Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Fremtidens biomedicinske kulturarv

Medicinsk Museion rummer flere hundrede års kulturhistorisk dokumentation af tandlægers, apotekers og lægers virke, men næsten ingenting fra de seneste 50 års medicinske udvikling. Det vil professor Thomas Söderqvist og hans medarbejdere lave om på

Da Thomas Söderqvist søgte jobbet som professor i medicinhistorie på Køben-havns Universitet i 1999, stod der ikke et ord om Medicinsk Historisk Museum i stillingsopslaget.
»Da samtalen var ved at være slut, sagde dekanen: Der følger for resten et museum med. Jeg blev overrasket og lidt irriteret. Jeg havde ingen interesse eller speciel viden om museer overhovedet. Da jeg fortalte min daværende hustru om det, sagde hun: Du får det til at lyde som en byrde, men det er jo en stor chance. Gør dog en dyd ud af nødvendigheden. Så fra starten var det lidt af et tvangsægteskab,« siger Thomas Söderqvist.

Tiden har givet Söderqvists hustru ret. Tvangsægteskabet mellem videnskabs-historikeren fra Stockholm og museet i Bredgade har udviklet sig til ægte kærlighed.
»Stedet her er en fantastisk mulighed for at vise medicinens materialitet, dvs. apparaterne, redskaberne, metoderne, menneskekroppene, og ikke mindst for at fortælle om skæbnerne bag: patienten, sygeplejersken, lægen, portøren, apotekeren, medicinal-direktøren og alle de andre.«
»Jeg ville blive vanvittig hvis jeg var matematikhistoriker for så handlede det kun om symboler, mens medicin for mig indeholder en sensualitet fordi det netop handler om menneskekroppen,« siger Thomas Söderqvist om sin nye passion som for nyligt har fået det langt mere dragende navn: Medicinsk Museion – efter det gamle græske ord for ‘et sted hvor man bliver inspireret til kultur og videnskab’.

Nye udstillinger
På hovedbygningen i Bredgade står der stadig Medicinsk Historisk Museum. Bagved den grå museumsbygning breder det gamle medicinske fakultet sig. Den gamle koppe-anstalt ligger godt groet til i en lav gul bygning.
»Her ville man kunne lave en bar med 100 slags belgisk øl,« foreslår Thomas Söderqvist. Spørgsmålet er så om gæsterne skal drikke øllen sammen med de 600 spedalske hvis skeletter stadig bor i det gule hus.

I de over 3.500 kvadratmeter på hjørnet af Fredericiagade og Bredgade er rum efter rum efter rum fyldt til randen af mikroskoper, operationsinstrumenter, knoglerester, organer på glas og alskens grej der har været brugt af det her sundhedsvæsen.
»Bygningerne rummer en af Europas største medicinsk-historiske samlinger, men det er kun en meget lille del der er udstillet. Vi vil så gerne åbne muslinge-skallen og vise offentligheden de her fantastiske perler vi har. Lige nu ser det jo ærlig talt lidt kedeligt ud,« siger Thomas Söderqvist undskyldende om montrene med nyresten og grufulde tænger der er blevet proppet ind i mennesker – uden bedøvelse.

Museet skal, hvis alt går vel, bygges om og åbnes mere for offentligheden i løbet af de næste tre-fire år. En række professionelle museumsfolk er i de sidste år blevet ansat til at få styr på samlingerne og skabe nye moderne udstillinger.

