Fotografiet skabte »et spejl med hukommelse«

Denne artikel har tidligere været bragt på videnskab.dk i onlinemagasinet ForskerZonen.

Hvis man insisterer på at udpege en opfinder af fotografiet, er der tre oplagte kandidater til æren: To franskmænd og en englænder. Men måske er det mere rimeligt blot at hævde, at den fotografiske kunst blev opfundet i perioden mellem 1825 og 1840.

Under alle omstændigheder havde kunsten sin oprindelse i et simpelt apparat, kaldet ‘camera obscura’ (det mørke rum), der allerede var beskrevet af Leonardo da Vinci (1452-1519) og var kendt så langt tilbage som i antikken.

Som alternativ brugte Nicéphore Niépce en tinplade med en fernis af lysfølsom asfalt opløst i lavendelolie. Og med en sådan plade tog han i 1826 verdens første fotografi.

I en sådan lukket kasse – et ‘kamera’– går lyset fra en stærkt oplyst genstand gennem et lille hul, hvorved der på den modsatte væg opstår et lille og omvendt billede af genstanden. Man fandt snart på at lave billedet retvendt ved hjælp af et spejl og også gøre det tydeligere ved at anbringe en optisk linse i hullet.

Camera obscura var i 1700-tallet en populær fornøjelse og blev flittigt anvendt af tegnere og andre kunstnere, der overførte billedet til papir. Men ak, når kameraet blev flyttet, så forsvandt billedet, og kun tegningen var tilbage.

Man savnede en måde at kunne fastholde det autentiske billede i kameraet på. Hvis det kunne findes, ville man have skabt en lystegning eller et fotografi, sådan som den fremtrædende engelske astronom John Herschel (1792-1871) foreslog at kalde det i 1839.

Verdens første fotografi blev taget i 1826

Nicéphore Niépce (1765-1833) havde tjent som officer i Napoleons hær, men hans virkelige passion var opfindelser. Efter at have eksperimenteret med en eksplosionsmotor og bygget en forbedret løbemaskine eller ‘dræsine’ kastede han sig over opgaven med at fiksere billedet i et camera obscura.

Man havde siden midten af 1700-tallet vidst, at en opløsning af sølvnitrat mørknes af sollyset, idet der ved den fotokemiske proces dannes små partikler af metallisk sølv (sølvionen Ag+ reduceres til Ag).

Niépce søgte nu at fastholde kameraets billede på papir vædet med sølvsalte, men det førte ikke til et tilfredsstillende resultat. Som alternativ brugte han en tinplade med en fernis af lysfølsom asfalt opløst i lavendelolie. Og med en sådan plade tog han i 1826 verdens første fotografi.

Motivet var udsigten fra hans arbejdsværelse i landstedet Le Gras i det østlige Frankrig, og eksponeringstiden var mindst otte timer. Han kaldte sin opfindelse for heliografi, altså tegning ved hjælp af Solen.

Amatør brugte giftige kviksølvdampe

Niépces heliografi blev dog ingen succes, og da han døde i 1833 var han lige så ukendt, som han var ludfattig. Men opfindelsen var ikke uden virkning, for den var blevet bemærket af hans landsmand Louis Jacques Daguerre (1787-1851), der i 1829 indgik i kompagniskab med ham.

Mens Nièpce havde opgivet metoden med sølvsalte, så eksperimenterede Daguerre videre og nåede frem til en teknik, hvor metalplader overtrukket med sølvjodid (AgI) eller sølvbromid (AgBr) blev gjort lysfølsomme ved hjælp af joddampe. Når pladen blev eksponeret i kameraet, viste det sig, at billedet kunne ‘fremkaldes’ ved at udsætte det for dampe af kviksølv.

Sølvsalte og kviksølvdampe er giftige, men det bekymrede ikke Daguerre. I 1839 fandt han en metode, hvor de tilbageblevne lysfølsomme salte kunne fjernes af en fikseringsvæske. Først brugte han almindeligt saltvand, senere en opløsning af det mere effektive natriumthiosulfat. En stor del af Daguerres succes skyldtes hans energiske arbejde som amatørkemiker.

En anden og nok så væsentlig del skyldtes hans evner som showman og lobbyist.

»Et spejl med hukommelse«

Den nye teknik, som han noget ubeskedent kaldte ‘daguerreotypi’, vakte stor opmærksomhed. I starten var den omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri og blev kun vist frem for udvalgte medlemmer af det fornemme franske videnskabsakademi.

Den magtfulde sekretær for akademiet, astronomen og fysikeren François Arago (1786-1853), var imponeret og lagde straks sin videnskabelige autoritet bag opfindelsen.

Først 19. august 1839 blev sensationen offentliggjort ved et fælles møde for Videnskabsakademiet og Kunstakademiet, hvor alle detaljer blev fremlagt. Den franske regering gik aktivt ind i sagen, idet den tildelte Daguerre en livsvarig statspension til gengæld for, at den overtog opfindelsen og frit kunne præsentere den som Frankrigs gave til den måbende omverden.

På selve dagen sydede det af spænding i Paris. En avis betegnede Daguerres blanke metalbillede som »et spejl med hukommelse« og en anden kunne berette, at »En time senere var samtlige optikerforretninger belejret, men kunne ikke … tilfredsstille den fremstormende hær af kommende daguerreotypister.«

Succesen var komplet, og den bredte sig lynhurtigt over hele Europa og Nordamerika.

Britisk godsejer udviklede negativbillede

I Storbritannien modtog godsejeren, politikeren og amatørforskeren Henry Fox Talbot (1800-1877) nyheden med nogen bekymring, for han havde i flere år eksperimenteret med en alternativ fotografisk metode, som han i 1841 annoncerede under navnet ‘kalotypi’.

I Talbots kalotypiske proces blev fotopapiret præpareret med opløsninger af sølvsalte og kaliumjodid, så det blev overtrukket med et fint lag af sølvjodid. Det tørrede papir blev dernæst eksponeret i kameraet et par minutter, fremkaldt og til slut fikseret i et bad af natriumthiosulfat.

Resultatet var et negativbillede, hvor lyse partier optræder som mørke og omvendt. For at få negativet lavet om til et positiv opfandt Talbot en proces, hvor han pressede negativbilledet mod et nyt papir præpareret med sølvsalte.

Fransk og engelsk foto-kamp

I starten af 1840’erne var der således konkurrence mellem den franske daguerreotypi og den engelske kalotypi, omend konkurrencen mere var formel end reel. I en teknisk forstand var kalotypien omtrent så god som dens rival, og den havde den fordel, at et ubegrænset antal aftryk kunne tages af hvert enkelt negativbillede. Et daguerreotypi var derimod et unikum.

Desuden var det endelige kalotypiske billede ikke spejlvendt, sådan som et daguerreotypi. Til kalotypiens ulemper hørte, at fotografering på papir gav mindre jævne og skarpe billeder end daguerreotypiens metalplader.

Mere væsentligt end disse tekniske forskelle var nok, at Talbots beslutning om at patentere sin opfindelse gjorde den mindre tilgængelig. Desuden – og det var på ingen måde uvæsentligt – havde den ikke den aura af modernitet, der i høj grad bidrog til daguerreotypiens succes.

Talbot selv brugte umådelig megen tid på retssager, indtil han måtte erkende, at hans opfindelse aldrig ville blive så populær som hans franske rivals.

I 1840’erne var kalotypi hovedsagelig begrænset til entusiaster i England og Skotland.

Langtrukne portrætter i bagende sol

I enhver praktisk forstand var det altså Daguerres opfindelse, der indledte fotografiens æra. Og hvad blev den nye kunst så benyttet til?

De allerførste motiver var især bygninger og landskaber, og det af den gode grund, at eksponeringstiden var 10-20 minutter. Tog man et billede af en travl boulevard med køretøjer og gående mennesker, ville boulevarden og dens bygninger blive nydeligt gengivet – men uden køretøjer og mennesker!

Eksponeringstiden blev dog hurtigt reduceret til et minuts tid, hvorefter fotografiske portrætter blev umådeligt populære og snart udkonkurrerede de traditionelle miniatureportrætter i oliemaling.

Men i 1840’erne var det en omstændelig kunst og noget af en prøvelse at blive portrætteret på den nye måde. I atelieret brugte man derfor metalstøtter til at holde hoved og krop ubevægelige, og seancen kunne kun foregå i strålende (og derfor ofte bagende) sol. Da resultatet var et spejlvendt billede, var man for de fine herrers vedkommende nøjeregnende med at skifte ordner og medaljer om fra den ‘rigtige’ side af jakken til den anden. Jo, der var mange ting at tage hensyn til.

Fotografiet revolutionerede astronomi

Det første daguerreotypi i Norden stammer fra 1840 og foreviger den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Det er ganske usædvanligt ved ikke at være et atelierfotografi af den feterede kunstner i stadstøjet, men derimod viser det den gamle herre i arbejdstøjet i en københavnsk have ved siden af et staffeli.

Det var nu ikke kun til portrætter og landskaber, fotograferingen fandt anvendelse. Allerede før Daguerres opfindelse blev offentliggjort, drømte Arago om at bruge den i astronomiens tjeneste – som til at kortlægge Månen fotografisk.

Og minsandten om ikke den amerikanske kemiker Henry Draper (1811-1882) i 1840 fik optaget et daguerreotypi af vores drabant med en eksponeringstid på 20 minutter. Månen bevæger sig ganske vist, men det sker trods alt adstadigt.

Forbedringen af de fotografiske teknikker skete så hurtigt, at selv den populære daguerreotypi viste sig at være en kortvarig parentes.

Snart blev også Solen og dens formørkelse fotograferet, og i slutningen af 1850’erne kunne man endog fæstne enkelte af de mere lysstærke stjerner til den fotografiske plade. På lidt længere sigt revolutionerede ‘astrofotografien’ de astronomiske videnskaber og skabte grundlaget for den rivende udvikling af astrofysikken.

Kodak gjorde fotografering til folkeeje

Forbedringen af de fotografiske teknikker skete så hurtigt, at selv den populære daguerreotypi viste sig at være en kortvarig parentes.

Allerede i 1851 kunne den engelske billedhugger og amatørkemiker Frederick Scott Archer (1813-1857) indføre en ny metode, der kombinerede kalytopiens fordele med daguerreotypiens og derved gjorde fotografiet til mere end blot et alternativ til malerkunsten.

Det lykkedes ham at erstatte Talbots papir med en glasplade behandlet med kollodium (en opløsning af cellulosenitrat), der virkede som bindemiddel til sølvsaltene. Pladen blev eksponeret i kameraet og straks derefter fremkaldt og fikseret, og det hele måtte ske, mens den endnu var våd.

Det lyder måske kompliceret – og var det også – men på den måde blev negativets kvalitet forbedret, og man kunne fremstille vilkårligt mange positivkopier.

Archers teknik med ‘vådplader’ blev senere erstattet af mere praktiske tørre plader, og i 1884 kunne amerikaneren George Eastman (1854-1932) erstatte pladerne med ruller af lysfølsom celluloid.

Eastmans storfirma Eastman Kodak Company – eller blot Kodak – blev i de følgende årtier nærmest identisk med det moderne fotografi.

De mange innovationer, der udsprang fra firmaet, gjorde fotografering til folkeeje. Men selv denne form for fotografi levede på lånt tid og blev i slutningen af 1900-tallet erstattet af det digitale fotografi. I dag er der mange i den yngre generation, der ikke har nogen anelse om, hvad det vil sige at ‘fremkalde’ en film.