Fremtidens kollegium - de nye værelseslejligheder?

Klokken er 19.34, og vi lukker os ind på kollegiet. På vej op i elevatoren danner vi et billede af hvad der venter os: fælles madlavning, tv-kigning, livlig snak, gårsdagens opvask og en plakat af slænget fra Beverly Hills 90210 på væggen. Da vi kommer ind på gangen, er det dog et andet syn der møder os: komfuret og fjernsynet står ensomt slukkede, og vi mødes i stedet af rå betonvægge og tomme stole. Scenen er fra det nybyggede Bikuben Kollegiet i Ørestaden – vinder af en international konkurrence om fremtidens kollegium og hjemsted for 110 unge studerende fra ind- og udland. Mange af indflytterne havde ligesom os en forventning om et socialt kollegieliv – en forventning der ikke er blevet indfriet. »Hvorfor er folk her ikke?«, undrer en beboer sig. Han savner samvær med andre beboere, og det er han ikke ene om. Mange af beboerne oplever at idealet om kollegiet som et stort og hjemligt fællesskab bliver udfordret af den generelle tendens til individualisering i samfundet.

Privatliv kontra fællesskab
>»I det danske samfund er vi meget privilegerede og individualiserede – vi har råd til at prioritere privatliv,« mener Pia, beboer på Bikuben Kollegiet. Denne opfattelse ser hun i udformningen af kollegiet som tilbyder beboerne mere privatliv end traditionelle kollegier. Kollegiet er opbygget som små et-rumslejligheder med køkken og adgang til fællesarealer. Ifølge en af de ansvarlige arkitekter, Mikkel Sejer Christoffersen fra tegnestuen AART, er det et resultat af de unges stigende forventninger til boligen. Flere beboere nævner da også muligheden for at trække sig tilbage fra det sociale som en af grundene til at de valgte netop Bikuben Kollegiet. Det er dog uvist om man kan forene ønsket om meget privatliv med det sociale kollegieliv. Ønsket om meget privatliv støder i den grad sammen med ønsket om et aktivt fællesskab, hvilket frustrerer flere af beboerne. »Jeg tror der er rigtig mange der bare ser det som et sted at bo,« fortæller beboeren Torben og nævner de private køkkener som en af grundene til det manglende liv på kollegiet. »Der burde ikke være køkken på værelserne – folk skal tvinges ud!« siger beboeren Henrik.

Private køkkener afspejler samfund
Arkitekterne arbejdede ud fra idéen om et kollegium som et sted hvor folk kommer hinanden ved – en idé som deles af mange beboere på kollegiet. At skabe rammerne for et socialt liv var også en forudsætning i konkurrencen hvor forebyggelse af ensomhed blandt unge var i fokus. Når vi spørger ind til hvad beboerne forventer af et kollegium, nævner de et socialt liv med godt fællesskab og typiske kollegietraditioner som tour-de-chambre og fællesspisning. Disse traditioner har beboerne prøvet at indføre, men det har vist sig at være sværere end ventet. En af årsagerne kan findes i beboernes mulighed for at lave mad på værelset, ligesom de har eget bad og toilet. Dette har betydet at der ikke er mange praktiske grunde til at vove sig uden for egen dør, og at kontakten til de andre beboere derfor kræver en ekstra indsats. Beboeren Bodil har boet på andre kollegier og mener at privatkøkkenerne fortæller noget om det samfund vi lever i: »Folk vil have det for sig selv. De er ikke lige så villige til at investere i et fællesskab, og det synes jeg er rigtig skidt.« Hun tilføjer at hun er sikker på der nok skal komme mere liv på kollegiet: »Jeg synes det burde være her allerede, men sådan noget tager nok bare tid.«

Fælleskøkkener forebygger ensomhed
Beboerne er bevidste om deres rolle som de første indflyttere, og at det tager tid at opstarte et kollegium. Enkelte føler også et vist ansvar for at etablere traditioner, men privatlivet prioriteres ofte højere.
Måske ville nogen sige at tiden er løbet fra ideen om et kollegium som et fællesskab – at fremtidens kollegier vil være et-rumslejligheder uden fællesarealer som det allerede ses rundt om i landet. Det mener arkitekt Mikkel Sejer Christoffersen dog ikke. Det vil ikke afhjælpe ensomheden blandt studerende, siger han, og henviser til massakren på Virgina Tech som et eksempel på hvor alvorligt et problem ensomhed kan være. »Fælleskøkkenerne er bl.a. et middel til at forebygge ensomhed,« siger han og påpeger at Bikuben Kollegiets privatkøkkener kun er tænkt som en mulighed for de unge til at trække sig tilbage. Det er meningen at den primære madlavning skal foregå på fælleskøkkenet

En dynamisk spiral
Mikkel Sejer Christoffersen forklarer hvordan ensomheden skulle forebygges ved kollegiets udformning. Kollegiet er opbygget som en dynamisk spiral der skal tvinge de unge rundt på fællesområderne og på den måde få dem til at komme hinanden ved. Han tilføjer dog at arkitekterne kun skaber rammerne og ikke kan styre hvordan beboerne bruger dem. Beboer Torben anerkender at arkitekterne har haft fokus på fællesskabet: ” »Fællesfaciliteterne er af høj kvalitet. De har virkelig prøvet at give folk lyst til at bruge dem.« Problemet med det manglende sociale liv anses altså ikke kun som et spørgsmål om indretning. Beboeren Lise mener at bygningen hverken forebygger eller opmuntrer til ensomhed, men at ensomhedsfølelsen kan opstå alle steder. »Det er personer som skaber hjem – ikke de fysiske rammer,« udtaler Henrik ligeledes. Der er ingen tvivl om at ideen om det sociale kollegium lever i bedste velgående. Arkitekter og beboere er stort set enige om hvordan et kollegium bør se ud. Spørgsmålet er nærmere om denne idé har en fremtid i vores individualiserede samfund, og om beboernes udsagn mere er udtryk for en romantisering af kollegieboformen end et egentligt ønske om en levevis. Hvis studerende fortsat ønsker at bo på et socialt kollegium, er der næppe tvivl om at arkitekterne vil skabe de fysiske rammer. I sidste ende er det dog beboerne der kommer til at definere rammerne for fremtidens kollegium – det er dem der har det endelige ansvar for at skabe det sociale liv og dermed modvirke ensomheden blandt studerende.