Frustreret underviser: KU lægger ansvaret for AI-brug over på den enkelte studerende

Rikke Abraham Callesen griner lidt opgivende:

»Få det til at gå væk!«

Og siger så:

»Der er så mange udfordringer og etiske dilemmaer, men vi skal lære at bruge det, fordi arbejdsmarkedet efterspørger det. Og hvis man ikke står på toget, så står man på perronen. Men lige nu har vi faktisk en mulighed for at tage stilling til, om det virkelig er det tog, vi vil satse på.«

Hun taler selvfølgelig om AI. Mere præcist om den måde, teknologien på få år er blevet en fast del af undervisningen og studielivet på Københavns Universitet. De seneste to år har hun undervist og arbejdet som videnskabelig assistent på Antropologi, og hun har set, hvordan AI gradvist har ændret både de studerendes studievaner og underviserens rolle.

Fri leg

I slutningen af 2025 indførte KU nye retningslinjer for brugen af AI. Studerende må som udgangspunkt bruge værktøjerne, så længe de er åbne om hvordan og hvor.

Retningslinjerne har gjort det nemmere at svare på om AI må bruges, men ikke på spørgsmålet om hvordan.

Jeg synes, at hele idéen om ’god akademisk praksis’ i brugen af AI skubber ansvaret nedad.

Rikke Abraham Callesen

»Jeg synes, at hele idéen om ’god akademisk praksis’ i brugen af AI skubber ansvaret nedad,« siger Rikke Abraham Callesen. Hendes studerende føler sig som forsøgskaniner i et eksperiment, siger hun, og hun kan godt forstå dem.

»Der er ikke et institutionelt ansvar, og der er heller ikke et forskningsansvar. Det bliver den enkelte studerende, der selv skal vurdere, hvad der er rigtigt og forkert.«

Som underviser savner hun en fælles linje fra universitetet at stille sig bag.

»Jeg savner, at vi forholder os samlet til det. At der er en fælles holdning, vi kan melde ud. Lige nu er det meget tilfældigt, hvad man får at vide afhængigt af, hvem man spørger,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Ny ‘deklaration’ om AI-brug ved eksamen er dømt til at fejle

To lejre i lokalet

Hun oplever, at de studerende og deres erfaringer med og holdninger til AI fordeler sig på et spektrum. I den ene ende er der dem, der af politiske, etiske og klimamæssige årsager slet ikke bruger teknologien. I den anden ende er de studerende, der bruger det massivt: til at lave resuméer af akademiske tekster, omdanne pensum til podcasts, de kan lytte til på farten, eller som støtte i læsearbejdet.

Og så er der den store gruppe i midten.

»For rigtig mange studerende er AI blevet learning by doing. De efterspørger faktisk en fælles introduktion, fordi de ikke rigtig forstår, hvordan teknologien fungerer og hvordan de kan bruge den,« siger hun.

AI har også påvirket hendes egen undervisningspraksis. På et hold indførte hun et benspænd i forbindelse med et studiegruppeoplæg: Ingen computere, ingen PowerPoints. De studerende skulle arbejde i mere analoge formater.

Reaktionerne var delte.

»Nogle syntes, det var fedt at lære på en anden måde. Men der var også nogen, der skrev i evalueringen, at det havde været grænseoverskridende at blive bedt om at lukke computeren uden at de vidste det på forhånd.«

Den kommentar gjorde indtryk på hende.

»Det siger noget om, hvor afhængige de studerende er blevet af de her redskaber,« siger hun.

»Og selvfølgelig kan der være studerende, der har brug for digitale hjælpemidler, for eksempel på grund af dysleksi. Men jeg blev alligevel overrasket.«

Frygten for at virke dum

Noget af det, der bekymrer hende mest, er den måde AI ændrer relationen mellem underviser og studerende og de studerende imellem.

Hun oplever, at mange studerende er blevet mere bange for at stille spørgsmål i undervisningen. De er bange for at virke uvidende og tabe ansigt.

»Man kan altid lige spørge en chatbot for at få formuleret spørgsmålet ‘rigtigt’, inden man siger det højt,« siger hun.

