Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
I sommer mindede han dig om, at du egentlig bare gerne vil have en rapper. De sidste måneder har han stormet hitlister, men han havde ellers et speciale at skrive. Mød Johan Forsby, der efter 13 år som rapper brød igennem fra undergrunden med et album om at være født privilegeret og skideligeglad
»Jeg har aldrig læst et digt, der har inspireret mig,« siger Johan Forsby.
Ikke lige den indgangsreplik, din udsendte havde forestillet sig, da han foreslog redaktøren at lave et studenterportræt af en studerende, som blev sommerens mest omtalte rapper, samtidig med at han skrev speciale i dansk på Københavns Universitet.
Historien om en specialeskriver, der samler lyrisk inspiration på universitetet om dagen og vælter svedige spillesteder iført hættetrøje og mikrofon om natten, var ellers god. Den holder bare ikke.
Johan Forsby alias Jooks har ganske vist væltet spillesteder med singlen Hun Vil Ha’ En Rapper – et af årets største hits – og albummet Privilegeret.
Og han kan ganske vist pleje sin interesse for det danske sprog på sit studie, men det er ikke analyser af Blicher, Blixen og Brandes, der får ham til fyr og flamme i studiet at udspy lyriske åbenbaringer.
Den kommunikative side af danskstudiet har været en større inspirationskilde for rapperen, og faktisk har den danske litteraturhistorie vist Johan Forsby, hvordan han ikke vil skrive sine tekster, fortæller han.
»Jeg bliver så frustreret over de litterære perioder, hvor det hele skal pakkes så meget ind. Alle følelserne skal males helt op, men der er ikke nogen, der tør konkretisere, hvad det virkelig handler om.
»Det irriterer mig, når forfattere og digtere gemmer sig bag et skønmaleri af ord. Det synes jeg er distancerende, og det har motiveret mig til at skrive klarere selv,« siger Johan Forsby.
»Det er selvfølgelig en smagssag. Nogen kan bedre forholde sig til et maleri end til den konkrete situation, men jeg synes, at det rammer hårdest, når man forklarer sig helt ærligt og nøgternt,« forklarer rapperen, som udgav sit første soloalbum, Privilegeret, i juni og blot en måned senere spillede for et tætpakket og jublende telt på Roskilde Festival.
Universitetsavisen møder Johan Forsby over morgenkaffe og -cigaretter i solen foran den Sorte Diamant. Folk skæver i vores retning på rulletrappen, og kigger over skulderen efter Johan, da han sætter sig ved en af læsepladserne på første sal.
Og det er ikke kun fordi, fotografen har bedt ham posere med sine sko oppe på bordet.
I hiphopmiljøet har Jooks været et navn, siden han med Roskilde-gruppen Rent Mel vandt DM i Rap tilbage i 1997, men det er nyt for ham, at blive genkendt blandt radiolyttende civile. I hiphopmiljøet har Jooks længe været respekteret for sit flow – den rytme, en rapper lever sine ord og rim i – og sin præcise ind-til-benet lyrik.
Den sproglige præcision har også bevidst været i fokus på hans soloplade, fortæller Johan Forsby, som dog ikke har ambitioner om at bedrive nogen form for kunstnerisk oprør. Faktisk har han aldrig påstået, at han laver kunst, siger han.
»Der er mange, der er meget optaget af at kalde deres musikalske virke for kunst og deres tekster for poesi. Det er igen en subjektiv ting, men for mig er rap ikke poesi. Rap er en udtryksform, en samtaleform,« siger Johan Forsby.
»Rap kan, når det er bedst, ramme meget præcist, fordi der er så mange ord at gøre godt med. Rap har et kæmpe potentiale og er en af de udtryksformer, der rammer hårdest og mest præcist. Det tror jeg er en af grundene til, at genren er så populær.«
Det er store ord at svinge sig op til, kunne den flabede læser nu bemærke, for en mand, der fik alle, som ikke brugte sommeren med hovedet i et hul i jorden, til at synge med på:
»For hun vil ik’ ha’ en pretty boy / der går i for fint tøøøj / hun vil ha’ wife-beater og sneaks / så når hun ser dig, si’r hun naarj, naarj, naarj, naarj, naarj!«
Så hvordan mener han selv, at han udnytter rappens potentiale?
