Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Sikringen af fri forskning er vigtig for videnskabens skyld – ikke for den enkelte forskers skyld. Men med universitetsloven fra 2003 led forskernes demokratiske indflydelse et alvorligt nederlag og dermed videnskaberne. Det skal der rettes kraftigt op på ifølge kronikøren
For nyligt barslede det internationale panel for evalueringen af universitetsloven af 2003 og universitetsfusionerne i 2007 med en rapport. Mange aktører støttede panelets konklusioner; forskningsfriheden er ikke sikret.
Her er det især instruktionsbeføjelsen, universitetsloven § 17.2, manglende medbestemmelse, ministeriets detailstyring af universiteterne og forringelsen af basismidlerne, der truer forskerens frihed, men alene en ændring af disse forhold er ikke nok til at genskabe den fulde forskningsfrihed.
Det blev nemlig også bemærket, at panelet kun kommer med vage anbefalinger til problemernes løsning. Det kan skyldes, at kommissoriet var stærkt begrænset. Det havde for eksempel ikke til opgave at se på ledelses- og stillingsstrukturen og systemet til at kvalitetssikre ansættelser. Men forskningsfrihed hænger i praksis uløseligt sammen med rammerne for forskning.
Det er vigtigt for offentligheden at forstå, at forskningsfrihed er nødvendig for demokratiets og videnskabens skyld, ikke for den enkelte forskers skyld. I et demokratisk samfund har borgerne brug for uafhængig viden som modstykke til politiske meninger, så de på et oplyst grundlag kan danne sig deres egne meninger og træffe beslutninger på et sagligt oplyst grundlag. Borgerne skal kunne stole på forskningen. Det kan de kun, hvis de ved, at forskningens resultater er fremkommet uden politisk, økonomisk eller institutionelt pres.
En fri og uafhængig forskning vil kunne rejse spørgsmål, som ikke er politisk opportune, eller som måske vil være direkte ubehagelige for statsmagten. Den frie forskning skal, som Finn Collin og jeg anførte i bogen Ideer vi lever på, kunne fungere som en femte samfundsmagt ved siden af en fri presse og den lovgivende, den udøvende og den dømmende statsmagt.
Vores begrundelse lød »Hvis fri forskning fortsat skal opretholdes til gavn for det demokratiske samfund, ikke blot som leverandør af viden, som samfundet kan bruge i den teknologiske udvikling og til sikring af den stigende velstand, men også som den instans, der til stadighed kan kritisere de øvrige magter på et faktuelt og refleksivt grundlag, må den politiske verden afgive kontrol med forskningen og dens resultater. Samfundet og videnskaben står sig på langt sigt bedst ved, at den politiske magt accepterer videnskabens selvforvaltning og den frie forsknings selvudfoldelse.«
Fri forskning har som målsætning at skaffe menneskeheden viden og indsigt i naturen, samfundet og mennesket. For at kunne udfolde sig frit kræver især grundforskningen, at samfundet anerkender, at der findes en række normer, der sikrer forskningen økonomisk, politisk og social frihed. Uden en strikt opretholdelse af disse normer bliver forskningen styret af andre interesser end forskningens målsætning om faktabaseret og uafhængig viden.
Den kendte amerikanske sociolog Robert K. Merton peger på fire sådanne grundlæggende normer, de såkaldt CUDOS-normer:
Fællesskabet har ejendomsret til videnskabens resultater. Samfundet betaler, og som modydelse stiller forskeren sin viden til rådighed for samfundet.
Enhver videnskabelig antagelse og påstand skal kunne gennemprøves af andre og vurderes ud fra alment accepterede metoder og regler.
Videnskaben skal være upartisk. Det kan kun ske, hvis den får lov at forfølge sine mål uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser.
Videnskaben er i sit opdrag kritisk. Forskerne skal stille sig kritisk til egne synspunkter, hvis de strider mod nye iagttagelser og opdagelser. Og de skal indgå i en åben dialog med andre forskere. Ligesom de skal være villige til at underkaste deres forskningsresultater en faglig og kritisk bedømmelse af andre forskere.
Fri forskning foregår i det store og hele på universiteterne. For at kunne praktisere fri forskning må de institutionelle og juridiske rammer være i orden. Det nytter eksempelvis ikke noget, at man har en universitetslov, som i en paragraf taler om forskningsfrihed, og i en anden paragraf fratager den igen ved at lade den bero på ledelsens velvilje. Instruktionsbeføjelsen til institutlederen må væk.
Det er også et problem, at man nu vil tildele forskningsmidler, alt efter hvor meget forskerne får publiceret i internationale tidsskrifter, udvalgt på en statsligt sanktioneret liste. Det er urimeligt over for samfundsvidenskaberne og humaniora, som bruger andre publiceringskanaler end medicin og naturvidenskab.
Den humanistiske forsker publicerer typisk færre artikler, men skriver flere bøger, samt artikler uden skarp sondring mellem formidling og forskning. Samfundsvidenskab og humaniora er på grund af deres emner ofte mere nationale end internationale. Der er ofte langt færre internationale tidsskrifter til rådighed, og forskningens relevans er ofte større for det danske end det internationale samfund. En tildeling efter volumen, som i ’den bibliometriske forskningsindikator’ medfører en tendens til at belønne mainstream- forskning, mens original og nybrydende forskning (og eksisterende små vigtige forskningsfelter) presses ud.
Problematisk er også tendensen til, at den enkelte forsker ikke selv kan gå efter sine egne idéer, men må søge midler i større tematiske pakker, skåret til for at tilfredsstille politisk definerede formål vedrørende sundhed, klima, sikkerhed, etc. Helt horribelt bliver det, når den enkelte forsker tvinges til selv at finde eksterne midler, blot for at dække sin egen løn.
Man kan ikke have fri forskning uden forskerens medindflydelse på ledelsen og tilrettelæggelsen af det daglige arbejde. Derfor bør universitetsloven revideres for at skabe reel medbestemmelse i form af en medarbejdervalgt institutleder og institutbestyrelse. I en sådan bestyrelse vil der sidde repræsentanter for de forskellige forskningssynspunkter, der ofte vil være på et institut.
Det giver de enkelte videnskabelige medarbejdere mulighed for at være medbestemmende over, hvad instituttets forskningsmidler skal gå til, så institutlederen ikke gennem sine ressourcetildelinger alene bestemmer, hvilken forskning der skal nyde fremme, og hvilken der skal undertrykkes. Desuden får den enkelte medarbejder mulighed for at protestere og gøre indsigelse mod ledelsens beslutninger ved at kunne appellere til en demokratisk valgt forsamling.
Flere af de nuværende institutledere rundt om på universiteterne er temmelig forskningssvage og har måske derfor kastet sig over administrativt arbejde. Men det betyder også, at deres faglige legitimitet med hensyn til at retlede og retvise andre i målene og kravene til forskningen er tvivlsom.
I dag bestemmer dekanen i samarbejde med institutlederne suverænt, hvem der skal have de få stillinger, der slås op på universiteterne. Det skaber meget nemt rygklappere og jasigere blandt ansøgerne. Ingen vover at udtrykke kritik af ledelsen af angst for at miste karrieremuligheder, ligesom man vælger forskningsprojekter, der har ledelsens interesse, støtte og accept.
For at bevare den frie forskning og sikre de bedste forskningshjerner bør en revision af universitetsloven også indeholde en ny stillingsstruktur. Der bør være en stillingsoprykning til lektorat og professorat i forhold til kvalifikationer. Så undgår man, at institutleder og dekan primært ansætter og forfremmer dem, hvis forskning mere retter sig mod ledelsens ønsker end forskningens front, eller dem som forstår at holde sig gode venner med ledelsen.
Hvorfor er politikerne bange for frihed, demokrati og medindflydelse på universiteterne? De drømmer ikke om at afskaffe folkets indflydelse på det statslige styre. Men det var den demokratiske indflydelse, man afskaffede, da man indførte universitetsloven i 2003. Nu er der en mulighed for, at Folketinget viser forskningen den tillid, panelet anbefaler, og giver forskningen den nødvendige frihed tilbage.
Forskningsfrihed forudsætter akademisk frihed, som ud over fri forskning indebærer, at det akademiske personale er medbestemmende om alle anliggender i universitetets virke, inkl. økonomiske prioriteringer i den interne drift. Som panelet også bemærker, har det nuværende Akademisk Råd ingen reel indflydelse.
Et institutråd vil både være organ for det kollegiale selvstyre, og have repræsentanter fra det tekniske og administrative personale, der er med til at få universitetet til at fungere, og de studerende, som burde være centrale, ikke bare for et sted, der hylder forskningsbaseret undervisning, men hvor ’undervisningsinspireret forskning’ bør kunne udfoldes frit.
Forskningspolitikken har været styret af et forståeligt ønske om, at samfundet maksimerer udbyttet af sine investeringer i forskning og højere uddannelse. I regeringens forskningspolitik bliver ’samfund’ tendentielt reduceret til erhvervslivet. Forskning forstås som innovation, forskningspolitik som erhvervspolitik, og man glemmer, hvad videnskab egentligt er, og hvem universitetet er til for.
Videnskab handler om erkendelse, og det samfund, som universitetet er til for, går ikke restløst op i statens eller markedets institutioner. I bogen Hvad er forskning? Normer, Videnskab og Samfund, som jeg er medredaktør af, undersøger tretten forskere det særegne ved videnskabernes normer, analyserer forskningskvalitet videnskabsteoretisk, og redegør for den filosofiske og historiske baggrund for såvel forskningspolitik som de aktuelle forsøg på at måle videnskab.
Det vises blandt andet, at mange, såvel politikere som befolkning, sætter videnskabelig kvalitet lig med samfundsrelevans. Det er på tide, at videnskaberne selv kommer på banen med undersøgelser, der bidrager til øget indsigt i forskningens vilkår og væsen. Forskningspolitikken må respektere, at samfundet ikke blot er stat og marked, men rummer hele det civile samfunds mangfoldighed, og at markedsgørelsen af universiteterne truer med at forringe forskningen og vilkårene for Danmark som demokrati.