Fredagsbøn på KU

Hvad er forskellen på respekt og tolerance? Er en bøvs en ytring? Og skal der tages særlige hensyn til muslimer i Danmark fordi de er en minoritet?

Fronterne blev tegnet skarpt op da tre
af tidens mest fremtrædende debattører krydsede klinger til debatmøde på Carsten Niebuhr Afdelingen.

Trods konkurrence fra både fredagsbar og fredagsbøn var godt hundrede nysgerrige fra Carsten Niebuhr og andre afdelinger på KU mødt op for at høre debatten mellem instituttets egen lektor i arabisk, Jørgen Bæk Simonsen, ph.d.

Jakob Feldt der er ansat ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og stud.mag. Fatih Alev.
Det var to studerende der stod bag arrangementet. De læser begge arabisk, men i undervisningen er der ikke meget tid til debat og analyse af den aktuelle situation i samfundet.

»Selvfølgelig bliver der talt meget om sagen i kantinen, men det bliver hurtigt et spørgsmål om at være for eller imod tegningerne og regeringens linje.

Vi ville gerne give andre studerende mulighed for at diskutere i et forum med nogle rammer så det kommer op på et højere niveau,« forklarer Helle Joensen.

Når alle prutter
Et ofte brugt ord i debatten om Muhammed-sagen har været ‘respekt’. Det begreb gik Jakob Feldt til angreb på da han indledte mødet med sit oplæg.

»Tolerance, respekt og accept er blevet forplumret i den her debat. Hvorfor skal
jeg vise respekt over for noget jeg personligt er uforstående overfor. Det vil jeg ikke. Men det betyder ikke at jeg ikke tolererer det.

Selv om vi ikke respekterer andres synspunkter, er vi nødt til at tolerere deres tilstedeværelse i den offentlige debat,« lød det ud i lokalet.

Temperaturen steg hurtigt i det tætpakkede rum, og diskussionen blev også ophedet – især mellem Jakob Feldt og Fatih Alev. Da sidstnævnte fik ordet, var hans indlæg rettet direkte til Jakob Feldt.

»Problemet er at vi i Danmark ikke vil acceptere at vi er et multikulturelt samfund. Det er arrogancen overfor andre kulturer der har startet denne konflikt. Hvis den ikke var brudt ud nu, ville det være sket senere.

Selv om jeg personligt går ind for islams værdier, respekterer jeg samtidig andres sekulære værdier, men respekten for muslimers værdier har været meget fraværende i Danmark de sidste fem-seks år,« sagde han.

På spørgsmålet om tegningerne overhovedet skulle have været bragt, var fronten mellem de to også skarp. Mens Jakob Feldt argumenterede for at det ikke er tegningerne, men den efterfølgende debat der er problemet, efterspurgte Fatih Alev en grænse mellem ytringsfrihed og hån, spot og latterliggørelse.

»Er en bøvs eller en prut så også en almindelig ytring?« spurgte han. »Hvis vi alle sammen gjorde det herinde, ville ingen kunne holde ud at være her. Det er det vi oplever i de her dage. Det er begyndt at stinke, og der trænger til at blive luftet ud.«

Det billede af konflikten fik en hovedrysten med på vejen fra Jakob Feldt.

»Hvor er vi henne uden hån spot og latterliggørelse? Vi ønsker ikke offentlig hygiejne hvor kun renheden er tilbage,« lød hans standpunkt i den debat.

Hensygnet hensyn
Jørgen Bæk Simonsen placerede sig med sit indlæg midt imellem de to og bragte et nyt begreb ind i debatten, nemlig ‘sårbarhed’.

Ud fra den aktuelle situation er hans konklusion at vi alle er sårbare over for de forandringsprocesser der er i vores kulturer, og at vi er nødt til at anerkende denne sårbarhed for at kunne skabe en konstruktiv debat.

Det virkede dog mest som en appel til ikke-muslimerne, for samtidig argumenterede Jørgen Bæk Simonsen for at muslimerne i Danmark er i en mere sårbar position end resten af befolkningen dels fordi de er en minoritet og dels på grund af den efter hans mening helt uacceptable retorik der har præget udlændingedebatten siden starten af 1990’erne.

»Vi er som majoritet nok en smule blokerede for at fornemme hvordan det er at blive gjort til genstand for de forhånelser, og jeg tror aldrig vi vil kunne forstå hvor sårbart det er at opleve disse generaliserin-
ger i en vedvarende periode,« forklarede han forsamlingen.

Dermed lagde han op til en kommentar til endnu et hyppigt anvendt ord i hele debatten: dialog.

»Det er utroligt uhensigtsmæssigt at der ikke gøres brug af evnen til at lytte, men at man hører hvad man tror der bliver sagt,« sagde han, og for en gangs skyld så det ud til at de tre i panelet var enige.

De argumenterede alle for at ‘vi og de’ ikke hører hjemme i debatten, og at kassetænkningen skal væk hvis vi skal fungere som medborgere i det samme samfund.

»Ønsker du positiv særbehandling af muslimer?« lød et spørgsmål til Fatih Alev.

»Nej, der skal ikke tages særlige hensyn. Men i processen frem mod medborgerskab, skal majoriteten måske lige stikke en finger i jorden og føle hvordan minoriteten reagerer på det der bliver sagt.

Hvis gruppen af muslimer fx bliver stødt over noget i samfundsdebatten, kan det jo føre til at vi bevæger os væk fra målet om at minoriteter også skal være medborgere,« svarede han.

Dialog i højsædet
Om det handler om respekt, tolerance eller anerkendelse af andre menneskers sårbarhed, kom der ikke et entydigt svar på. Men budskabet i fredagens møde var alligevel klart: Vi er nødt til at tale med hinanden om det der foregår i vores samfund lige nu.

Det var præcis hvad der skete i et fyldt undervisningslokale på Carsten Niebuhr Afdelingen. Endda så meget at arrangør Helle Joensen til sidst måtte rejse sig og trampe i gulvet for at lukke munden på de debatlystne deltagere.

Hun var glad for den store opbakning til mødet og opfordrer andre studerende til at tage lignende initiativer.

»Det er vigtigt at vi bliver ved med at prøve at holde os selv og vores medstuderende opdateret om de ting der sker. Underviserne sidder jo inde med en kæmpe kompetence, men det er ikke altid at instituttet har ressourcer til at stable et arrangement på benene.

I stedet må vi jo selv hive fat i dem og sørge for at gøre deres viden tilgængelig for andre, og de plejer gerne at ville deltage,« fortæller hun.