»Men det er en illusion, at man kan undgå ubehag, og jeg tror, det gør os dårligere til alt det interpersonelle arbejde.«

Mister vi noget grundlæggende?

For Rikke Abraham Callesen handler bekymringen ikke kun om snyd eller eksamensregler. Den handler om noget meget mere grundlæggende, for hvad vil det overhovedet sige at gå på universitetet?

Svaret er blandt andet at gumle sig igennem lange tekster, lære at forstå et akademisk sprog og lære at bygge et argument op.

Rikke Abraham Callesen er bekymret for, at den nye »AI-generation« af studerende ikke lærer det, fordi de kun har gået på universitetet i en tid, hvor de kunne få Chatten til at tygge sig igennem tørre primærtekster fra 1900-tallet for sig.

»Hvis man ikke har læst tilpas mange tekster, forstår man ikke, hvordan man bygger et argument op. Jeg tror, det er noget af det, der kan gøre det svært for de studerende at skrive opgaver selv,« siger hun.

Gør universitetet i virkeligheden de studerende en bjørnetjeneste ved at sige, at de frit kan bruge AI, så længe de deklarerer det?

»Ja, det synes jeg. For jeg frygter, de går glip af arbejdet med at læse lange tekster og tænke dem igennem og bruge hinanden til det. Det er så svært at få de studerende til at bruge deres studiegrupper, for de tager deres tvivlsspørgsmål et andet sted hen.«

LÆS OGSÅ: Forskningsresultat: AI presser unge kandidater ud af arbejdsmarkedet

Et ansvar uden rygdækning

Selv tænker hun ofte, at hun er glad for, muligheden ikke var der, da hun selv studerede. Hun forstår fristelsen. For selvom hun som underviser håber, at de studerende er der for at lære, ved hun godt, at hun og teksterne kæmper om tiden med jobbet, fredagsbaren, vennerne og det frivillige arbejde, de studerende også gerne vil bruge deres tid på.

Som underviser har hun selv oplevet, hvordan AI kan effektivisere hendes arbejde. Hun har brugt den til at sparre med om undervisningsidéer og øvelser, og det har været hjælpsomt. Men hun underviste også engang på et fag, hvor hun arbejdede tæt sammen med en kollega om at planlægge undervisningen.

Vi står midt i en eksperimenterende fase, hvor der stadig er mulighed for at stoppe op og spørge, er det virkelig det her, vi vil?

Rikke Abraham Callesen

»Det er jo lidt den samme proces, men det er da meget federe at gøre med en kollega. Det er trist, hvis det kreative arbejde, der er i at planlægge undervisning og have didaktiske overvejelser, bliver lagt over til en bot. Resultatet er, at vi holder op med at dele tvivlsspørgsmål med hinanden.«

Når hun og andre undervisere retter opgaver, står de ofte i et dilemma. De kan have en stærk mistanke om, at en opgave er skrevet helt eller delvist af AI, men de kan ikke bevise det. Og selv hvis de kan, er hun usikker på, om det tæller som snyd.

»Det skaber en mistænkeliggørelse, når man sidder og leder efter tegn på snyd. Det er en virkelig ærgerlig præmis at have i den relation,« siger hun.

Hvis hun kunne sende ét ønske til KU, er det ikke nødvendigvis flere regler, men at universitetet tager stilling, også til de etiske aspekter af teknologien.

Skal AI kunne benyttes til at løse nogle af de »kedelige« arbejdsopgaver som at læse lange tekster, eller kan studerende og undervisere bruge det til at gentænke arbejdet med pensum? Hun mener, at teknologien kommer bedre i spil, når den bliver brugt til at lege med form, end når den bare genererer indhold. Men det kræver, at universitetet står for en grundig introduktion til værktøjerne, så de studerende kan bruge dem på et informeret grundlag.

»Jeg synes, vi står midt i en eksperimenterende fase, hvor der stadig er mulighed for at stoppe op og spørge, er det virkelig det her, vi vil? Der er effektivisering alle steder – men hvis man ikke på universitetet kan tænke og arbejde langsomt, så er spørgsmålet, hvor meget universitet der er tilbage,« siger hun.