Frederikke og tusindvis af kommende dimittender skal på jobjagt i en krisetid

Frederikke Melina Fava er mest optaget af de udfordringer, hun kan se lige foran sig, på sit skrivebord og på sin bankkonto. Hun prøver at få gang i sit speciale om ulve på Biologi uden at komme på campus eller i læsesalen, og hun skæver skeptisk til sin privatøkonomi, mens hun er sendt hjem fra sit studiejob med en lavere løn end normalt.

Men det sker også, at tankerne vandrer forbi specialefristen i september og hen mod det jobmarked, der venter på den anden side. Et jobmarked, der efter nedlukningen er sunket ned i en historisk krise.

»Jeg er helt klart nervøs. Når man er færdig, vil man jo rigtig gerne have lov til at arbejde med det, man har brugt seks års uddannelse på.«

I de seneste par år har hun overvejet, om hun skulle søge en ph.d., når kandidaten var i hus. Nu kan universiteternes økonomi se frem til et gedigent slag både som følge af statens skrumpende BNP, og fordi der kommer en regning, hvis eksternt finansierede projekter og stillinger bliver forlænget.

Derfor forventer Frederikke Melina Fava, at der bliver længere mellem ph.d.-stipendierne, men »så må jeg bare kæmpe hårdere« siger hun.

Når hun har afleveret speciale, er hun indstillet på at søge job og ph.d.-stillinger i tre-fire måneder mere, end hun ellers ville have gjort, inden hun begynder at lede uden for de fagområder, hun brænder mest for.

Men hun er indstillet på, at hun i første omgang må parkere sin drøm om at blive gummistøvlebiolog, altså en biolog, der arbejder ude i naturen fx som naturvejleder.

»Det bliver jo meget sværere at få de job, der i forvejen var rift om før krisen. Det bliver praktisk talt umuligt. Jeg må være lidt realistisk og sige, at det nok ikke bliver sådan.«

Arbejdsløshedstal i galop

Det er svært at ignorere de arbejdsløshedstal, der er skudt i vejret, siden regeringen lukkede det meste af Danmark ned. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at ledigheden er steget med over 40.000 fra den 9. marts, og det er uden de medarbejdere, der er sendt hjem med lønkompensation.

Det bliver jo meget sværere at få de job, der i forvejen var rift om før krisen. Det bliver praktisk talt umuligt.

Frederikke Melina Mava, specialestuderende, Biologi

Hos Studenterrådgivningen siger direktør Thomas Braun da også, at mange af de kandidatstuderende, der har henvendt sig under krisen, er bekymret for fremtiden. Kan de fx få et job, når erfarne medarbejdere bliver fyret, virksomheder vakler på kanten af konkurs, og antallet af jobopslag daler?

De tanker kender Louise Provstgaard, bestyrelsesmedlem i DM Studerende. Hun var allerede før krisen ved at skrive et debatindlæg til Magisterbladet om den frygt, hun oplever blandt studerende, når snakken falder på vilkårene efter specialet. Coronakrisen gjorde ikke hendes indlæg mindre aktuelt.

»Der er så meget snak om, at nyuddannede ikke kan bruges til noget, at de ikke er dygtige, at de skal have 30 års erfaring, selv om de kun er 25. De her absurde påstande i samfundet gør, at mange nyuddannede bliver færdiguddannet med enormt ondt i maven. Det tror jeg absolut ikke er blevet mindre under krisen. Jeg tror, der er mange, der bliver nervøse, når de hører om økonomisk krise og tårnhøj arbejdsløshed,« siger hun.

Hun studerer selv moderne kultur på Københavns Universitet og har et studiejob i den kulturbranche, der styrtbløder under coronakrisen.

»Det påvirker mig helt vildt, og jeg ved, at det også påvirker mine medstuderende. Frygten var der før, nu er den bare steget i styrke.«

Frygten for en coronageneration

Louise Provstgaard frygter, at de nyuddannede bliver overladt til sig selv på en slagmark med mange jobsøgende og få job, hvor virksomhederne overser de nyuddannedes evner.

Den bekymring deler Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, en paraplyorganisation for 28 faglige organisationer med cirka 431.000 medlemmer. Organisationen har derfor foreslået en hjælpepakke målrettet nyuddannede.

