Fra middelalder til moderne masseuniversitet

Når spændte nye studerende ved studiestart i august strømmer til immatrikulation for at hilse på rektor, markerer det historiske håndtryk både begyndelsen på deres individuelle akademiske eventyr og deres indlemmelse i en 545 år gammel tradition.

Københavns Universitet har siden 1479 været et kraftcenter for lærdom, opdagelser og intellektuelle sværdslag. Tider og tendenser er skiftet, men ofte er politiske forandringer begyndt på universitetet for siden at sprede sig til det øvrige samfund. Fra reformationens stormfulde dage til oplysningstidens skarpe lys og videre til nutidens teknologiske gennembrud – universitetet spiller en hovedrolle i det hele.

Vi har lært af en af KU’s kendteste alumner Søren Kierkegaard, som blev indskrevet på Teologi i 1830, at selvom livet skal leves forlæns, må det forstås baglæns. Derfor har vi bedt Morten Fink-Jensen, universitetshistoriker og lektor på Saxo-Instituttet, føre an på en vandring gennem universitetets historiske bygninger nær Frue Plads.

Oprettelsen af Københavns Universitet blev indledt, da paven i Rom med en såkaldt pavebulle i juni 1475 godkendte Christian 1.s anmodning om at oprette Danmarks første universitet. Danmark var katolsk, så der var ingen vej uden om paven, som dog først udstedte sit stempel, da Dronning Dorothea rejste til Rom for at sætte skub i sagerne.

Udbredelsen af universiteter var startet i middelalderen i det sydlige Europa, men bevægede sig med årene op mod nord, og i 1479 var Københavns Universitet klar til tage imod sine første studerende.

»Helt til at starte med var det jo en ganske lille institution, som lå i en tidligere bygning på hjørnet af Nørregade og Studiestræde. Der var måske fem-seks professorer og 50 studerende til at begynde med,« fortæller Morten Fink-Jensen.

Oprindeligt bestod universitetet af fire fakulteter: Teologi, Jura, Medicin og Filosofi. Teologi var det væsentligste, og Københavns Universitet var på mange måder en forgrening af den katolske kirke.

Efter reformationens splittelse mellem den katolske og nye protestantiske kirker fulgte betydelige politiske og sociale forandringer i hele Europa, og i 1536 ændrede Københavns Universitet som resten af det danske samfund sig markant. Det fører os til første stop på vores tidsrejse: Konsistoriebygningen.

Professorvælde i Middelalderbyen

Efter reformationen blev universitetet genindviet i 1537. Nu som en luthersk institution med ansvar for at uddanne sognepræster. Universitetet overgik i den danske stats – og dermed kongens – varetægt og fik et nyt segl med den daværende konge Christian 3., som (med en moderne streg) stadig i dag er det officielle segl. Undervisningssproget forblev dog latin – det sprog, som taltes i akademiske kredse i hele Europa.

Samtidig blev Roskildebispens gård (mellem det, der i dag er Nørregade og Frue Plads) overdraget til Københavns Universitet, og universitetets øverste organ, konsistoriet, fik hjemsted her.

Undersøgelser har vist, at træet i tagkonstruktionen er fældet omkring år 1480, og dermed er Konsistoriebygningen en af Københavns ældste bevarede bygninger – hvis ikke den ældste. For selvom Københavns historie går længere tilbage, har brande og englændernes bombardement i 1807 betydet, at næsten alle middelalderbyens bygninger er gået tabt – med undtagelse af blandt andet Konsistoriebygningen.

Universitetets konsistorium bestod af alle professorer fra de fire fakulteter, som valgte en rektor til at stå i spidsen for universitetet. Til at begynde med blot for et halvt år ad gangen.

»Det var selvfølgelig en æresbevisning, men samtidig indeholdt rektorgerningen også en masse pligter. Og det gjorde jo, at man ikke kunne fokusere på sin forskning og undervisning. Så på visse måder blev det også lidt set som en tjans, der bare skulle overstås,« siger Morten Fink-Jensen.

Med Universitetsloven i 2003 blev konsistoriet nedlagt, og i dag ledes alle danske universiteter af professionelle bestyrelser.

Bønder og bandekrige

Konsistoriet kan ses som den enevældige regering på universitetet, som dengang på mange måder var et samfund i samfundet. Universitetet var blevet skænket store jordbesiddelser og bondegårde af kongen og var derfor i det daglige selvstændigt og økonomisk uafhængigt af staten. Det betød også, at der flere gange om ugen kom bønder ind fra store dele af Sjælland og afleverede afgrøder som korn, æg, honning og også dyr ved Københavns Universitet.

Samtidig nød universitetet særlige privilegier i forhold til resten af samfundet. Hverken institutionen eller professorerne skulle betale skat. De studerende kunne optages på kollegiet Regensen, og mindrebemidlede studerende kunne få mad to gange dagligt med legatet Kommunitetet, der var forløberen for vore dages SU.

Det bryder med den gængse opfattelse af, at universitetet var forbeholdt samfundets elite. Også mange bondesønner var studerende. Adgangskravet var simpelthen, at man havde gået på latinskole og dermed beherskede de lærdes sprog.

Derudover havde universitetet sin egen jurisdiktion med egne regler. Ledelsen kunne retsforfølge og straffe studerende, som forbrød sig mod reglerne.

»Datidens pedeller var en slags politibetjente, som sørgede for, at de akademiske love blev overholdt,« forklarer Morten Fink-Jensen.

Universitetsfolkets særlige privilegier betød, at andre grupper somme tider så sig sure på de studerende. Det kom især til udtryk i nattetimerne, når folk havde fået noget indenbords på en af byens mange beværtninger.

»Der er historier om en slags bandekrig mellem studerende og andre grupper. Tjenerne på slottet og matroserne nede fra Holmen gik alle rundt i grupper, og det kunne godt gå hårdt for sig, når de mødtes i en mørk gyde lørdag aften,« beretter Morten Fink-Jensen.

Den fysiske manifestation af universitetets egen jurisdiktion er næste stop på ruten: Københavns Universitets fangekælder.

To uger på vand og brød

Helt frem til 1770 havde Københavns Universitet sine egne love og dermed også mulighed for at smide studerende ned i carceret, det latinske udtryk for en fangekælder.

Her sad studerende indespærret i op mod to uger og levede af vand og brød. Bønder, som boede på universitetets jordbesiddelser, hørte også under Københavns Universitets jurisdiktion og kunne ligeledes ryge en tur under jorden.

Det var ofte gadeuorden i fordrukken tilstand eller ulydighed over for professorerne, der udløste en straf i fangekælderen. Det samme kunne ske, hvis man klagede over maden på Kommunitetet.

»I domsprotokollerne kan man også læse om en episode, hvor en gruppe ældre studerende under en slags optagelsesprøve for nye studerende havde stået udenfor og larmet. Og da professoren ikke kunne få dem til at tie, blev pedellerne tilkaldt, og så røg gruppen i fangekælderen,« fortæller Morten Fink-Jensen.

På de gamle mursten i fangekælderen ses flere navne og årstal ridset ind.

Hvis studerende gentagne gange overtrådte reglerne, risikerede de at blive smidt ud. Det var universitetets strengeste straf, da man derved både mistede muligheden for at tage sin eksamen og de privilegier, der gjaldt for studerende.

»Men en straf i fangekælderen betød ikke, at man havde ødelagt sin fremtid. Tavlen blev visket ren. Nogle af dem, der har siddet i fangekælderen, er også kommet ud og er blevet præster. Måske ikke lige i København, men så i Vestjylland eller oppe i Norge,« siger Morten Fink-Jensen.

Frue Plads’ første frue

Med Københavns brand i 1728 og englændernes bombardement i 1807 var Københavns Universitet som store dele af Indre By endt i ruiner og murbrokker.

Derfor var der behov for en ny hovedbygning, som kunne præsentere institutionen på smukkeste vis. Stadsarkitekt Peder Malling blev sat på opgaven, og i første omgang præsenterede han tegninger til en endnu større bygning end den, der dominerer Frue Plads i dag.

Grundet den danske statsbankerot i 1813 (en følge af nederlaget i Napoleonskrigene) blev planen dog skrottet til fordel for den hovedbygning, der stadig danner ceremoniel ramme om institutionen.

