Gaden var klasselokale, cykelstien var tavle

»Jeg ville hellere undervise mine elever end politikerne«.

Sådan står der på engelsk på et skilt foran Klimaministeriet, hvor en række klimaforskere fra Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Aalborg Universitet og Lund Universitet mandag den 25. oktober er stimlet sammen med oplæg om alt fra biodiversitet til demokrati. Gaden er inddraget til klasselokale, og cykelstien til tavle.

Imens blokerer aktivister vejen med et banner og deler flyers ud med budskabet »lyt til videnskaben.«

Underforstået: Det gør Klimaministeriet ikke.

Der er tale om en såkaldt »teach-in« arrangeret af gruppen Scientist Rebellion, der er tilknyttet bevægelsen Extinction Rebellion og ifølge hvilken danske politikere bevidst lukker både øjne og ører for forskningen, når de laver klimapolitik.

»Vi har så mange eksperter, der siger, at den politik, vi fører – i den hastighed og med de teknofikses, som vi regner med bare kommer – ikke holder,« siger Agnete Vienberg Hansen fra Extinction Rebellion om arrangementet. »Så vi laver en lille klimaforelæsning herude på gaden og håber, Dan [klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, red.] lytter lidt med.«

Aktivisme eller forskning?

For Extinction Rebellion er formålet med aktionen altså at lave en »lille forstyrrelse« for at blive bemærket, fortæller medarrangør Tiem von der Deure: »Vi har et kæmpe problem, som vi gerne vil skabe opmærksomhed på.«

De er her altså som aktivister. Men hvad med forskerne, er de her som videnskabsfolk eller privatpersoner, og hvor går grænsen mellem de to?

Ifølge en af talerne, ph.d. Mads Ejsing fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, kan det være svært at skelne mellem de to roller.

»Jeg er her først og fremmest, fordi jeg er blevet inviteret som forsker. Men jeg holder en tale, som også er politisk og privat. Så tingene bliver da mudret lidt sammen,« siger han, der til daglig forsker i forholdet mellem demokrati og klima. »Men jeg tror ikke, du kan opstøve en person, der forsker hver eneste dag i klimaforandringer og læser rapporter om, hvor slemt det står til, som ikke også bliver berørt privat og politisk.«

Han fastholder dog, at hans forskning ikke i sig selv er politisk. Det samme gør adjunkt Naia Moureta-Holme, der til daglig arbejder på Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.

Hun vil gerne understrege, at den viden, hun for eksempel tilvejebringer i sit arbejde med biodiversitet, ikke er politisk i sig selv, men at den bør bruges til at understøtte demokratiske beslutninger:

»Hvis vi vil bevare biodiversiteten, og det er det os som samfund, der skal beslutte, om vi vil, har vi forskere jo studeret, hvordan vi gør det,« siger Naia Moureta-Holme. »Mit håb er, at den her videnskab kommer ud over stepperne og bliver brugt i beslutningsprocesserne for mere effektivt at opnå vores mål.«

Demokratisk klimakamp

Mindst en ting er aktivisterne og forskerne enige om: Klimakampen kæmpes gennem demokratiet, ikke mod det. Det er altså ikke et ekspertvælde, de efterspørger.

»De former for forandring, der skal til, hvis vi skal bekæmpe klimaforandringerne, er radikale. De kommer til at række helt ind i den måde, vi spiser på og klæder os,« siger Mads Ejsing. »Det kommer til at være svært at styre fra centralt hold, så vi er nødt til at have en bevægelse, der ræsonnerer med folk rundt omkring og som de kan se sig selv i.«

Begge grupper peger på, at en del af løsningen kan være et klimaborgerting lig det, der blev oprettet som en del af den nye klimalov i december 2019.

Ulig det skal det nye borgerting dog have reel beslutningsmagt, så politikerne ikke kan ignorere det, siger Agnete Vienberg Hansen. Hun refererer til, at det eksisterende borgerting ikke havde et bindende mandat og at næsten ingen politikere dukkede op, da gruppen fremlagde sine anbefalinger til Folketinget i april 2021.

»Klimakampen handler om at arbejde på mange fronter på en gang,« siger Mads Ejsing. »Der sidder nogle dygtige og forhåbentligt meget engagerede medarbejdere inde i Klimaministeriet bag os og presser på for den grønne dagsorden, ligesom der er en masse gode, grønne politikere på Christiansborg. Men vi kan også gå på gaden, forske og undervise. Vi skal have alle redskaber i brug.«