Fyrre års kamp for medbestemmelse

»Selv om forholdene generelt er blevet bedre gennem årene, er der ingen grund til at glorificere Københavns Universitet som arbejdsplads. Hvis man lige er blevet fyret og har fået det glatte lag efter 20 års ansættelse, har man nok svært ved at se det positive i udviklingen.«

Ordene kommer fra en af Københavns Universitets mest erfarne faglige tillidsrepræsentanter, forskningstekniker på Geografisk og Geologisk Institut Poul Erik Krogshave.

Vi har sat ham stævne i redaktionens lokaler i Museumsfirkanten i Nørregade 10 i anledning af, at han for nylig til stor overraskelse for alle udenfor den nærmeste kreds af tillidsfolk trak sig som næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget efter næsten tredive år på posten.

»Som tillidsrepræsentant skal man være opmærksom på tre ting: Helbredet, lysten og kollegernes opbakning. Alle tre ting skal være i orden. Og det er de ikke i øjeblikket for mit vedkommende,« siger han som begrundelse for, at han overlod stolen i HSU ved siden af rektor til HK-fællestillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand, som han støttede valget af.

Især den ekstraordinært store arbejdsbyrde i forbindelse med drøftelserne af fusionerne af de våde fakulteter samtidigt med forberedelse af møderne på medarbejdersiden har trukket tænder ud i en situation, hvor sygdom på hjemmefronten også har krævet ekstra opmærksomhed.

»Selv om jeg er 68 år, vil jeg dog gerne blive på KU og fortsætte arbejdet i HSU lidt endnu, såfremt mine kolleger fra Teknisk Landsforbund fortsat ønsker mig som deres repræsentant,« siger Poul Erik Krogshave

Under otte rektorer

Uanset hvad er Poul Erik Krogshave selvskreven som mundtlig kilde til historien om Hovedsamarbejdsudvalgets udvikling på Københavns Universitet fra dets dannelse i 1973 og frem til i dag, når en faghistoriker eller studerende beslutter sig for at kaste sig over den opgave.

38 år har han har været med i arbejdet i Hovedsamarbejdsudvalget, heraf 28 som næstformand. Han har arbejdet under otte rektorer med vidt forskellige temperamenter og talenter, haft samarbejde og kontakt med hundredvis af faglige tillidsrepræsentanter, dekaner, prodekaner, direktører og institutledere, deltaget i tusindvis af møder og læst stakkevis af løse A4-ark med dokumenter og referater af vigtige og mindre vigtige sager på KU.

»Det har været fantastisk oplevelse og meget berigende for min udvikling,« siger han og lyder som en, der mener det.

Bondeknægt fra Byrsted

Og ret beset er det fantastisk at tænke på, hvor vidt den tidligere bondeknøs fra Himmerland har drevet det, siden han i midten af 60’erne forlod sin elskede hjemegn med et svendebrev som mekaniker og årerne fulde af virkelyst og oprørstrang.

Efter at have aftjent sin værnepligt, havnede han i hovedstaden, hvor han straks meldte sig til aftenundervisning på Frederiksberg Realkursus og derefter på Statens Studenterkursus. Studentereksamen nåede han dog ikke at gennemføre, inden familien blev forøget og stillede krav om ekstra smør på brødet.

Det var dog ikke nogen hindring for at blive ansat på Københavns Universitet, nærmere bestemt på Institut for Almen Geologi, hvor nu afdøde professor Asger Berthelsen netop var i færd med at oprette en afdeling indenfor malmgeologi til sine kolleger Martin Ghisler, senere institutleder og direktør på GEUS, samt Hans Urban, malmgeolog uddannet på tyske universiteter, der havde behov for at få kvalificeret malmgeologisk analysemateriale.

Til det formål var der brug for en tekniker til at fremstille præparater, der kunne bruges til at analysere alle mineraler fra de bjergarter, som forskerne og specialestuderende bragte hjem til instituttet.

Autodidakt

Det havde 25-årige Poul Erik Krogshave ganske vist intet begreb om, men det gjorde ikke noget, for det var der heller ingen andre, der havde. Til gengæld kunne Poul Erik Krogshave fremvise sit svendebrev fra Byrsted Auto- og Metalindustri, der var verdenskendt i Himmerland for at kunne fikse alt fra traktorer til biler og cykler.

Set på den baggrund virkede det ikke som en uoverkommelig udfordring at skulle lære sig også at skære sten ud og indstøbe dem i en bestandig form, så de efterfølgende kan bearbejdes mekanisk ved slibning og polering med diamantspray, så bjergarten kan analyseres mikroskopisk.