Over hovedindgangen og inskriptionen med Københavns Universitets motto – Coelestem adspicit lucem (Den skuer det himmelske lys) – troner en ørn.

»Ørnen er et symbol på ånden og forstanden. Det er en teolog, der står bag mottoet, så måske sidder ørnen og kigger over mod kirketårnet på Vor Frue Kirke, og lyset er så en form for guddommelig indsigt. Men det kan også tolkes som en videnskabelig indsigt, eller en kombination af de to,« siger Morten Fink-Jensen.

Udenfor er hovedbygningen flankeret af seks buster af fremtrædende professorer. Alle mænd. Kvindernes indtog på universitetet er blevet markeret med et monument, der blev opført i 2017. Skulpturen hylder seismolog Inge Lehmann, der i 1936 som den første i verden argumenterede for, at Jorden har en fast kerne og ikke en flydende, som man havde troet hidtil.

Kvinder fik adgang til at studere på KU i 1877, da Nielsine Mathilde Nielsen og Marie Gleerup blev optaget på medicinstudiet. Der skulle dog gå yderligere 69 år, før universitetet fik kvindelige professorer. I 1946 blev historiker Astrid Friis Danmarks første kvindelige professor.

I dag bruges hovedbygningen til kontorer og repræsentative formål, men tidligere foregik al undervisning i auditorierne i sidefløjene. I løbet af 1800-tallet begyndte Københavns Universitet at udvide til andre dele af byen, men helt ind i dette årtusinde blev der undervist i Hovedbygningens gamle auditorier.

»Oppe på første sal ligger det, der bliver kaldt for Brandes Auditoriet, fordi det var her, Georg Brandes i 1871 holdt sine berømte forelæsninger om Det Moderne Gennembrud,« siger Morten Fink-Jensen.

Velkommen til privilegier – og tæsk

I hjertet af Hovedbygningen ligger Festsalen. Her fandt immatrikulationen af nye studerende sted til og med 2012, hvorefter arrangementet i stedet rykkede ud på Frue Plads, så flere studerende kunne være med.

Men også i dag bliver nye studerende efter tale og håndtryk inviteret ind i den imposante kæmpesal med væg- og loftsmalerier og gobeliner på væggene.

Håndtrykket er en gammel tradition, der går helt tilbage til universitetets grundlæggelse i 1479. Når man blev optaget på Københavns Universitet, modtog man et såkaldt akademisk borgerbrev, som markerede, at man nu var optaget og derfor også skulle indordne sig universitetets regler. Altså en slags edsaflæggelse, som alle nye studerende skulle igennem til immatrikulationen, som blev beseglet med håndtrykket.

Overgangen til den akademiske verden blev også markeret af de ældre studerende, og det kunne godt gå hårdt for sig.

De nye studerende skulle aflægge deres gamle væsen, inden de kunne blive indlemmet i broderskabet.

»Det foregik blandt andet ved, at de nye studerende blev klædt ud som vilde dyr med horn og en pukkel i ryggen. De ældre elever slog så på de nye studerende for at få hornene og det andet af, og på den måde fik de aflagt sig deres dyriske side,« forklarer Morten Fink-Jensen.

Betegnelsen russer om nye universitetsstuderende kommer netop af det latinske ord depositurus, som betyder at deponere eller aflægge.

I Festsalen står også talerstolen, som prominente gæster taler fra til universitetets årsfest, hvor repræsentanter fra Kongehuset, regeringen og universitetet er inviteret.

I 1968, da Studenteroprøret bredte sig på Københavns Universitet og i andre europæiske hovedstæder, erobrede den psykologistuderende Finn Ejnar Madsen talerstolen.

»Finn Ejnar Madsen og nogle andre studerende havde fået trykt nogle falske adgangskort og kom på den måde ind til årsfesten. Da han i en pause stormede mod talerstolen, skyndte daværende rektor Mogens Fog sig at spørge, hvad han havde gang i. Han svarede, at han vil tale, og Mogens Fog gav ham så præcis tre minutter,« siger Morten Fink-Jensen.

Fra talerstolen formulerede Finn Ejnar Madsen studenteroprørets historiske dødsstød til professorvældet. Revolutionen kom til Københavns Universitet.

Både studerende og administrative medarbejdere fik repræsentanter i konsistoriet, og der blev oprettet studienævn med studerende og undervisere på de forskellige fakulteter.

Bogsamlinger og brande

I den historiske universitetskerne ved Frue Plads ligger også Museumsbygningen, Danmarks første museumsbyggeri fra 1870, der husede Zoologisk Museum og universitetets voksende samling af udstoppede pattedyr, fugle, krybdyr, insekter, fisk og meget andet fordelt på de forskellige etager.

I den store indgangshal stod skeletter af eksotiske dyr som elefanter og giraffer.

Det var før det elektriske lys, derfor garanterer et glastag, at dagslyset kunne oplyse samlingerne.

»Det var et sted, hvor også den brede offentlighed kunne komme og blive oplyst. Og der foregik også undervisning og forskning her i bygningen,« siger Morten Fink-Jensen.

Zoologisk Museum var universitetets første, siden kom andre museer til, for eksempel Geologisk Museum og Botanisk Have. I 1960’erne kunne de voksende samlinger ikke længere være i huset, så samlingerne rykkede til bygninger på Nørre Campus – der snart erstattes af det nye Statens Naturhistoriske Museum, som efter planen står klar i Botanisk Have omkring 2026/27.

I dag huser Museumsbygningen en del af universitetsadministrationen, blandt andet rektors kontor.

Også universitetets bogsamlinger har været på rejse siden 1482, hvor universitetets vicekansler, Peder Albertsen, donerede en samling bøger og håndskrifter, der voksede ved hjælp af velhaverdonationer, indtil en brand i 1728 fortærede samlingen på 35.000 bøger og håndskrifter.

»Samlingen indeholdt blandt andet mange manuskripter fra middelalderen. At de brændte er lidt af en tragedie,« siger Morten Fink-Jensen.

I 1861 stod et nyt universitetsbibliotek på hjørnet af Frue Plads og Fiolstræde færdigbygget, da Johan Daniel Herholdt havde vundet danmarkshistoriens første arkitektkonkurrence.

»Bygningen kunne rumme 300.000 titler, og man har tænkt, at man var sikret langt ind i fremtiden,« siger Morten Fink-Jensen.

Allerede før 1900 havde antallet af titler dog oversteget en halv million, så pladsen blev så trang, at der op gennem 1900-tallet er flyttet bøger fra Fiolstræde til fakulteterne og til Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant.

I dag er universitetsbiblioteket i Fiolstræde åbent for offentligheden, og fra museumsbutikken i stueetagen sælges merchandise med KU’s logo.

Ny treenighed

Tidsrejsens sidste stop er Trinitatiskirken, som i 1656 blev taget i brug som universitetskirke.

Her kunne de teologistuderende fra kollegiet Regensen på den anden side af gaden øve sig i at prædike. For at de ikke skulle tale for en tom kirke, blev der tegnet nye sognegrænser, og man fik skabt det meget lille Trinitatis Sogn. Loftet husede universitetets bogsamling, inden biblioteket i Fiolstræde stod færdigt.

Kirken er dog uden sammenligning mest kendt for sit særprægede kirketårn: Rundetaarn. Det har siden 1642 været brugt som astronomisk observatorium, hvorfra videnskabsfolk lavede optegnelser af stjernehimlen og planeternes baner ved hjælp af stjernekikkerter.

Byens lys – og røg – vanskeliggjorde dog astronomernes arbejde, så selvom tårnet på mirakuløs vis overlevede både Københavns brand og englændernes bombardement, flyttede man i 1861 aktiviteterne til det nybyggede observatorium på Østervold.

Navnet, Trinitatis, betegner den kristne treenighed, men dækker i dette tilfælde også over en anden treenighed:

»Her mødes kirken, videnskaben og universitetet. På mange måder beskriver disse tre ting også universitetets virke i de første mange hundrede år,« siger Morten Fink-Jensen.

Og her slutter vores tidsrejse gennem Københavns Universitets historie. I 545 år har universitetet lagt bygninger til nogle af de mest markante personer i kongeriget og været vidne til flere af de mest skelsættende begivenheder i danmarkshistorien.

En historie, som alle studerende og ansatte på universitetet også bliver en del af og fortsat er med til at skrive.