»Pladen er meget andet end singlen, og den spænder over meget forskellige temaer. Et af de numre, jeg er mest stolt af, er titelnummeret Privilegeret, som handler om min generation, og om at vokse op i en privilegeret del af verden.
»Jeg vil ikke prædike, men jeg mener, at min generation er karakteriseret ved at være født med en sølvske i munden, og vi glemmer det. Vi har for travlt med at behandle hinanden ad helvede til. Vi behandler flygtninge ad helvede til, men vi er bange for at erkende det,« siger Johan Forsby.
Og temaerne på debutalbummet spænder unægtelig vidt. Fra den poppede dansegulvssingle til tunge, bombastiske beats og skarpe synthflader. Og fra et nummer om at have fået slået fjæset ind på en bytur, over en parodi over musikbranchens entertainere, der er til fals for ussel mammon, til en antiracistisk horrorfantasi.
»Jeg har forsøgt at behandle nogle af de helt basale følelser, vi alle kender til, men frem for at lave numre om had og kærlighed generelt, vil jeg hellere lave numre om én form for had eller én form for sorg eller kærlighed og så forsøge at beskrive den følelse i dybden,« forklarer han.
»Jeg kunne også godt tænke mig på et senere tidspunkt at lave numre om at være 30. For eksempel et nummer om børn, der bliver fanget i mor og fars skilsmisse.
»Det er meget antirap, men jeg vil gerne have, at rappen følger med, så den ikke kun er relevant for de unge. Det tror jeg sagtens, at man kan,« siger Johan Forsby, der selv blev far for halvandet år siden og bor på Østerbro med sit faste forhold og sin barnevogn.
Og så er der selvfølgelig kvinderne. Kæresten får en intim kærlighedserklæring, kærestens afdøde mor mindes på pladens sidste nummer, og på Kære Kvinder giver Jooks en opsang til hiphoppens evige nemesis: feministerne. Eller i hvert fald den del af dem, der anføres af forfatteren Hanne-Vibeke Holst.
For efterhånden fem år siden gik Holst til angreb på den ålborgensiske gangsterrapper Niarn i et debatindlæg under overskriften: »Du er fucking sexistisk, Niarn!«, hvor hun råt for usødet insinuerede, at stereotypiserende tekster som Niarns kunne være medvirkende til stigningen af voldtægter.
Siden er der ikke det skældsord, Hanne-Vibeke Holst ikke er blevet kaldt af danske rappere. Johan Forsby tager ingen af dem i sin mund, men nøjes med at fantasere om at blive gaffatapet til en stol og trampet i hovedet af arrige kvinder.
»Jeg var virkelig i tvivl, om jeg skulle lave det nummer, og jeg er glad for, at medierne ikke har taget det på,« siger han og ser ud til at vægre sig lidt ved at blive spurgt ind til nummeret.
»Jeg synes, at debatten mellem Niarn og Hanne-Vibeke Holst var så destruktiv og ignorant. Idéen om, at en hel generation af piger bliver programmeret af rapperne, som var de hypnotisører, den er jo decideret dum. Så i det her nummer forsøger jeg at vende de stereotype roller på hovedet for at vise hvor åndssvag diskussionen er.«
»Både Niarn og Hanne-Vibeke Holst brugte diskussionen til at fremme deres egne karrierer. Men i virkeligheden blev de piger, vi egentlig skulle ’skåne’, nedgjort af dem, der forsøgte at forsvare dem. Der blev pisset på deres intelligens,« siger Johan Forsby og ser alligevel ud til at være fint tilfreds med at vende emnet.
»Jeg har været i rapmiljøet i lang tid, og jeg ved, at den her ’sexisme’ findes. Og jeg synes ikke at det er specielt cool, men jeg mener altså også, at vor tids piger er mere intelligente end nogle af deres ’beskyttere’ gør dem til. Jeg tror, at de rent faktisk er i stand til at definere, hvem de selv er, uden hjælp udefra.
»Mange piger synes jo også, det er hysterisk morsomt, når Suspekt (dansk rapgruppe, red.) synger »sut den op fra slap.« Det er lige som at gå ind og se et grotesk teaterstykke,« siger Johan Forsby, som i et nummer også kalder sin egen kæreste for en kælling – »i ordets originale betydning, lad dem slå det op,« rapper han.
Der har altså alligevel sneget sig lidt fagnørderi med på albummet.
»Ja, det er en meget sjov historie«, smiler han. »Min kæreste fortalte mig, at ordet ’kælling’ kom fra ’kære lille én’, og det var selvfølgelig skidesjovt. Indtil vi senere fandt ud af, at det slet ikke passer. Jeg kan ikke lige huske den etymologiske forklaring, men det stammer vist fra en ’karl’. Men altså, vi er jo selv med til at definere ordenes betydning,« griner Johan Forsby.
Den kommercielle berømmelse er kommet hurtigt, men der er ikke noget, der tydet på, at den blegner foreløbig. Næste album er i støbeskeen, og mange af efterårsdagene går med at forberede en teaterkoncert i samarbejde med blandt andre multimusikeren Prins Nitram. En forestilling, der er baseret på rigtige historier fra folk, som har mistet deres – kæledyr.
»Det er mindre fjollet, end det lyder,« forsikrer Johan Forsby. »Stykket behandler temaer som død og sorg, og det vilde er, at folk sørger over deres kæledyr med fuldstændig samme patos, som hvis det var familiemedlemmer.«
»Da jeg sad og læste materialet, var jeg helt på røven over, hvor meget de her dyr betyder for folk, og hvor hårdt det er at miste dem. Du kan udskifte ’Pip-Hans’ med ’Hans’ og så giver det nogle ret groteske fortællinger om liv og død,« siger rapperen, som selv skal stå på scenen for første gang.
»Det er fedt at få lov at skrive om nogle andre end sig selv. I rappen har jeg aldrig haft lyst til at lave rollespil, men her kan jeg få lov til at skrive om en mand, der har slået sin hamster ihjel. Og faktisk er det ikke så langt fra rap. Det er jo lidt det samme greb, som en ung purk, der laver gangsterrap, gør.«
Uddannelsen skal gøres færdig samtidig med eaterforestillinger og indspilning af en ny plade, hævder Johan Forsby, som ellers var en tredjedel inde i specialet, før det blev droppet i sommers, da det hele eksploderede med Hun Vil Ha’ En Rapper. Hans oprindelige specialemakker fik lov at løbe med forarbejdet, og Johan Forsby skal nu starte forfra.
Og det bliver ikke et speciale fyldt med litterære analyser.
»Sproget interesserer mig meget, men det er mest på det kommunikationsmæssige plan. Og mit speciale kommer til at handle om den tendens, der er vokset frem, hvor virksomheder, kulturelle institutioner og kunstnere giver gratis ting ud for at få opmærksomhed.
»Med e-books, mixtapes, file-sharing og så videre køber man sig til en kommunikationsmæssig situation, man ellers ikke ville opnå,« siger han og tilføjer, at han ikke havde de store akademiske ambitioner, før han i en sen alder startede på universitetet.
Og akademisk værnepligt er heller ikke noget, der nødvendigvis ville forbedre dansk rapmusik, siger han.
»Universitetet kan åbne dine øjne og give dig et nyt perspektiv på ting, og det er selvfølgelig gunstigt i alle sammenhænge. Men man kan også få åbnet sine øjne andre steder, og jeg tror ikke, at universitetet har givet min rap noget, du ikke kan finde hos andre rappere.«
ser@adm.ku.dk