Frokostlyrik i biblioteket

Det humanistiske fakultetsbibliotek. Hvor er det nu, det ligger? Jeg er aldrig blevet fortrolig med KUAs geografi, jeg forveksler ting. Institutter og fakulteter. Jeg gør mig til grin over for bibliotekaren.

Biblioteket er selvfølgelig den glaskasse, der ligger i midten af det hele, og som jeg allerede befinder mig i.

»Lyrik Live! byder på bemærkelsesværdige danske lyrikere,« hedder det på en plakat. Og i dag kan man møde lyrikeren Ulrikka S. Gernes.

Jeg ser den sekskantede scene, der står midt i rummet, omringet af store højttalere, og sætter mig i et pastelfarvet møblement, der ligger spredt som små øer. Jeg vil google Ulrikka S. Gernes, men nettet virker ikke for mig. I stedet læner jeg mig forudsætningsløst tilbage, klar til bare at lade mig forføre af denne Ulrikka. Hvis det skal være.

Kan I høre mig?

Det ser ud til, at biblioteksrummet har mange funktioner, og det er vanskeligt at vide sig sikker på, om folk sidder og arbejder, hygger sig eller deltager i arrangementet. Var de blot kommet for at spise? For nu begynder det at tynde ud. Jeg tænker, at det er synd, hvis Ulrikka skal læse op i et næsten tomt rum.

”Kan I høre mig?” Ulrikka S. Gernes smiler lidt nervøst, idet hun får headsettet på plads. Til mig? Jeg forsøger at se engageret ud.

Det ligger i luften, at hun ikke behøver headsettet, så hun løfter det af og træder et skridt frem, så hun nu står en meter foran mig og de tre-fire andre tilhørere. Det er mere intimt, end jeg lige havde regnet med. Jeg er blevet en slags medspiller, føler jeg. Med ansvar for, at det skal gå godt. Jeg nikker til hendes indledende kommentarer.

Ulrikka vil læse op af sin seneste – og i øvrigt 11. – digtsamling, »Flosset opus for strygere & blæsere.« Hun lover også at fortælle en hemmelighed, som hun vel at mærke kun vil dele, fordi vi er så få.

Så begynder hun at læse, ledsager ordene med en finger gennem luften.

Jeg koncentrerer mig ikke. Lytter, men kæmper ikke for at danne betydninger, forsøger bare at være åben og forventer, at magien må overrumple mig, hvis den er til stede. Det ved jeg ikke, om den er.

Og nu kommer hemmeligheden: et særligt selvbiografisk digt! Det er noget helt særligt, siger Ulrikka og læser med rolig stemme. Jeg skruer op for opmærksomheden.

Jeg ved ikke, om jeg kan lide at tænke på den biografiske forbindelse, mens hun læser det. Hvis dette digt er biografisk, hvad så med de andre – hvor kommer de fra? Skellet mellem biografi og fiktion føles uvirkeligt, når digtene er så metaforiske, som de er. Alligevel må Ulrikka S. Gernes jo have oplevet netop dette digt på en særlig virkelig måde.

Man må flytte sig

En ældre dame vil spørge om noget. Hvordan finder Ulrikka S. Gernes inspirationen? Hun svarer først med et Leonard Cohen-citat:

»If I knew where the songs came from, I would go there more often.«

Og så er rejser altid godt. Man må flytte sig fysisk for at få en ny tanke. For 98 procent af vores tanker er genbrug, har Ulrikka læst. Det er de samme ting, vi tænker hele tiden. Det samme som i går og i forgårs.

Jeg tolker det som, at Ulrikka med sin poesi vil give de sidste to procent en stemme.

»I mulighedernes krat«

Spørgerunden er forbi, og idet vi får klappet af, ser jeg Ulrikkas digtsamling ligge oppe ved scenen. Jeg bladrer i den og finder det selvbiografiske digt:

»I mulighedernes krat vælger jeg kontinentalsoklen / som vadested, finder fodfæste, tager afsæt, fast besluttet / på at falde i tråd med stedets ånd, men forgæves, ramler / pladask gennem maskerne i nettet; i kosteskabet får jeg / selskab af nogle rottelignende væsener, én hævder at have / fundet Nordvestpassagen, måske blot en høflig anledning til konversation…«

Digtet fortsætter uden punktummer. Jeg sætter mig på scenekanten for at læse det færdigt.

»Flosset opus for strygere & blæsere« udkom sidste år på Gyldendal.

Hold øje med Det Humanistiske Fakultetsbiblioteks kalender for næste Lyrik Live!

uni-avis@adm.ku.dk