Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Fremragende undervisning on demand

ÅRETS UNDERVISER - Kemiprofessor Jan H. Jensen har rystet posen og sat strøm til undervisningen, fordi forelæsningerne sled på ham og sløvede de studerende. Nu bliver pensum gennemgået af videoer på nettet, som de studerende ser inden undervisningen, og så går timerne med gruppearbejde og inspirerende diskussioner. Den model har han fået en pris for.

Undervisningspriser plejer at tilfalde karismatiske forelæsere, der engagerer de studerende med et smittende nærvær og en cocktail af blod, sved og tårer. Bare ikke i år.

Årets Harald, universitetets undervisningspris der uddeles ved årsfesten i november, gik til en it-troldmand, der har droppet klasseundervisningen til fordel for videoforelæsninger, diskussionsfora, online quizzer og elektronisk opgavehjælp.

Modtageren, professor i teoretisk kemi Jan H. Jensen, synes at den klassiske forelæsningstradition sled på ham, samtidig med at den sløvede de studerende.

»Det er simpelthen for let at sidde og putte sig i auditoriet, mens underviseren taler sig hæs ved tavlen,« siger Jan H. Jensen, der for tre-fire år siden begyndte at grunde over, hvordan han både kunne aktivere de studerende og lette presset på sig selv. Svaret fandt han online.

»Før forelæste jeg for de studerende, og de mest vakse stillede nogle spørgsmål, men når timen så var slut, foregik diskussionerne alle mulige andre steder – uden mig,« siger Jan H. Jensen og tilføjer, at det jo ikke er så mange timer, man tilbringer sammen med sine studerende, så det handler om at bruge tiden så godt som muligt.

I stedet for at gennemgå det samme stof igen og igen, har Jan H. Jensen en gang for alle optaget små videoer, der gennemgår indholdet af forelæsningerne. Dem ser de studerende så inden de kommer til undervisning.

Programmerer sig vej

Videoformatet har mange fordele, fortæller han. Kemiske molekyler kan være svære at se for sig, men her kommer softwaren handy ind, for Jan H. Jensen kan lave simulationer, så visualiseringen af processerne bliver mere levende og farverige end i en flad lærebog.

»Jeg bruger små film med kemiske reaktioner og forsøg, for man lærer bedst om kemi på den måde, og når de studerende har set forelæsningen før vi mødes, så kan vi sammen bruge tiden på at diskutere indhold.«

Jan H. Jensens undervisning er af hans indstillere blevet beskrevet som en it-revolution, men det vil årets underviser ikke høre tale om:
»Jeg har ikke opfundet noget, jeg har bare bevæget mig rundt på nettet og ladet mig inspirere af andres værktøjer,« siger han.

Uniavisen har nu ellers erfaret, at Jan har udviklet et redskab ved navn MolCalc, en slags lommeregner, der kan udregne selvbyggede molekylers kemiske egenskaber, og som hjælper de studerende til at løse langt mere komplekse kemiske opgaver end tidligere.

»Nå ja, det er rigtigt, ja, lommeregneren, den har vi bygget,« siger programmøren, og haster videre med at fremhæve de mange fordele han ser i brugen af it i undervisningen, som han hellere vil dele ud af end at dvæle ved sin hæder:

»Der findes langt bedre undervisere end mig, men jeg kan med god samvittighed sige, at jeg har fundet nogle it-værktøjer, som jeg har stor glæde af i min undervisning. Du må endelig skrive, at alle er velkomne til at kontakte mig, hvis de synes, det lyder spændende og måske har lyst til at prøve noget af det her.«

Quiz får studerende frem i skoene

Presset på ham er væk, siger Jan H. Jensen, for der er ikke en vis del af pensum, han skal nå, når han er sammen med de studerende. Det ideelle var, om undervisningen kunne forme sig som ren diskussion, men han har erfaret, at der skal være noget struktur. Derfor forbereder han afstemninger til timerne:

»Jeg giver tre svarmuligheder på de spørgsmål jeg stiller, og så er der quiz. Tit sker det, at halvdelen svarer rigtigt på mine spørgsmål. Så snakker de sammen med hinanden i mindre grupper og stemmer igen – og så har de fleste det rigtige svar. Vel at mærke uden at jeg har løftet en finger,« siger Jan H. Jensen og ser lykkelig ud. Afstemningerne foregår digitalt, og Jan kan tjekke e-mails undervejs.

»Teknikken hedder peer instruction. Jeg fandt den på nettet engang og prøvede det, og det virker, for de studerende får øvet deres præsentation og argumentation, og teknikken engagerer hele flokken,« siger Jan H. Jensen.

