Fortidens pollen viser vej til fremtidens natur

»Et drømmeprojekt.« Sådan beskriver adjunkt på Globe Institute ved Københavns Universitet Ana Prohaska sin forskning, som netop har sikret hende syv millioner kroner fra Villum Fonden. Projektet skal undersøge, hvordan oldgammelt pollen kan forudsige skovenes fremtid i en verden med et uforudsigeligt klima. Bevillingen giver Ana Prohaska mulighed for at opbygge en forskningsgruppe bestående af en ph.d.-studerende, en postdoc og en forskningsassistent.

»Med denne bevilling kan jeg endelig gå i gang med den forskning, jeg har drømt om at lave i evigheder, så jeg er meget begejstret,« siger Ana Prohaska, da Uniavisen møder hende en kold januardag.

Turen går til København

»Forskere er som opdagelsesrejsende,« siger Ana Prohaska. »Selvfølgelig bliver vi nødt til at være systematiske og grundige i vores forskning, men en stor del af vores arbejde er at følge vores nysgerrighed.«

Den tankegang har hun taget med sig på sin akademiske rejse, der begyndte på Zagreb Universitet i Kroatien, hvor hun først forestillede sig en fremtid inden for naturbeskyttelse og ngo-arbejde. Men da hun påbegyndte sin kandidat på Oxford University, ændrede det sig.

»Jeg blev så grebet af det akademiske miljø og alle de ideer, der altid var oppe at vende, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at prøve at blive en del af det,« fortæller hun.

Det blev starten på en international karriere, der førte hende fra Oxford til Cambridge og videre til universiteter i Australien og Canada.

Nu har hun slået sig ned i København, hvor hun har boet de sidste tre år. Og med den nye bevilling bliver det i hvert fald til fem mere – noget hun er god tilfreds med.

»Jeg synes, Globe Institute er en skøn arbejdsplads, og Københavns Universitet er et helt fantastisk universitet. Her bliver der lavet forskelligartet og banebrydende forskning, og Globe er verdensførende inden for mit felt.«

Instituttet beskæftiger sig med oprindelse og evolution i bred forstand – hvad enten det gælder universet, jorden eller mennesket – og er samtidig en af højborgene inden for urgenetik, som er Ana Prohaskas speciale.

Ud over det faglige miljø sætter hun også stor pris på Danmarks stærke engagement i at støtte videnskaben gennem forskellige finansieringsordninger.

Sydøstasiatiske regnskove og oldgammelt dna

Ana Prohaskas interesse for masseblomstring begyndte i de filippinske regnskove, hvor hun i forbindelse med sin ph.d. lavede feltarbejde. Her lærte hun for første gang om det fascinerende naturfænomen.

I Sydøstasien er masseblomstringen særligt tydelig. Når forholdene er helt gunstige, blomstrer træerne simultant og bader skovene i et blomsterflor i alverdens nuancer af lyserød, gul og orange. Selvom man formoder, at fænomenet har eksisteret i millioner af år, er forskningen på området stadig begrænset.

Ideen om masseblomstring blev hængende hos Ana Prohaska og udviklede sig til et egentligt forskningsprojekt. I jorden findes der pollen-dna fra fortiden, som gemmer på en historie om, hvordan planter har tilpasset sig deres reproduktion, når det omgivende klima har ændret sig. Den historie har Ana Prohaska planer om at udfolde.

Træer har brug for specifikke vejrsignaler i løbet af de forskellige årlige cyklusser, der fortæller dem, hvornår det er tid til masseblomstring. Hvis disse signaler svækkes, risikerer træerne at blomstre forskudt – eller helt at stoppe.

»Vi kan ende med at stå i en situation, hvor der er meget få frø tilbage til at sikre den næste generation af træer i skoven. Masseblomstring foregår i rigtig mange skove over hele verden. I Danmark er det navnlig bøg og eg, der hvert andet til ottende år reproducerer synkront. Det ville have følgevirkninger kloden rundt, hvis denne proces stoppede.«

130.00 år gammelt pollen som krystalkugle

Jorden har tidligere gennemgået perioder med klimaforandringer. Lige nu er der dog begrænset viden om, hvordan tidligere klimaforandringer påvirkede plantelivet.

Derfor vil Ana Prohaska undersøge, om masseblomstringscyklusserne bestod under tidligere perioder med klimaforandringer, for eksempel under mellemistiden for 130.000 år siden.

Liv er en helt utrolig kraft. Det har været her i lang tid, og dets evne til at tilpasse sig er helt ekstraordinær.

Ana Prohaska

»Vi kommer til at arbejde med prøver taget fra bunden af søer rundt omkring i Europa for at undersøge masseblomstringsfænomenet,« siger Ana Prohaska begejstret.

Ved at udtrække pollenkornene fra prøverne og undersøge dna’et kan hun og hendes kollegaer fastslå, hvordan planterne reagerede dengang – og hvordan de potentielt vil reagere på nutidens klimaforandringer.

»En hypotese er, at de her planter tilpassede deres reproduktive strategi gennem ændringer i genetikken. Det vil sige, at over hundrede eller tusinder af år er de blevet bedre til at synkronisere deres blomstring til at respondere på svagere vejrsignaler.«

Ana Prohaska forklarer, at de ikke har fundet evidens for, at der var udbredt uddøen blandt planter under den sidste mellemistid.

»Det kunne tyde på, at planterne håndterede tidligere perioder med global opvarmning fint, for de er her jo stadig.« I dag ser vi dog tegn på, at masseblomstringscyklusser lokalt er begyndt at bryde ned.

For de fleste kan tanken om at hente oldgammelt pollen-dna op fra søbunde virke abstrakt. Men hvad prøverne kan vise, vedrører os alle.

Ifølge Ana Prohaska kan et kollaps af masseblomstringen få vidtrækkende konsekvenser. Uden frø, som nye træer kan spire fra, risikerer skovene helt at forsvinde sammen med al den biodiversitet, som opretholdes af skovene. Alt fra insekter til store pattedyr er afhængige af frøene fra masseblomstrende træer, og hvis fødekilden svinder ind, vil mange arters bestande blive kraftigt formindsket.

»Skoves økosystemer kunne forandres og kollapse på tværs af alle tropiske niveauer. Og det er en stor bekymring, for skovene er enormt vigtige for os mennesker. De renser luften og vandet, de regulerer klimaforandringerne, og vi bruger træerne som byggemateriale.«

»Jeg bliver nødt til at være optimist«

Forskere, der beskæftiger sig med klimaforandringer, er på første parket vidner til, hvilken fremtid jorden står overfor. Dog er Ana Prohaska  grundlæggende håbefuld. Det bliver hun nødt til at være, fortæller hun:

»For en biolog er det hjerteskærende hver gang, man hører om endnu en uddød art. Millioner af års evolution, der for evigt forsvinder.«

Men Ana Prohaska er ikke et menneske, der lader sig slå ud. Hverken i sin forskning eller sit syn på fremtiden. Optimisme og vedholdenhed er afgørende for hende. Selv når hun fortæller om de dramatiske konsekvenser af klimaforandringer.

Jeg går ud i naturen og omgiver mig selv af den for at finde glæde og balance.

Ana Prohaska

»Selvfølgelig har jeg gode og dårlige dage, ligesom alle andre. Men liv er en helt utrolig kraft. Det har været her i lang tid, og dets evne til at tilpasse sig er helt ekstraordinær,« siger Ana Prohaska:

»Jeg bliver nødt til at tro på, at biodiversiteten kan tilpasse sig i sådan en grad, at økosystemerne ikke kommer til at kollapse. Og at vi som samfund kan udvikle og implementere strategier, som understøtter denne tilpasning.«

Når det ikke hjælper at håbe på robustheden i naturen og menneskene, hjælper det Ana Prohaska at minde sig selv om alt det smukke, der stadig findes:

»Jeg går ud i naturen og omgiver mig selv af den for at finde glæde og balance. Jeg tror, det er derfra, jeg trækker min styrke, når jeg er lidt nedtrykt over verdens gang.«

Stiklingerne i det akademiske miljø

Ud over at glæde sig til at komme i gang med sin forskning, ser Ana Prohaska frem til at skabe sin egen forskningsgruppe.

»Jeg ser lige så stor værdi i at opbygge et forskningsmiljø, hvor vi samarbejder og støtter hinanden, som i at lave banebrydende forskning,« siger hun.

Hendes mission er at støtte den næste generation af forskere og guide dem på deres vej ind i den akademiske verden. Hun sammenligner lidt i sjov opbygningen af et nyt forskningsmiljø med skovfornyelse:

»Hvis der ikke er frø og stiklinger, der vokser i det akademiske miljø, har forskningen ingen fremtid. Jeg elsker at møde mennesker tidligt i deres karriere, når de er fyldt med energi, passion og lyst til at opdage nye ting. At kunne støtte dem i deres rejse er et privilegium.«

Ana Prohaska er opmærksom på, at vejen ind i forskning kan være vanskelig – især for kvinder i naturfag. Derfor er det vigtigt for hende at være en forskningsgruppeleder, der opbygger og støtter diversitet i sin gruppe. For hende handler det om at være positiv og finde mulige veje for forandring, selv når det er udfordrende.

»Jeg ser forskning mere som et kald end et job. Og det syn tror jeg, mange af mine kollegaer er enige i,« siger Ana Prohaska, som er bevidst om, at fremskridt ikke kommer af sig selv. Hverken når det gælder at beskytte naturen eller at sikre et sundt forskningsmiljø:

»Vi skal gribe de muligheder, der kommer, og når det føles som om, forandringerne går forfærdeligt langsomt, er det vigtigt at holde modet oppe. Ellers ville vi ende med at bruge vores energi på frustration frem for på noget mere produktivt som at finde nye løsninger eller støtte hinanden.«