»Ligesom så mange andre teknikere rundt omkring på KU er jeg autodidakt i jobbet, fordi området er så specialiseret. I Danmark var der jo ingen kvalificerede erfaringer med fremstilling af præparater til malmmikroskopi, så jeg måtte sendes ned til Den Tekniske Højskole i Clausthal-Zellerfeld i Harzen og til Universitetet i München for at få introduktion til det apparatur, som vi efterfølgende anskaffede på instituttet,« fortæller Poul Erik Krogshave.

Tillidsmand under studenteroprøret

Poul Erik Krogshave havde ikke været længe på Geologisk Institut, før han i 1971 blev valgt som tillidsrepræsentant for det tekniske personale. Dengang i begyndelsen af 1970’erne sydede og boblede studenteroprøret mod det klassiske professorvælde, hvor professorerne bestemte over institutterne og besatte alle pladserne i de kollegiale organer.

Undervisningsminister Helge Larsen (R), bedre kendt som Onde Helge, ville dog ikke bøje sig for studenternes krav om at indføre basisdemokrati på universiteterne, således at hver person uanset rang, fra rengøringsassistent over studerende til professor, fik en stemme ved valg til ledelsen.

Poul Erik Krogshave og de øvrige TAP-tillidsfolk var især fortørnede over, at det teknisk-administrative personale kun havde fået observatørstatus i Konsistorium, universitets øverste styrende organ, i Universitetsstyrelsesloven af 1970.

»At Helge Larsens næste lov af 1973 rettede op på det ved at fordele pladserne i de styrende organer med 25 procent til studerende, 25 procent til TAP og 50 procent til VIP, var en klar sejr for TAP, men mange oplevede ikke desto mindre den ulige fordeling af pladser mellem universitetets tre stænder som en grov tilsidesættelse af demokratiet,« fortæller Poul Erik Krogshave.

Universitetsdemokrati og magtkampe

Hvad med ledelsen, havde den ingen repræsentanter?

»De valgte organer var ledelsen!« udbryder Poul Erik Krogshave og minder om, at rektor, dekaner og institutledere var udpeget efter direkte valg blandt studerende og ansatte på de respektive områder, og at lederne stod til ansvar over for de folkevalgte forsamlinger i Konsistorium, Fakultetsråd og Institutråd.

»Konsistorium bestod af 40 medlemmer (10 TAP, 10 studerende og 20 VIP) og med de valgte medlemmer i fakultetsrådene var der i alt omkring 225 medlemmer i valgforsamlingen der deltog i valg af rektor og prorektor. Desuden var der alle medlemmerne af de mange institutråd af forskellig størrelse. Så rigtig mange mennesker var involveret i ledelsen af deres egen arbejdsplads. Det var nok ikke altid lige effektivt, men det var demokratisk og gav en enorm legitimitet til de valgte ledere,« siger Poul Erik Krogshave.

Det gav også anledning til voldsomme magtkampe. Poul Erik Krogshave husker især valget om rektorposten i 1978, hvor professor Erik Skinhøj fra Sundhedsvidenskab vandt knebent over svampeprofessor og tidligere SF-folketingsmedlem Morten Lange efter en hård og ubehagelig valgkamp.

»Der blev brugt meget ubehagelige metoder for at mistænkeliggøre motiverne hos Skinhøjs tilhængere,« husker Poul Erik Krogshave og taler om et ’sammenrend af lærergrupper’, som ikke kunne forliges med Skinhøjs socialpolitiske tilgang til universitetspolitik i en periode med økonomiske nedskæringer og adgangsbegrænsninger.

Fra tillidsmand til prodekan

Poul Erik Krogshave selv svømmede som en fisk i vandet i det oprørte universitetsdemokrati. Ikke så snart var han blevet valgt som tillidsmand på KU i 1971 før han i flere perioder siden 1973 valgtes som TAP-repræsentant i Fakultetsrådet for Naturvidenskab og i Konsistorium for Københavns Universitet.

Og som om det ikke var nok, valgtes han også til prodekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet (1980-1981), selv om han ikke havde en akademisk grad.

»Det kunne man godt dengang. Jeg blev opstillet som kandidat af TAP-gruppen og var prodekan i perioden med professor Bengt Saltin, der kom fra August Krogh Instituttet. Da han trak sig som dekan året efter og blev erstattet af docent Hans Jørgen Hansen fra Geologisk Institut, måtte jeg også trække mig, idet prodekan og dekan helst ikke må komme fra samme institut.«

Opgør med akademisk hovmod

Poul Erik Krogshave har aldrig oplevet det som et problem i KU-sammenhæng, at han ikke har samme videregående uddannelse som de fleste af sine akademiske med- og modspillere.

»Jeg har tværtimod haft oplevelsen af, at jeg sagtens kan matche dem i samfundsmæssige og politiske anliggender. Til gengæld ved jeg også, hvornår jeg skal tie og lytte i respekt for folks specialviden,« siger han.

I det hele taget oplever han, at der i dag er større gensidig respekt mellem repræsentanterne for de forskellige medarbejdergrupper og mellem ledelse og tillidsrepræsentanter.

Sådan var det absolut ikke i begyndelsen af 1970’erne.

»Selv om tiltaleformen skiftede fra ’De’ til ’du’, ændrede det ikke ved den brovtende, belærende og bedrevidende stil, som nogle af professorerne og lederne dominerede omgangsformen med,« fortæller Poul Erik Krogshave og glæder sig over, at omgangsformerne siden er blevet mere ’civiliserede’, som han kalder det.

»Den generelt fordragelige og gemytlige omgangsform på KU er et af de resultater, jeg er mest tilfreds med, at vi har opnået i den tid, jeg har været med i arbejdet som tillidsrepræsentant og i HSU,« siger han.

Fra demokrati til eksternt flertal

Ellers er der ikke så meget tilbage at fejre fra de sejre, som studerende og ansatte vandt i kølvandet på studenteroprøret.

Styrelsesloven fra 1970 gav fra starten anledning til megen debat og kritik, og med revisionen af loven i 1992 blev universitetsdemokratiet rullet tilbage og afløst af det såkaldte ’dekanvælde’.

Rektor og dekaner skulle dog stadig vælges og stå til ansvar over for deres respektive vælgere på universitets- og fakultetsniveau, fortæller Poul Erik Krogshave, der efterfølgende selv blev genvalgt som TAP-repræsentant i det nye Akademiske Råd på Naturvidenskab.

Kritikken af universiteternes ledelser for at være for svage forstummede dog ikke, og i 2003 vedtog den borgerlige regering med støtte fra Socialdemokratiet så den nuværende universitetslov, der med et slag afskaffede det interne selvstyre, som universitetet havde nydt godt af siden grundlæggelsen i 1479.

Dekanvældet var hermed afløst af bestyrelser med eksternt flertal og rektor i rollen som administrerende direktør.

Hovedsamarbejdsudvalget får øget betydning

For Poul Erik Krogshave og hans tillidsmandskolleger var afskaffelsen af Konsistorium og fakultets- og institutråd ensbetydende med, at der nu skulle lægges meget mere vægt på arbejdet i alle samarbejdsudvalg.

De vigtige diskussioner mellem ledelse og medarbejdere foregår nu i Hovedsamarbejdsudvalget, og som udvalgets mangeårige medarbejdervalgte næstformand roses Poul Erik Krogshave af både kolleger og ledelse for at have gjort en kæmpeindsats for at sikre et ordentligt samarbejdsklima i en vanskelig overgangssituation.

Personligt er han især glad for resultatet af arbejdet med universitetets personalepolitik, der har udmøntet sig i formuleringen af en række principper for god personalepolitik, bedre kendt som De ti bud.

»De blev ganske vist latterliggjort rundt omkring på universitet, da de blev offentliggjort, fordi vi ikke havde været gode nok til at kommunikere ud, at principperne ikke var en beskrivelse af, hvordan KU ser ud i dag, men hvordan det bør være i morgen,« siger Krogshave og minder om, at rektor Ralf Hemmingsen direkte adspurgt i et fælles interview med ham i Universitetsavisen pointerede, at de skulle være gennemført senest i 2013.

»Det kan de omkring 600 ledere på KU ikke bare tillade sig at se bort fra,« siger Poul Erik Krogshave og taler ikke bare om De ti bud, men om alle de cirka 30 personalepolitiske retningslinjer, som er beskrevet i detaljer i Den personalepolitiske håndbog.

Efter hans opfattelse er personalepolitikken på KU et godt og effektivt værktøj til at opnå arbejdsglæde og bedre effektivitet i dagligdagen.

»Men desværre er der fortsat nogle arbejdssteder, der endnu ikke kan, eller vil, bruge værktøjet efter hensigten. Derfor er der fortsat behov for at holde øje med, at personalepolitikken bliver efterlevet og give den fornødne vejledning,« slutter Poul Erik Krogshave.

rjb@adm.ku.dk