Forskningsfrihed på retur i Praksisudvalgets nye regler

Penkowa-skandalen ledte frem til nedsættelse af et udvalg, der skulle stille forslag til forbedringer. Jeg var selv medlem af den arbejdsgruppe, som i 2005 udarbejdede de oprindelige regler og efterfølgende medlem af Praksisudvalget fra starten frem til 2008.

Praksisudvalget og dets regelsæt var primært rettet mod de hensyn, der fremgår af Universitetslovens paragraf 2 stk. 2, der siger at universitetet skal værne om forskningsfrihed og videnskabsetik.

Dette er generelle hensyn, på tværs af fag, mens vurdering af faglig kvalitet er højst specialiseret. Det er rationalet bag den specialisering, der er foregået i moderne videnskab, og faglige vurderinger ligger udenfor udvalgets kompetence.

Forskningsfriheden stort set skrevet ud

Vi lagde dengang vægt på, at forskningsfriheden var en bærende komponent i god videnskabelig praksis, og at Praksisudvalget ikke skulle foretage faglige bedømmelser og heller ikke være dommer i faglige uenigheder.

Lad mig først slå fast, at der er sket ét væsentligt fremskridt i de nye regler: Praksisudvalget er gjort mere uafhængigt af rektor ved, at medlemmerne udpeges af de akademiske råd og ved at udvalget selv vælger sin formand.

Men på væsentlige punkter er der tale om ændringer i forkert retning (se faktaboksen i højre side):

1) Forskningsfriheden er næsten skrevet ud af reglerne til fordel for en forskydning i retning mod en central kontrolfunktion, der åbner for en faglig kvalitetskontrol, som Praksisudvalget ikke er kompetent til at varetage.

Som man kan se ved sammenligning af de relevante formuleringer er forskningsfriheden eksplicit nævnt som det første punkt i den gamle formulering. Ydermere er der en eksplicitering af, hvad forskningsfrihed omfatter som et særskilt stykke 3. Begge dele er imidlertid nu blevet strøget.

Tilbage er blot en formulering om, at forskningsfriheden ikke må tilsidesættes i bestræbelser på at fremme god videnskabelig praksis. Det er trods alt noget, men forskningsfrihed er altså nu ikke længere en del af de hensyn, som god videnskabelig praksis skal søge af fremme.

Lægpersoner skal vurdere pålidelighed

2) Formuleringen i de gamle regler om et af de mest centrale forskningsetiske principper, nemlig »hensynet til de personer eller det objekt, som forskningen vedrører …« er fjernet. Også hensynet til overvejelser over mulige konsekvenser af forskningens mulige anvendelse er udgået.

3) Til gengæld er der indsat to nye punkter, hvoraf især det første vækker bekymring: Praksisudvalget skal tilse, at »forskningen gennemføres på en pålidelig måde«.

Det kan ingen selvfølgelig være uenig i. Men det er dybt problematisk, at et lille tværfagligt udvalg, hvor der i heldigste fald vil være en eller to, der kender et givet fagområde, mens resten er lægpersoner, nu skal kunne bedømme, om forskning er udført pålideligt inden for hele det videnskabelige spektrum.

Blot i et enkelt fag som mit, sociologi, er metodespektret så stort, at man skal have fagkyndige fra relevante specialer for at bedømme pålideligheden.

Det sundeste – og hævdvundne – princip er, at faglige spørgsmål skal vurderes og afgøres i regi af faglige specialister, ikke af tværfaglige, ikke-fagkompetente organer. Det er et af rationalerne bag den specialisering, der har fundet sted i århundreder.

Det er klart, at Praksisudvalget kan indkalde fagkyndige med specialviden, men det bryder med det ligeledes hævdvundne princip om, at det kun er fagkyndige, der kan udpege fagkyndige.

Hemmelige arbejdsgange

Alt i alt er der tale om en nedskrivning af forskningsfrihed og centrale klassiske videnskabsetiske hensyn til fordel for yderst risikabel indtrængen på området for faglige kvalitetsvurderinger.

Trods henvendelser til Praksisudvalget har jeg ikke kunnet få oplyst begrundelser for og overvejelser bag ændringerne, og heller ikke adgang til Praksisudvalgets mødereferater vedrørende de pågældende punkter. Praksisudvalgets møder og referater er nemlig blevet hemmelige, og det gælder alle sager, ikke blot personsager (høringssvar angående ændringsforslagene fra de akademiske råd ligger derimod offentligt fremme).

En meget besynderlig og udemokratisk praksis, der svækker reglernes og udvalgets legitimitet og troværdighed. Det ville svare til, at fx Folketingets forhandlinger om lovene var hemmelige.

Det er i håb om at bryde lukketheden, at jeg skriver dette indlæg. Åbenhed er jo også en del af god videnskabelig praksis – formelt både ifølge de gamle og nye regler, heldigvis. Men hvad med praksis?

LÆS: Svaret fra professor Jens Schovsbo, formand for det afgåede Udvalg for God Videnskabelig Praksis, og professor Peter Sandøe, næstformand for det afgåede udvalg og udpeget som medlem af det nye udvalg.

uni-avis@adm.ku.dk