Fremdriftsreform ødelægger kvaliteten

‘Tingene er ikke som i gamle dage’ er en sætning jeg har hørt siden jeg var helt lille. Julen var bedre, møblerne af god kvalitet der holdt i flere år og musikken lød ikke som jammerkatte.

En snedker der brugte tid og kærlighed på at samle et solidt og holdbart møbel, solgte det med stolthed og vidste at det ville bringe nytte og glæde til en familie i mange år. I dag kan vi gå ned og hente en pakke, der er masseproduceret og af så dårlig kvalitet, at den alligevel går i stykker efter et par år. Det er dog billigt, og det må vi ikke glemme.

I ‘gamle dage’ havde vi mulighed for at studere, fordybe os og tage forskningsår alt for at komme en tand længere i vores uddannelse og tage lægevikariater der gav kæmpe erfaring (samt hjalp hospitaler rundt omkring). Alt sammen for at forbedre chancerne for det speciale vi har drømt om hele livet.

Regler stresser

Sidenhen er 4 års reglen kommet til og har placeret rigtig mange af mine kollegaer indenfor et speciale de aldrig nogensinde havde tænkt sig de skulle have (uden mulighed for at ændre det). Det har drevet flere til udlandet hvor de nu har fundet lykken.

4 års reglen har formået at stresse os allesammen både på hvor egne og hinandens vegne.

Det stopper dog ikke her. 4 års reglen var ikke nok. Nu kan vi ikke længere mellem vores bachelor og kandidat holde en velfortjent (og SU fri) pause. Et pusterum talrige eksamener og mange års slid kræver. Et holdested hvor vi kunne lande på benene og samle os sammen til de næste mange år.

Pusterummet er blevet gjort meget risikabelt, da vi nu kan risikere at miste vores plads på universitetet, hvis ikke vi skynder os videre. Så vi løber alt hvad vi kan…

Dog klapper fælden nu også på den anden side, lad mig introducere fremdriftsreformen. Vi skal nu skubbes igennem studiet i en sådan hast, at det ikke længere er et godt håndværk der kommer ud af alt arbejdet.

Pusterum forsvinder

Vi skal nu maskineproduceres og som resultat, falder den mentale bund ud af vores møbel. Fremdriftsreformen uoverskueliggør i sådan en grad mit fremtidige studie. Vi vil ikke længere få muligheden for et forskningsår, hvis man i det hele taget er så heldig, at kunne finde et forskningsforsøg og sponsorater nok til at gennemføre det.

Heller ikke har vi mulighed for at holde et pusterum mellem semestrene, hvis presset for studiet er blevet for stort. Hvis vi bliver langtidssyge og dermed ikke er i stand til at læse 3000 sider pr halve år og memorere dem alle, bliver vi automatisk smidt ud af studiet, hvis vi altså ikke når at skrive en god nok dispensation, inden fristen udløber.

Men det hele er vel også fair, for kommende læger bliver jo aldrig syge?

Studerende har da heller ikke brug for en pause, hverken mentalt eller fysisk. Kvaliteten af uddannelsen kan da sagtens vejes op af kvantiteten.

Syv års direkte studietid med dårlige boligforhold (få studieboliger til en fair pris), makrel til aftensmad hver dag (da alle penge bruges til et tag over hovedet og bøger) og 25 timers undervisning om ugen (udover de min 4 timers forberedelse hjemmefra) er da ikke uoverskueligt for nogen, er det vel?