Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DEBATARRANGEMENT - Nationalbankdirektøren og professor-pinger fra flere universiteter debatterede fastkurspolitikken foran flere hundrede studerende på KU. Arrangørerne frygtede, at folk ville være for enige. Det var de ikke.
Den studenterdrevne forening International Debat (ID) inviterede onsdag den 18. marts til debat mellem nationalbankdirektør Per Callesen og professorer fra KU, RUC og CBS om den danske fastkurspolitik – på godt og ondt.
For mange ikke-samfundsvidenskabelige studerende er fastkurspolitik måske ikke umiddelbart det mest sexede emne for et to timer langt debatarrangement en onsdag aften. Alligevel har over tusind nysgerrige mennesker tilmeldt sig facebook-eventet til arrangørernes store overraskelse. Arrangementet afholdes i et forelæsningslokale beregnet til 250, så der må smækkes ekstra stole op langs siden. Flere går forgæves, men stemningen er energisk og forventningsfuld blandt alle dem, der kom tidligt nok til at få fingrene i en stol eller en balle på trappen.
I dagens anledning har Dagbladet Børsens økonomiske redaktør Thomas Bernt Henriksen påtaget sig rollen som ordstyrer, og han indleder aftenen med at rose temaet for debatten med kommentaren: »Det kan næsten ikke være friskere!«
Og det har Thomas såmænd ret i. Aftenens emne er nemlig yderst aktuelt. Den danske krone er for tiden under et massivt pres som følge af opkøb fra investorer; jo flere, der vil have fingrene i danske kroner, jo større bliver presset for at styrke kronens værdi.
Nationalbanken gør alt for at føre sin pengepolitik i overensstemmelse med dansk fastkurspolitik og holde kronens værdi på niveau med euroen, som den danske krone har været låst fast til siden 1999. Som resultat er renten historisk lav efter for nyligt at være blevet sænket fire gange på to uger i forsøget på at gøre kronen mindre aktiv for investorerne. Inden euroen var kronen bundet til D-marken, og efter 32 år med fastkurspolitik skulle man ikke længere tro, at det kunne komme på tale frigøre kronen. Men så var der lige det med Schweiz.
Den 15. januar i år valgte den Schweiziske Nationalbank at fjerne det kursloft, der bandt schweizerfrancen til euroen, hvilket har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt den Danske Nationalbank vil – og bør – holde kursen eller give efter for presset og fravige fastkurspolitikken. Netop denne problemstilling udgør omdrejningspunktet for International Debats arrangement.
Der er ingen slinger i valsen, da nationalbankdirektør Per Callesen serverer sit introducerende oplæg for publikum med dertilhørende grafer og tabeller. Logikken bag Nationalbankens rentefastsættelse efterfølges af en påmindelse om den gældende ansvarsfordeling i dansk økonomisk politik: »Hvad gør vi, når vi tror, at Nationalbanken kan fikse alle problemer? Så får vi ikke de nødvendige stramninger i finanspolitikken!« Nationalbanken står godt nok for pengepolitikken, men det er regeringen, der skal sikre den stabilitetsorienterede finanspolitik, der er nødvendig for overhovedet at kunne føre fastkurspolitik.
Professor emeritus i økonomi ved KU, Niels Thygesen, taler også for at bevare fastkurspolitikken og påpeger, at der ikke ligger nogen frihedsgrad i at få en ekstra variabel ved at ophæve fastkurspolitikken. Nationaløkonomier i dag er alligevel så integrerede i hinanden, at de påvirker hinanden, så »flydende valutakurs betyder jo heller ikke, at man kan holde op med at interessere sig for sin omverden«.
Aftenen skifter øjeblikkeligt karakter fra noget, der minder lidt om en forelæsning, til en egentlig debat, da Jesper Jespersen, professor i økonomi ved RUC, overtager mikrofonen.
Han savner en diskussion af fastkurspolitikken og beskriver den som et dogme, ingen økonomer vil udtale sig om af frygt for, at det vil påvirke kronekursen, hvis man så meget som åbner op for en reel diskussion af alternativer til fastkurspolitikken. Han konkluderer, at verden har ændret sig, at pengemængden er løbet løbsk, og at en nationalbank ikke altid bare kan trykke flere penge.
Da Jesper Jespersen får mikrofonen igen senere på aftenen, henvender han sig direkte til Per Callesen: »Det er simpelthen for slapt. Simpelthen for slapt, at du ikke vil bidrage til at afbalancere en finanspolitik, som er løbet af sporet. Det er præcis derfor, man har uafhængige centralbanker. Når det politiske system af en eller anden grund er dysfunktionelt, (…) så har man brug for noget økonomisk fornuft til at afbalancere det. Så nytter det ikke noget, at I kigger ned i valutareserven.«
Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School, fortæller, at vores valutareserve i øjeblikket ligger på 737 milliarder og bemærker, at den Schweiziske Nationalbank netop frisatte schweizerfrancen, fordi man frygtede at valutareserven ville blive så stor, at Nationalbanken kunne gå konkurs. Per Callesen understreger, at Nationalbanker ikke går konkurs. Jesper Rangvid påpeger, at »hvis valutareserven bliver ved med at stige, er der nogen, der bliver nødt til at betale.«
Trods delte meninger om, hvorvidt det giver mening at overveje mulige alternativer til fastkurspolitikken, møder deltagerne hinanden, da Thomas Bernt Henriksen stiller det afsluttende spørgsmål: »Har Nationalbanken fået styr på kronen?« Callesen nikker, Thygesen svarer ja, Jespersen kalder sejren en pyrrhussejr, og Rangvid svarer »ja, i denne omgang.«
Da aftenens program er rundet af, får jeg fat i Gustav Bang Dahl og Lukas Beyer fra arrangørgruppen. De synes begge, at aftenen er gået over al forventning. De havde ellers frygtet, at debatten ville blive ensidig: »Det har været et stort problem, hvordan vi skulle få en debat ind omkring det her, hvor næsten alle er enige om, at vi skal føre en fastkurspolitik, og sådan er det bare.«
Udover ønsket om at skabe en debat skulle arrangementet også være oplysende: »Folk hører meget om det her i medierne, men der er jo reelt ikke særlig mange, der ved noget om det.«
Da jeg spørger Gustav og Lukas, om der er noget, de vil sige til Uniavisens læsere, kvitterer de med en venlig opfordring: »Vi prøver at gøre arrangmenterne så bredt favnende som overhovedet muligt, så det ikke bliver for nichepræget og for nørdet. Hvis folk er interesserede i det, er vi altid på udkig efter nye medlemmer. Jeg synes, at det kunne være helt vildt fedt at få nogen ind fra KUA også. Vi mangler meget humanister lige nu.«
Opfordringen er hermed givet videre. International Debats næste debatarrangement er på onsdag den 25. Marts kl. 17.15 – 19.00 og omhandler venstreradikalisering i Sydeuropa.
uni-avis@adm.ku.dk