Genchippen
»Det bliver en kæmpeopgave at få styr på det kaos her,« siger Thomas Söderqvist og slår ud med armen mod hvad han selv kalder øjenlægens pulterkammer: Et rum fyldt til randen med sære metalliske redskaber, bogstavtavler og støvede lamper.
Den største opgave er dog langt fra at få styr på pulterkamrene, men at følge med i den rivende udvikling som medicinen har været inde i de sidste 50 år.
»Problemet er at der ikke er noget museum i verden der har særligt meget materiale fra de seneste 50 år, og det er netop i den periode den medicinske udvikling virkelig har taget fart, så vi har travlt hvis skal nå at indsamle dokumentationen inden den går tabt,« siger han og farer ind på sit kontor efter en lille plasticdims.’Human genome’, står der på den. Genchippen, som den hedder, er en af de mest udbredte redskaber inden for moderne bioteknologi. Her kan forskerne aflæse hvilke gener der kommer til udtryk i et menneske udfra en vævsprøve.
»Genchippen er et typisk eksempel på hvorfor det er svært at illustrere den rivende udvikling moderne biomedicin er inde i dag. Det gamle medicinske udstyr ligner redskaber fra vores hverdag, og de er relativt nemme at aflæse brugen af. Men det er næsten ubegribeligt for alle andre end de indviede hvad dette stykke avancerede plastic bliver brugt til,« siger Thomas Söderqvist.

Højteknologisk kultur
De tværfaglige udfordringer museet i Bredgade rummer, skræmmer dog på ingen måde Thomas Söderqvist der er født og uddannet i Sverige hvor tværfaglighed også var en mulighed for 30 år siden.

Gymnasieeleven Thomas Söderqvist hældede egentlig til fag som sprog og historie, men valgte alligevel natur-videnskaben, for der ikke var så meget snak.
»Jeg havde svært ved at klare mig i de humanistiske snakkefag fordi jeg stammede; derfor kastede jeg mig over naturvidenskab for at kompensere for mit handicap,« fortæller Thomas Söderqvist.

Stammeriet stoppede, men fascinationen for det biologiske hang ved.
»Allerede som 21-årig fandt jeg ud af at jeg ikke duede som biomedicinsk forsker. Til gengæld kunne jeg betragte medicinen som kunsthistorikeren betragter kunsten og maleren. Hvordan får forskerne menneskekroppen til at åbenbare sine hemmeligheder? Hvilke filosofiske ideer bærer de med sig? Hvad får dem til i årevis at arbejde 12 timer om dagen for at forstå stofskiftet i mitokondrierne?« (korn i plante- og dyreceller der har betydning for stofskiftet, red.).

Medicinen er en af de ældste og mest betydningsfulde kulturformer. Og endda en vældig nyttig én: ti procent af samfundets udgifter går til sundheds-væsenet. Men i modsætning til Tyskland og England er medicinhistorie herhjemme et meget lille forskningsfelt. Og det undrer Thomas Söderqvist, for mangel på viden og forståelse under-graver vores ide om demokrati.
»Kløften mellem vores hverdagserfaring og det som den biomedicinske forskning arbejder med, bliver større og større. Det bliver abrakadabra for almindelige mennesker, og vores opgave må være at bygge bro mellem en højteknologisk avanceret kultur og så alle os andre,« siger Thomas Söderqvist.

Fra pulterkammer til Medicinsk Museion

Medicinsk Historisk Museum blev stiftet i 1906 af Den almindelige danske Lægeforening. Københavns Universitet overtog samlingen i 1918 og den fik til huse i Bredgadekomplekset fra 1946. Medicinhistorie beskæftiger sig med alle aspekter af menneskets forhold til kroppen og sjælen op gennem historien, fra antikken til i dag, herunder studier af idéer og forestillinger om sundhed og sygdom, medicinens videnskabs- og lærdomshistorie samt sundheds-professionernes og -institutionernes historie.

Museet ændrede i 2003 navn til Medi-cinsk Museion for at markere at der også foregår undervisning og forskning på højt internationalt niveau. Stedet hører under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og rummer én af Europas største samlinger af medicinske genstande, malerier, tegninger og fotografier fra det 18. århundrede og frem til i dag. Udstillingerne har 12.000 besøgende hvert år. I øjeblikket er det kun muligt at komme på guidet rundvisning. Planen er at bygge museet om, lave helt nye udstillinger og gøre samlingerne mere brugervenlige de næste tre-fire år. Københavns Universitet har allerede givet over 10 millioner til renovering af bygningerne.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste