Fusionsprocessen fortsætter – med nedskæringer og fyringer

DISPUT:

KØBENHAVNS UNIVERSITETS BESTYRELSE har på et lukket møde den 27. oktober 2010 besluttet at videreføre fusionsprocessen mellem Farma, Life og KU.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at der skulle komme én eller anden form for yderligere samling, men det er interessant at følge, hvordan ledelsen finder det nødvendigt at gennemføre den videre proces.

Indtil videre ved medarbejderne stort set kun, at beslægtede institutter, blandt andet på kemiområdet, delvist skal sammenlægges, samt at der skal hentes topforskere, ’fyrtårne’, fra udlandet til at stå i spidsen for de nye institutter. Såkaldte ’fyrtårnsbevillinger’ á syv millioner kroner per headhunted hoved bevilges som lokkemad og startkapital til de udenlandske stjerner og deres nye superinstitutter.

Samtidig vælger Life at gennemføre de pt. udmeldte budgetreduktioner for 2011, 2012 og 2013 på én gang. På herværende institut løber det op i cirka ti procent af det normale budget, svarende til syv fuldtidsstillinger.

HELE KU ER RAMT af budgetreduktioner, og en sådan cocktail af store omstruktureringer og blodige nedskæringer skaber både uro og resignation. Det virker som om ingen under bestyrelsesniveau har kontrol over situationen.

LÆS SVAR PÅ DISPUT: Fusion skal sikre fagområders fremtid – besparelser er en trist nødvendighed

Medarbejderne er blevet formanet om ’se fremad’, være ’konstruktive’ og ikke ’modarbejde processen’. Vi vil meget gerne være positive, men det er ikke helt let, når ingen kan sige os i hvilken retning ’fremad’ ligger. Fraværet af visioner er larmende.

Så medarbejderne kryber i flyverskjul og venter på dommedagsbasunerne, mens spørgsmål og svar flyver med vinden:

Hvem skal fyres nu og her? Hvem skal flytte hvorhen? Hvad er et ’fyrtårnsinstitut’? Hvem kommer med, og hvem må tage til takke med at havne i en restgruppe eller helt forsvinde fra landkortet? Hvilke muligheder har de tilbageværende, hvilke krav stilles der til dem og til de udvalgte, og hvor attraktivt er det i virkeligheden at være blandt dem?

DER STÅR I SAMARBEJDSAFTALEN, at større omstruktureringer skal varsles i så god tid, at samarbejdsudvalgene kan nå at drøfte situationen og komme med indsigelser og input.

Det har ledelsen ikke ønsket, og hermed må den sidste illusion om medarbejderindflydelse være lagt i graven. På denne måde fraskriver ledelsen sig også medarbejdernes støtte og ressourcer.

Hele scenariet havde måske set anderledes ud, hvis medarbejderstaben blev set og hørt som en værdifuld sparringspartner. Men det vi ser, er den velkendte gamle arbejdsgivermentalitet på pølsefabriksniveau, at vi grundlæggende betragtes som dovne og uansvarlige, og at de foretrukne ledelsesredskaber er kontrol, konkurrence på markedsvilkår og frygt for at blive fyret.

Man kan få den kætterske tanke, at denne politik i sig selv er drevet af frygt. Frygt for at blive udkonkurreret af mere effektive og velhavende universiteter i ind- og udland. Men er frygtsomhed vejen frem?

Har man fuldstændigt opgivet at kæmpe for solide basisbevillinger til grundforskning og undervisning?

MAN MÅ GÅ UD FRA, at bestyrelsen og dens politiske bagland arbejder på at skabe et eliteuniversitet med topmotiverede og dygtige medarbejdere i Nobelpris-klasse.

Men med den nuværende politik skabes der tværtimod et miljø, hvor kortsigtede og ’lette’ løsninger favoriseres. Der files hæle og klippes tæer som aldrig før for at øge produktionen for færre penge.

Går det ikke ud over kvaliteten? Og toppræstationer opnås sjældent på baggrund af frygt for at blive fyret.

Evige omstruktureringer og brudte løfter om, at hvis vi bare klarer nedskæringerne i år, så er vi ovenpå igen og så videre, trækker meget energi ud af systemet. Den personligt engagerede og kreative arbejdsindsats kvæles simpelthen langsomt, men effektivt i dette morads af retningsløse nedskæringer og omstruktureringer.

Det koster enorme kræfter at omstille sig til nye ledere, nye kolleger og nye fysiske rammer. Hvis man virkeligt ønsker sig top-performance, har vi brug for en helt anden form for stærk og synlig ledelse, der kan skabe optimisme, ro og økonomisk stabilitet. Det har vi ikke nu, og det ser heller ikke ud til at vi får det.

HELE IDEEN OM AT TILKALDE stjerneforskere fra det store udland for at bringe KU højere op på hitlisterne over de bedste universiteter, er en absurd skrivebordskonstruktion. En snuptagsløsning, der skal lokke erhvervslivet til at slippe større beløb og redde os fra økonomisk ruin.

Har man fuldstændigt opgivet at kæmpe for solide basisbevillinger til grundforskning og undervisning? Eller er bestyrelsen blot enig med den siddende regering i, at vi er dømt til at tabe konkurrencen med det store udland, hvis vi fastholder den uafhængige forskning?

Har man fuldstændigt opgivet troen på sine egne kompetente medarbejdere, og ønsker man virkelig kun, at vi resignerer og siger ’Javel’, når vi bliver bedt om det?

KRITISKE, ORIGINALE, nysgerrige og kreative mennesker er der mange af på KU, både blandt VIP og TAP. Brug dem i stedet for at begrænse dem. For der skal tænkes ’ud af boksen’ – ikke ind i den.