Forsvar for kvote 2: »Jeg græd af glæde«

Jeg startede på en videregående uddannelse i sommeren 2015, meget overrasket idet jeg søgte kvote 2, og derfor følte mig som en af ”de heldige” der slap gennem nåleøjet med en motiveret ansøgning. Jeg var mildest talt chokeret, da jeg ikke ligefrem kan prale med mit gennemsnit fra gymnasiet og yderst positivt stemt over for de faglige udfordringer, der nu ventede mig.

Vi var omkring 30-35 nye studerende på mit hold alene, og allerede efter to uger havde jeg fornemmelsen af, at mange havde valgt forkert. De havde studiet som 3., 4. ja sågar 5. prioritet, og mange ville faktisk hellere læse noget, der pegede i andre studieretninger.

I løbet af 1. semester var vi i gennemsnit 15-20 af de (samme) studerende til hver undervisning, dog ikke når der var præsenstilstedeværelse, så kom de resterende. Samme mønster gør sig gældende her på 2. semester.

Sløj motivation blandt kvote 1-ansøgere

Pointen med ovenstående afsnit om fremmøde er, at det tydeligt viser, at rigtig mange vælger forkert med hensyn til deres valg af uddannelse. Jeg bliver ærgerlig over, at vi er så få, der møder op til hver undervisning, og jeg synes også det er tydeligt, at det har en stor påvirkning på underviserne.

Det der undrer mig, er bare, at når de studerende så kommer til undervisningen, så sidder de på diverse sociale medier fremfor at følge med i undervisningen. Jeg prøver ikke at pudse min egen glorie eller noget som helst, men det irriterer mig, at folk der har valgt deres egen uddannelse og deres egen fremtid, ikke respekterer det frie valg de har haft og det, der følger med. Det er trods alt ens fremtid, det gælder.

»En meget stor del af kvote 2-ansøgere bliver vraget hvert år, selvom de sikkert er lige så flittige og dygtige studerende som alle kvote 1-ansøgerne.«

Kan det være rigtigt, at der sidder så mange elever på de videregående uddannelser lige nu, med skyhøje gennemsnit og en ekspertviden inden for samtlige gymnasielle fag, som sidder og ”spærrer” pladsen for nogen, der rent faktisk gider at læse?

Er et karaktergennemsnit, der næsten bryder skalaen – ikke at de tilfælde jo er enkeltstående længere – lig med en fantastisk klog og engageret studerende? Hvorfor skal vi, der har et ringere gennemsnit bankes oven i hovedet gang på gang, blive ekskluderet fra så utrolig mange uddannelser (og bosteder), fordi vi er dumpet i et fag eller to i gymnasiet?

Jeg undrer mig virkelig. Jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt at dele unge ind i ”duer” og ”duer ikke” – for det er sådan, det føles. Der er virkelig mange kvote 2 ansøgere, der har et mål med deres fremtid, men som ikke får lov til at realisere deres drømme, fordi der er så mange forhindringer på vejen, fx karaktererne.

En meget stor del af kvote 2-ansøgere bliver vraget hvert år, selvom de sikkert er lige så flittige og dygtige studerende som alle kvote 1-ansøgerne. Jeg siger dermed ikke, at kvote 1-ansøgere ikke også har ambitioner og mål, men jeg tror, at nogle har haft for let ved at vælge uddannelse og simpelthen ikke har tænkt deres valg af uddannelse ordentlig igennem.

»Jeg ved, at det er det her, jeg vil«

Kunne man ikke indføre skriftlige ansøgninger som optagelseskrav for alle ansøgere, ligesom kvote 2-ansøgere skal i dag? På den måde overvejer man en ekstra gang, om det virkelig er det studie man vil læse på.

Brændende vilje bør bane en vej

Jeg skriver denne tekst på baggrund af de erfaringer jeg har gjort mig på mit eget studie alene. Mange af mine medstuderende har valgt dette studie, fordi de var gode til faget, men samtidig har mange ikke rigtig nogen idé om hvad de vil med det – ”det var bare let at komme ind,” er der mange der begrunder det med.

Jeg græd af glæde, da jeg blev optaget på universitetet, og jeg tjekkede min besked op mod 30 gange for at være sikker på at jeg ikke så forkert. Jeg er så taknemmelig for den mulighed jeg har fået, selvom jeg ikke har været mønsterelev og aldrig har fået topkarakterer i et fag, så har jeg fået chancen for at uddanne mig i en retning, jeg selv ønsker.

Jeg ved, at det er det her, jeg vil. Jeg har et mål, og jeg har en lyst til at gennemføre min uddannelse, og selvom jeg måske kæmper mere rent fagligt end nogle af de andre på mit studie, så ved jeg at jeg ikke har valgt forkert.

Hvorfor er der ikke flere, som skal have denne mulighed, tænker jeg. Der er så mange ikke-12-taller derude, som har lige så meget vilje og lige så store ambitioner, men som gang på gang bliver valgt fra, fordi de ikke er gode nok på eksamensbeviset.

uni-avis@adm.ku.dk