Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Friheden, forskningsstrategien og fællesskabet

Går forskningsfriheden ud når den strategiske forskning sætter ind? Universitetsavisen har spurgt to ledere der til daglig arbejder med forskningsstrategier

Anbefalingerne fra erhvervslivet og OECD har været enslydende: Dansk forskning er i top, men der bliver satset alt for bredt. Forskningsstrategier på nationalt, institutionelt såvel som på institutniveau er i dag blevet et løsen.

Men hvad er en forskningsstrategi egentlig? Vil den underminere forskningens væsen? Og hvad skal den gøre godt for? Universitetsavisen har spurgt vicedirektør på Forskningscenter Risø, Jon Wulff Petersen, og konsortie-leder på Learning Lab Denmark, Ib Ravn, der begge arbejder med forskningsstrategier.

Jon Wulffs erfaring er at forsknings-strategi er nødvendig både for de ansattes arbejde og for det omgivende samfund. For et par år siden kom Risø under pres fordi der blev stillet spørgs-mål til om det overhovedet gav mening at forske i kernekraft i Danmark. Det fik Risø til at vågne op.
»At vi var dygtige til at bedrive forsk-ning, var ikke længere vores eksistens-berettigelse til evig tid. Pludselig blev det nødvendigt også for den enkelte forsker at kunne fortælle om Risøs formål og hvad det er for en opgave vi løser for samfundet. Og spørgsmålet er jo om det er et mål i sig selv at have dygtige forskere eller om man skal stille større krav,« fortæller Jon Wulff.

I universiteternes tilfælde er missionen klar: At skabe forskning og uddannelse af højeste kvalitet. Alligevel synes det agtværdige formål ind imellem at drukne i kritik af nulforskere, dårlig undervis-ning eller studieslendrian. Og når kritik-ken hagler ned, fokuserer man ofte på alt det man er dårlig til frem for det man kan, mener Jon Wulff. Og det er netop hvad forskningsstrategi primært skal handle om: At forskerne i fællesskab finder ud af hvad det er spændende at forske i.

Frihedsberøvelse
Forskernes frihed er det kildne spørgs-mål når det drejer sig om forskningsstrategi.
»For nogle forskere lyder ordet forsk-ningsstrategi som en trussel mod det personlige råderum. Universitetsforskerne har traditionelt haft rigtig meget personligt råderum på deres arbejde, så derfor handler kritikken af forskningsstrategier måske mere om at forskerens egen frihed er under angreb end om at den fri forsknings grundpiller er det,« siger Ib Ravn.

Snarere end at se de nye tider som et tab af frihed, mener han at forskerne skal prøve at se på mulighederne i forsk-ningsstrategisk planlægning.
»For de unge forskere der er vant til at lave projektarbejde under uddannelsen, vil det være kærkomment at skulle samarbejde mere om forskningen. Mange unge står af på ph.d.-graden i dag fordi den i høj grad lægger op til at man sidder alene i et kosteskab i tre år,« siger Ib Ravn der mener at vi befinder os i en mellemperiode hvor forskning for forskningens skyld er passé mens den såkaldte ‘Modus 2-forskning’ hvor idealet er forskning i samspil med samfundet, heller ikke helt er slået igennem.

Samarbejde ej lig ufrihed
»På de natur- og sundhedsvidenskabe-lige fag er det ikke noget nyt at man samarbejder, og det fællesskab føles typisk ikke som en ufrihed. Man lader sig inspirere af hinanden, bruger hinandens ekspertise og udfordrer hinanden når man har fundet ud af hvilken retning samarbejdet skal bevæge sig i.

Men i andre forskningsmiljøer hvor man ikke hilser på kollegaen om morgenen, siger tillykke med den nye publikation eller bare ikke taler sammen dagligt fordi det aldrig har været nødvendigt, er det et stort skridt at skulle til at samar-bejde om fælles strategier. Mange uni-versitetsforskere sidder ret alene med deres forskning, og når man er vant til at sætte sin egen dagsorden, kan kravet om fælles strategisk planlægning synes som et uvelkomment indgreb i arbejdslivskvaliteten,« siger Ib Ravn.

At tænke strategisk er fuldstændig elementært for private virksomheder og andre organisationer med kunder og brugere som man skal betjene og tjene penge på. Man må vælge en eller anden retning, så man får skabt en service eller et produkt brugergruppen har glæde af.
»VIP’erne frygter DJØFisering, virksomhedskontrakter, lederens ånde i nakken og en strategisk nedlukning af mit forskningsfelt! Man kan stritte imod og brumme: Forskningsfriheden trues, og man kan kæmpe for sin ret til at definere sin forskning i et komplet vakuum. Men man kan også forstå forskning som noget der foregår i et forpligtende netværk af relationer som udmærket kan ledes – hvis vi ved ledelse forstår det man ser i en del fremsynede offentlige og private virksomheder hvor ledere faciliterer og koordinerer samarbejdet mellem mennesker så folk finder ud af at gå i nogenlunde samme retning og trives og vokse i den proces,« siger Ib Ravn.

Ledelse søges
Forskningen på universiteterne lider under at der ikke har været nogen ledelse til at sige: Vi skal kunne arbejde sammen hen imod et fælles mål.
»Ledelseskulturen har været at der ikke var noget at lede fordi det var forsk-erens individuelle opgave at finde ud af hvad der var relevant at lave, men det er ikke nok bare at have friheden. Hvis der ikke er nogen der interesserer sig for om man laver det ene eller det andet, så mister den enkelte engage-mentet og blikket for de fælles mål,« siger Jon Wulff og understreger at forskningsstrategi ikke har noget med ensretning af forskningen at gøre:
»Kæden hopper tit af når man går fra det nærmest selvledede universitet til noget nyt. Så kan man nemt få lavet for stive og hierarkiske strukturer fordi ledelse nu er blevet svaret på alt.

Problemet er bare at man ikke kan kontrollere og dirigere en moderne vidensarbejder hverken på et universitet eller andre steder. Man er nødt til at sørge for at det er lysten der driver værket. Ledelsens opgave er så i samarbejde med de ansatte at udstikke en retning for forskningen og arbejds-pladsen. Hvis ikke der er medejerskab til instituttets eller universitetets nye strategier, så får de ellers så forkro-mede manualer for ‘hvad man vil’ ingen effekt. Det at forstå opgaven fra begge sider er vigtigt. Hvad er lederens opgave, og hvad er mit ansvar,« siger Jon Wulff.

Universitetet rummer uanede muligheder og retninger man kan gå i, og sådan skal det være, understreger Ib Ravn.
»Det sikrer innovation og forsknings-frihed, men det kan også gå over gevind og blive for fragmenteret. Det må være den nye ledelses opgave at skabe en kultur hvor man i langt højere grad deler og hjælper hinanden. På lang sigt vil det kunne give et meget mere frugtbart indspark at man dropper brokkerierne og kritikken for en stund og også lærer at anerkende og bruge sine kolleger. Selvfølgelig eksisterer vidensdeling allerede på universitetet, men der er også masser af steder hvor folk går lidt i stå og mangler begejstring fordi de kun møder indifferente kolleger som de ikke kan snakke med. Hvordan skal man år efter år få kræfter til at skubbe sin forskning i gang hvis ens rigeste faglige fællesskab er med en kollega på New Zealand som man møder på konferencer hvert andet år?« spørger Ib Ravn.

Seneste