.
Alle flytninger forløber altså ikke lige udramatisk.
clba@adm.ku.dk