Udfordringen er at stille spørgsmål, der lægger op til diskussion, og det tog sin tid at finde det rigtige niveau og det rette tempo, fortæller Jan H. Jensen:
»Man ved, når man rammer rigtigt. Det skal være lige udfordrende nok, for man skal hverken kede de kvikkeste eller kaste nogen af. Det er bedst, når halvdelen af holdet svarer forkert første gang, for når de så har kæmpet med et spørgsmål i fem-ti minutter, er alle meget motiverede for at høre svaret og diskutere det med mig.«

Fordelene er flere, fortæller kemikeren, for videoerne er ikke flygtige som forelæsninger.

»Videoerne ligger der, og de studerende kan se dem, når det passer dem. De kan stoppe undervejs og tage en bid mad, eller de kan se dem flere gange, hvis de har det behov,« siger Jan H. Jensen, der ved, at det kan være et problem, at de studerende ikke kan afbryde undervejs, men at de må gemme deres spørgsmål til de mødes – medmindre de kontakter ham elektronisk.

Et spørgsmål om hvorvidt hans dør står åben for studerende, forvirrer ham lidt, og man forstår, at alle er meget velkomne, men at de færreste af hans studerende føler behov for en personlig tete-a-tete. Interaktionen foregår i undervisningen – eller på nettet, hvor Jan altid gerne svarer på spørgsmål.

Absolut åbenhedskultur

Jan H. Jensen lægger sit materiale frit frem, så alle der lyster, kan se med. Han har lagt alle undervisningsvideoerne op på YouTube, hvor de er blevet set over 60.000 gange. Åbenhed er et nøgleord for årets underviser, der også i sin forskning praktiserer open science:

»Jeg skjuler ikke mine forskningsresultater før til allersidst. Jeg lægger alt ud på min blog, og det afspejler sig også i min undervisning, hvor det hele handler om at dele information. Ud med det,« siger Jan H. Jensen og gestikulerer generøst med hånden:

»Det ligger ikke til så mange på universitetet, som stadig er en meget lukket kultur,« siger Jan H. Jensen, der kender til andre, der har lavet videooptagelser, men som holder dem tæt ind til kroppen og ikke deler dem offentligt.

»Jeg ved ikke hvorfor det er sådan – om de er bange for, at det ikke er godt nok. Hvis jeg nogensinde har haft de kvaler, er det helt væk. Det værste der kan ske, er, at det bliver ignoreret,« siger han:

»Og det samme med videnskaben. Det er en holdningssag. Jeg er lønnet af skatteyderne, og resultaterne er ikke min ejendom – alle skal have adgang til dem.«

Indstillerne til prisen som årets underviser har plukket fra Jans flotte kursusevalueringer (se boks til højre). Citaterne viser, at de studerende har meget stor fidus til deres underviser.

»Når det går som det skal, hører man som regel ikke noget. Og det er jo godt, for det betyder, at de studerende forventer god undervisning. Er det dårligt, skal de nok sige fra,« smiler Jan og fortæller, at undervisningsprisen er vokset på ham – han er simpelthen så glad for æren og den porcelænsugle fra Royal Copenhagen, der fulgte med.

»Der er stil over KU, det skal de have. Jeg har før fået priser og papchecks, men Københavns Universitets årsfest, den har format. Og så er jeg så glad for, at det er en undervisningspris – som nogle gange bliver skubbet lidt til side af de store forskningsbevillinger.«

Motiveret af tysk tv

Kombinationen af kemi og formidling fik tag i Jan H. Jensen inden puberteten. Han er vokset op på Ærø med én dansk og tre tyske tv-kanaler, fortæller han. Da han som tiårig så nogle programmer på den smalleste af de tyske kanaler, hvor formelle kitler udførte nogle kemiske eksperimenter, var han tændt:

»Jeg bestilte nogle undervisningsbøger til gymnasieelever hjem, som jeg pløjede igennem. Et par år efter kørte Familiejournalen konkurrencen Fysikernålen, jeg sendte nogle projekter ind til bedømmelse, og vandt bronze. Senere fik jeg guldnålen med billet til at rejse på Danmarkstur i et folkevognsrugbrød og høre om videnskab. Det var virkelig spændende,« siger Jan, forundret over, at Uniavisen synes, at det er en god historie, at en knægt fra Ærø i korte bukser turnerer landet rundt og markedsfører kemi i stedet for at læse tegneserier under pæretræet.

Jan H. Jensen bliver aldrig en ansat, der drømmer om undervisningsfrikøb for at kunne hellige sig sin forskning, for han kan slet ikke adskille de to, siger han:

»Hvert kursus er et forskningsprojekt. Hvert eneste år tænker jeg ’nu laver jeg ikke mere om’ – og så laver jeg det fuldstændig om. For mig fjerner it presset i selve undervisningssituationen, men der ligger selvfølgelig noget bag. Du samler data, du tygger hårdt på dem, og du formidler dem. Og det er mindst lige så hårdt som alle andre forskningsprojekter.«

gbg@adm.ku.dk

Seneste