Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Fritænkeren

Portræt — Professor i bioetik Peter Sandøe har pisset store dele af Danmarks befolkning af med sine udtalelser om dyr og etik – fx dyresex. Her fortæller han, hvorfor han ikke kan holde kæft.

Hankatten Only ligger på blokken og dasker journalisten om næsen med sin imponerende haledusk.

»Har du dyr?« vil professor Sandøe vide. Han får den ulykkelige historie om katten Markus, som vi netop har måttet aflive, fordi han gik til angreb med kløerne på en niårig dreng.

»I har også gjort alt det forkerte,« siger Peter Sandøe med en lille hovedrysten, men ikke uden empati oven på historien om vores usocialiserbare hankat.

Det er det, Peter Sandøe gør: Siger sin mening uden omsvøb. Uniavisen er taget til Store Heddinge for at møde filosoffen, der diskuterer etik i relation til landbrug, brug af dyr, bioteknologi og dyrlægegerning, og som ofte har trukket overskrifter for udtalelser, der opfattes som vildt kontroversielle.

Pia Kjærsgaard har skældt ham ud fra folketingets talerstol, andre politikere har krævet Dyreetisk Råd nedlagt under hans formandsskab, og folk har sendt bunkevis af hadefulde læserbreve til aviserne med lange lister over de pinsler, han burde udsættes for. Derfor er der en grund til, at han ikke er på Facebook:

»Derinde trykker folk sig jo af fuldstændig unplugged

 

»Det kan godt være, at det er klamt, men dele af det er fuldstændig uskyldigt i en dyrevelfærdssammenhæng«

Peter Sandøe om dyresex

Dyrevelfærdsdebatter fremkalder stærke følelser, og Peter Sandøe synes altid frisk på en fejde. Bedre argumenter, færre følelser lyder hans dogme. Hans filosofiske udgangspunkt hedder utilitarisme. Nytteetik er det danske ord, og det handler om at stræbe efter størst mulig samlet lykke på tværs af individer.

Fra den position har Peter Sandøe talt udskammede ting som dyreforsøg, kloning og buræg op – og på det sidste har han været med til at forsvare fede mennesker mod stigmatisering. Selv siger han, at han blander sig i forsøget på at formulere sammenhængende syn på, hvad der fra en etisk synsvinkel er op og ned i en diskussion.

Uskyldig dyresex

Øverst på reporterblokken – under kattehalen – står ’dyresex’. Et emne, der bragte Sandøe ud i den største shitstorm hidtil.

»Ja, det var vel højdepunktet af provokation, mit engagement i dyresex-debatten,« siger Sandøe om sagen, der rullede først i nullerne, hvor der rejste sig en folkestemning for et forbud mod enhver form for seksuel omgang mellem mennesker og dyr.

Blå bog: Peter Sandøe

1955: Født i København og opvokset i Sorgenfri
1984: Mag.art. i filosofi fra Københavns Universitet
1988: Ph.d. i filosofi fra Oxford Universitet
1992-1997: Leder af Bioetisk Forskningsgruppe ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik
1997-2002: Forskningsprofessor i bioetik ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
1992-2012: Formand for Det Dyreetiske Råd
2002-: Permanent professorat ved Institut for Produktionsdyr og Heste og ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi

Bor i Store Heddinge sammen med sin kone. Deres to voksne sønner er flyttet hjemmefra.

Peter Sandøe har flere tillidshverv, bl.a. som næstformand for Praksisudvalget på Københavns Universitet.

Hans publikationsliste tæller mere end 650 numre, heraf over 120 artikler i anerkendte internationale tidsskrifter og adskillige bøger, senest Companion Animal Ethics (sammen med Clare Palmer og Sandra Corr på Blackwell 2016)

Peter Sandøe påpegede et hykleri, for kriminaliseringen skulle ikke gælde i industrien, hvor man fx stimulerer søerne før inseminering men kun for mennesker, der har sex med dyr for fornøjelsens skyld:

»Det kan godt være, at det er klamt, men dele af det er fuldstændig uskyldigt i en dyrevelfærdssammenhæng. Alle kender den irriterende gravhund, der prøver at parre sig med ens ben. Hvis den får lov, er det ikke et dyrevelfærdsproblem – tværtimod forringer det dyrets velfærd, at alle sparker den væk.«

Peter Sandøe køber ikke argumentet om, at det altid er synd for dyrene – nytteetikkens modsætning er hysteri, fanatisme og moralsk panik.

»Der findes undersøgelser, der viser, at et vist antal kvinder lever med en seksuel relation til en hanhund. Det er ikke synd – jo, måske for kvinden, men i hvert fald ikke for hunden,« siger Peter Sandøe.

Menneskets forhold til dyr er blevet dagsordensættende på Christiansborg de senere år, men det var ikke noget, der kastede faglig anerkendelse af sig, da Peter Sandøe blev formand for Dyreetisk Råd i 1992:

»Folk troede jeg var gået helt i kvindemode. Dengang emmede dyrevelfærd af hønsestrik og hattedame.«

Men inden for de seneste ti år har alle partier fået sig en dyrevelfærdsordfører, noget Sandøe ser som en del af en værdipolitisk bølge:

»Når man ikke har andet at være uenig om, så vokser det med at være god mod dyrene.«

Intellektuel versus ekspert

Stuen i Store Heddinge lugter af brændeovn, espresso og våd hund. »Dyrene er min kones,« siger Peter Sandøe, måske for at understrege, at han ikke er blødsøden.