»Hver eneste gang, der har været en økonomisk krise og en hård opbremsning i erhvervslivet, er det i første omgang de unge, der er blevet ramt. Vi synes, det er fornuftigt at være på forkant og undgå, at vi får en coronageneration af langtidsledige nyuddannede,« siger Lars Qvistgaard.

Der er så meget snak om, at nyuddannede ikke kan bruges til noget, at de ikke er dygtige, at de skal have 30 års erfaring, selv om de kun er 25

Louise Provstgaard, bestyrelsesmedlem, DM Studerende

Akademikerne har fremsat fem forslag til at få dimittender i job. Blandt andet ønsker organisationen, at virksomheder, der ansætter nyuddannede, får forrang i offentlige udbud, at en pulje afsættes til efteruddannelseskurser med fokus på at matche virksomhedernes efterspørgsel, og at dimittender beholder deres dagpengeklip de første tre måneder efter uddannelsen, og mens de er i virksomhedspraktik eller løntilskud.

Ideen om hjælpepakken fik umiddelbart en lunken modtagelse af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der til Politiken skrev, at regeringen har »fuld fokus på at styre landet gennem krisen og få gang i økonomien igen [og at det også] vil komme alle de kommende dimittender til gavn.«

Hvis den økonomiske krise bliver kortvarig, vil det gavne alle grupper på arbejdsmarkedet, også de nyuddannede, lyder rationalet.

Men Lars Qvistgaard siger, at han ikke helt kan følge tankegangen. Han påpeger, at ledigheden ifølge Danmarks Statistik steg mest (0,8 procentpoint) i gruppen af 25-29-årige i marts, vel at mærke før årets nye dimittender strømmer fra uddannelsesstederne til sommer – omkring 30.000 på de videregående uddannelser.

Også flere økonomer, blandt andet fra Tænketanken DEA, har peget på, at det kan føre til et langvarigt velstandstab at blive færdiguddannet under en recession.

Dansk Erhverv: Hold krudtet tørt

Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, siger, at krisen kan skabe behov for tiltag til gavn for nyuddannede, hvis dimittendledigheden accelererer i den forkerte retning. Men:

»Det er bare for tidligt at sige, om vi lander der. I den bedste af alle verdener, topper den kraftige stigning i ledigheden inden længe og begynder at kravle ned igen. Det er et optimistisk scenarie, men så længe vi står i den situation, hvor det ikke ser helt håbløst ud for nyuddannede, så bør man holde krudtet tørt og overveje, hvad der er den bedste strategi,« siger Peter Halkjær og tilføjer, at det kan vise sig, at andre grupper på arbejdsmarkedet end nyuddannede har brug for særlige indsatser.

Vi står med en hel årgang af unge, der slet ikke har haft mulighed for at indstille sig på, at arbejdsmarkedet fryser til is

Lars Qvistgaard, formand, Akademikerne

Halkjær afviser ikke, at det kan blive nødvendigt at se på Akademikernes forslag, men han kritiserer forslaget om at belønne virksomheder, der ansætter nyuddannede. Han siger, at det ville være et benspænd, særligt for de virksomheder, der ikke har råd til at ansætte en nyuddannet eller er nødt til at afskedige en ældre medarbejder for at gøre det.

»I stedet er vi tilhængere af, at man skaber så stor en efterspørgsel som overhovedet muligt blandt virksomhederne, for det vil også gavne grupper, der har udfordringer på arbejdsmarkedet.«

Det handler stadig om det lange, seje træk for Dansk Erhverv, siger Peter Halkjær. At skabe et bedre match mellem erhvervslivets efterspørgsel og de nyuddannedes kompetencer, blandt andet ved at bygge bro mellem studerende og virksomheder, allerede inden specialet er afleveret.

Lars Qvistgaard frygter, at det bliver for sent, hvis man væbner sig med den tålmodighed, Peter Halkjær maner til.

»Vi ved fra tidligere kriser, at nyuddannede bliver ramt hårdt, og hvis vi venter for længe, er vores bekymring, at mange nyuddannede oplever, at der ikke er nogen job. Vi synes, at det kunne være gavnligt og gunstigt og sådan set også rimeligt over for de unge mennesker, at vi på forhånd har gjort os nogle overvejelser om, hvilke værktøjer der kan tages i brug.«

Det har man senest gjort i Dansk Industri, der i Politiken har foreslået, at alle studerende, der står til at dimittere i løbet af sommeren, kan få en seks måneders forlængelse af både SU’en og studietiden, blandt andet for at undgå en stor stigning i dimittendledigheden.

Spørgsmålet er dog, om ikke de nyuddannede har et ansvar for selv at forberede sig på situationen og søge bredere, end de ellers ville have gjort?

»Der er ingen tvivl om, at man skal søge bredt. Det er ligegyldigt, om der er en krise eller ej. Man skal tænke fantasifuldt, i forhold til hvor det er man kan bruge sin uddannelse til at få et job. Det gælder i enhver sammenhæng,« siger Lars Qvistgaard.

»Men her står vi med en hel årgang af unge, der slet ikke har haft mulighed for at indstille sig på, at arbejdsmarkedet fuldstændig fryser til is. De har ikke kunnet tage højde for det. Jeg håber virkelig ikke, der bliver en fortælling om, at dimittendledigheden er selvforskyldt, for der er jo tale om en total opbremsning af den danske økonomi, som ingen kunne have forudset, da de startede på deres uddannelser for fem-seks år siden.«

Hellere realistisk fra starten

Louise Provstgaard, bestyrelsesmedlemmet i DM Studerende, henviser til sidste års debat, hvor unges uddannelsesvalg blev vendt og drejet, og nyuddannede akademikere fik at vide, at de ikke skulle føle sig for fine til et job i Netto.

»Jeg kan frygte, at en stigning i dimittendledigheden bliver gjort til et individuelt problem. Du er ikke dygtig nok, du har ikke været frivillig i nok timer, du er ikke hurtig nok, du har ikke nok erhvervserfaring … alle de her ting, man potentielt bliver skudt i skoene, når man ikke kan få et arbejde med det samme,« siger hun.

Jeg har det også sådan, at nu er jeg 24 år, og så kan jeg om tyve år finde drømmejobbet. Så må jeg vente til, at verden er et bedre sted

Frederikke Melina Mava, specialestuderende, Biologi

»Jeg håber, man vil se det i et større perspektiv. For i virkeligheden handler det om, at villigheden til at se de kompetencer, som de nyuddannede kommer med, ikke er ret stor på arbejdsmarkedet.«

Peter Halkjær fra Dansk Erhverv kan kun til dels følge hendes bekymring.

»Man kan ikke kun adressere dimittendledighed som et samfundsproblem, det skal i høj grad også løses, ved at unge selv tager ansvar. Det er et vigtigt udgangspunkt at holde fast i. Det her med at påtage sig et ansvar for at vælge studie fornuftigt og tilrettelægge en fagkombination, som det ser ud til, at der er efterspørgsel efter. Det er to gode skridt, man selv kan tage.«

Biologistuderende Frederikke Melina Mava har for længst valgt fag og kan altså forvente at træde ind på et uroligt arbejdsmarked til september.

Men selv om hun har indstillet sig på, at hun ikke får det arbejdsliv i gummistøvler, hun har drømt om – i hvert fald ikke med det samme – så siger hun, at hun er »ikke lader sig slå ud af tanken«.

»Jeg synes også det, jeg laver nu, er sjovt, og jeg har altid vidst, at det er de færreste, der bliver gummistøvlebiologer. Jeg lader ikke være med at søge de job, men jeg vil hellere være realistisk fra starten end at sidde og være skuffet over at have brugt seks måneder på dagpenge, hvor jeg fuldstændig forgæves har søgt i den retning.«

Hun holder en kort pause.

»Jeg har det også sådan, at nu er jeg 24 år, og så kan jeg om tyve år finde drømmejobbet. Så må jeg vente til, at verden er et bedre sted. Jeg prøver virkelig bare at tænke, at vi ikke skal tage det så tungt. Så længe jeg finder et job, jeg er glad for, så kan jeg tage den derfra.«

Artiklen blev oprindeligt bragt i Uniavisens trykte magasin nr. 3.