Foucaults eksotiske haj

Mange af os har en hadebog. En rædsom tyk bog som vi læste færdig mens vi hele vejen ærgrede os over at den aldrig kom i gang, at handlingen løb i slalom foran forventningen over hundredevis af sider som en lygtemand.

Og efterfølgende har hadebogen defineret hvor mange sider af en given bog (det er faktisk 50) man skal læse, før man vurderer om den skal læses færdig eller kastes bort i væmmelse. Sådan at man med den frie hånd kan gribe en anden af de millioner af gode bøger man er nødt til at have læst før man dør, hvis man skal dø belæst.

Min hadebog er Foucaults pendul af Umberto Eco. Og derfor er det klart at mit blod fryser til is da jeg træder ind i Geocenters søjlehal og står ansigt til metalkugle med en udgave af det ægte pendul bygget efter Léon Foucaults berømte anvisninger.

Dog: for den modige som kanter sig rundt langs væggen og trodser det onde pendul, er der mulighed for frokost. Dagens gæst, Sune, er for eksempel uforfærdet.

»Der er salatbar hvis du er i det lune, Sune,« foreslår jeg. Han hælder lydigt salat i en skål. Pris 6,50 kroner for 100 gram hvilket er dyrt for blomkål, men billigt for syltede hvidløg, så det er mest smart bare at holde sig til dem. I øvrigt vejer de sympatisk nok ikke salaten ved kassen. »Der er for 10 … 15 … 7 kroner,« siger manden.

Den torturerede laks
På disken med varme retter står forrest en skål med rødkål. Der har sikkert hørt en kødret med til kålen, men alle spiser tilsyneladende nøjagtig samtidig (når pendulet dikterer det?) i Geocenter, og ved vores ankomst ti minutter over 12 er den potentielle gris pist væk.

Til gengæld tilbyder den propfyldte kantine både en vegetarisk kartoffelbøf med salat og en fiskeret med navnet »1 stk Exotic ret haj med ny kartofler«. Kartoffelbøffen koster sølle 22 kroner, og for bare tre kroner mere kan man spise al den eksotiske haj med kartofler man orker. Sune er førstevælger og tager hajen.

Geocenter tilbyder også et udvalg af smørrebrød, og jeg supplerer kartoffelbøffen med en ørredmad med spirer, røræg og agurk. Til overflod findes her også en række kager og byg selv-sandwichmuligheder. Et af elementerne er en helkogt laks der ligger på maven med citronskiver på ryggen og stirrer forsagt i retning af kassen. Dens hud er blevet trukket af kroppen som har den været offer for en flok kosakkers grufulde tortur. Vi lader laksen stå indtil videre. Samlet pris inklusiv to halve liter sodavand er 89 kroner. Det føles ikke dyrt.

Midtvejsevaluering af haj
»Den her haj smager rigtig godt,« siger Sune. Selv bider jeg prøvende i kartoffelbøffen. Frem af den springer en hel soltørret tomat, rettens primære smagsgiver. Det er okay.

Konsistensen er fin, og det er rart at bøffen på grund af de soltørrede tomater har karakter af umami, denne japanske femte smag (af protein) som anmelderdamen på Politiken altid giver sig til at definere for sine læsere.

»Vil du have en midtvejsevaluering på hajen?« spørger Sune. »Den er fortsat god.« Og hvor er det heldigt at den er veltillavet, for en stor del af verdens hajer er alvorligt truede arter.

Hvis man partout skal spise de sidste dyr fra en given art, så bør man i det mindste koge dem rigtigt. Tilbehøret, foruden de udmærkede kartofler med skræl, er primært porre og gulerod med en pæn kulør i en delikat bouillon.

Manden ved kassen er blevet afløst af en kvindelig kollega.

»Ved du hvad slags haj, det er?« spørger Sune. »Næ. Jeg har ikke mødt den,« hoster hun gemytligt til svar.

Sune har valgt de mest interessant udseende ting fra salatbaren. Der er et undervandslignende broccolimiks af stilke og nogle dybrøde, bløde vegetabilske stumper hvis identitet må forblive en gåde. Han har også fundet sig en form for kartoffelbaseret moussaka med koralfarvet tomatoverflade der smager godt hvis man topper den med en pose salt. Det sidste ‘salat’-element er en lidt vel nedkølet butterdejspakke med spinatfyld.

»Den smager som om der burde være feta i,« mener Sune. »Måske er der feta i de andre stykker. Den smager af fraværet af feta.«

Dårlig stamme
Sune kan godt spise mere. Han tackler laksen fra buffeten, og vi benytter lejligheden til også at lange to kopper kaffe, en træstamme og en skive bradepandekage på bakken. I alt 43 kroner. Torturfisken viser sig at være glimrende på en skive hjemmebagt hvidt brød. Langt bedre end min lidt standardiserede ørredmad.

Automatkaffen er brandvarm og rædselsfuld, men det er forventeligt. Træstammen – dette noble hylster af marcipan, er til gengæld dagens skuffelse. Den er industriel, tør og nedtrykkende, mens skærekagen er så fedtet og idiosynkratisk og fyldt med giftige cocktailbær at der må være tale om hjemmebag.

»Den er lidt vel sød, og lidt vel greasy,« funderer Sune som betragter sit enorme sekskroners stykke. »Men når det er sagt, så er den brankede kant der er det mest fedtede element, faktisk det bedste. Det her er en fornuftig kage når man har læst i fire timer og trænger til et massivt skud sukker.«

Terrængående klientel
Geologerne er forkælede, det ser man faktisk tydeligt. Udbuddet af mad er stort og varieret, og det er billigere end man er vant til på Københavns Universitet. Folk ser også ud til at skulle bruge kalorierne. Flere af de spisende gæster i den lektoregnede alder ser terrængående ud. Militærbukser, en enkelt hestehale, læderfrakker og Indiana Jones-hat, buskede fuldskæg af den type der kan få en mand helskindet gennem en lang vinter.

Hvis man troede at det kun var kommende vejrpiger der studerede på Geocenter, tager man fejl. Folk ser nyligt hjemvendte ud – fra farefulde ekspeditioner til fjerntliggende bjergmassiver og tundraer. Eller også har de pågældende bolig under en motorvejsbro, og kommer her kun for de billige serveringer af haj. I så fald skal det være dem vel undt.

chz@adm.ku.dk