Der er voksdug og vandbakkelseskringle fra Karisebageren på bordet. Huset ligger langt ude på landet og er omgivet af gamle frugttræer. Hertil flyttede familien for 26 år siden på grund af hustruens dyrlægepraksis, som hun stadig passer.

»Jeg kan godt have lidt ondt af de kollegaer, der bor i Charlottenlund. Herude går man ikke rundt og føler sig som noget særligt. Jeg kan godt lide at bo blandt jordbundne mennesker,« siger Sandøe og skærer et nyplukket cox orangeæble i både.

No nonsense-idealet har præget Peter Sandøe så længe han husker tilbage:

»Jeg har det problem, at jeg har svært ved at lade være med at sige, hvad jeg mener,« siger han og fortæller en historie, som den vågne læser måske er stødt på i medierne tidligere, men som passer så godt til Sandøes selvforståelse, at den tåler gentagelse. Den handler om, at forældrene ville sælge et bornholmerur, da Peter var ret lille:

»De endte med at spærre mig inde i et værelse, for hver gang, der kom nogen for at købe det, sagde jeg ’lad være, det skal trækkes op hver tolvte time’,« siger Peter Sandøe og ser tilfreds ud:

»Jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke dy mig, jeg siger sgu hvad jeg mener fagligt,« siger han – men vil gerne tilføje, at han trods alt med alderen er blevet bedre til at stikke piben ind i andre sammenhænge.

Peter Sandøe befinder sig bedre i rollen som intellektuel end i en ekspertrolle:

»Jeg vil godt slå et slag for den intellektuelle, der tør favne de brede emner, for ellers bliver livets store spørgsmål overladt til folk, der formentlig er meget dårligere til at besvare dem – folk ude i den alternative litteratur eller med en fanatisk eller religiøs tilgang til tingene.«

12 timers arbejdsdag

Som universitetsansat har man privilegier, der forpligter, mener Peter Sandøe:

»Vi er nogle af de få mennesker i dette samfund, der er ansat uden at skulle tjene en bestemt sag – og det er en sindssygt vigtig opgave. Det er derfor, jeg gør en dyd ud af at komme med upopulære, men fagligt begrundede indspark i debatten. Hvis vi universitetsansatte forskere også begynder at udtale os efter, hvad der er politisk opportunt, har vi efter min mening tabt vores berettigelse. Men på SUND og SCIENCE er det antallet af fagfællebedømte publikationer, der tæller, og mange forskere har ikke tid til at bruge kræfter på at blande sig i den offentlige debat.«

»Dengang var Filosofisk Institut præget af en stor bande nulforskere«

Peter Sandøe om Filosofisk Institut i halvfjerdserne

De fleste af Sandøes arbejdstimer går da også med at drive projekter og søge forskningsmidler, fortæller han, hvorfor en stor del af den forskning han brænder for, foregår i fritiden.

»Jeg havde kæmpe mindreværdskomplekser dengang, og så tog jeg, en dansk bonderøv, til Oxford«

Peter Sandøe er ret sikker på, at han ville blive sendt på både mindfulness- og yogakurser for at geare ned, hvis han var ansat hos Novo Nordisk. Men det er han ikke, og hver morgen sidder den 61-årige bioetiker ’blandt andre pæne ældre mennesker’ i toget lidt i 6 og tænder sin pc. Typisk ser konen ham først igen 12 timer senere.

Verdensmester med mindreværdskomplekser

Direkte efter studentereksamen begyndte Peter Sandøe at læse filosofi som en slags sabbat inden han skulle videre på et mere seriøst studie, fortæller han. At han senere skulle trevle filosofiens slumretæppe op for at flette det sammen med de knaldhårde videnskaber, kunne man ikke vide på det tidspunkt.

Men han hang ved, selv om han ikke har meget positivt at sige om Filosofisk Institut i halvfjerdserne:

»Dengang var Filosofisk Institut præget af en stor bande nulforskere. Da jeg fik et stipendium, havde jeg valget mellem at sidde i Danmark og være verdensmester eller at tage til Oxford og tage en mere ydmyg rolle.«

For Peter Sandøe var valget indlysende, men angstprovokerende:

»Jeg er altid søgt hen til dem, der var større og stærkere end mig selv. Jeg havde kæmpe mindreværdskomplekser dengang, og så tog jeg, en dansk bonderøv, til Oxford og mødte sindssygt velformulerede studerende, der var 5 år yngre end jeg.«

Den rationelt sindede Sandøe følte sig så alene og presset, at han begyndte at gå i kirke, men det gik over, da komplekserne tonede ud til fordel for en faglig vækkelse:

»Det var en kolossal oplevelse for mig, at der var begavede mennesker, der læste det, jeg havde skrevet og som hjalp mig videre. Og jeg sagde til mig selv, ’hvis jeg nogensinde får min ph.d. her, så gider jeg ikke have mindreværdskomplekser mere. Siden er det gået godt – og de senere år er det gået rigtig godt.«

Uniavisen bemærker, at det vel er de færreste, der frivilligt vil vælge en ydmyg position, hvis de har mulighed for at føle sig som verdensmestre.

»Det mener du ikke,« siger Peter Sandøe.

gbg@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste