Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Galbo: Klarlund-dom er »ødelæggende i sine konsekvenser«

KOMMENTAR - Østre Landsrets frifindelse af Bente Klarlund for videnskabelig uredelighed vil få alvorlige konsekvenser for den biomedicinske forskning, skriver professor Henrik Galbo i sin kommentar til dommen.

Kommentar til Østre Landsrets Dom af 18. februar 2015, B-3931-13, i sagen Bente Klarlund Pedersen mod Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Den af Landsretten afsagte dom, ved hvilken Bente Klarlund frifindes for videnskabelig uredelighed, er klar i sproget, men særdeles overraskende i sin konklusion, svag i sin biomedicinske argumentation herfor, og ødelæggende i sine konsekvenser for den biomedicinske forskning.

Dommen er den foreløbige afslutning på en klage over Bente Klarlund Pedersen rejst af mig overfor Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Eftersom den offentlige debat om UVVU´s ageren i forløbet har været præget af manglende kendskab til de faktuelle forhold, har jeg efter længe forgæves at have opfordret UVVU til at offentliggøre de partsindlæg, som UVVU har forholdt sig til, for nylig oprettet en blog (https://henrikgalbo.wordpress.com/), hvor mine omfattende skrivelser i sagen kan ses. De kan læses særskilt, og man behøver ikke være fagperson for at begribe problemstillingerne. Da pladsen her er begrænset, kan jeg ikke nedenfor udtømmende argumentere mod Landsrettens dom, men vil generelt og stedvis konkret henvise til bloggen med henblik på detaljeret argumentation.

»Ultimativ DJØF’icering«

En overordnet indvending mod dommen er, at tre juridiske dommere uden speciel indsigt i fagområdet, i en sag om biomedicinsk forskning tilsidesætter en faglig afgørelse truffet efter langvarig vurdering af omfattende sagsakter af seks biomedicinske eksperter i et fagkyndigt udvalg, der er statsligt nedsat til at løse sådanne opgaver. Dette må betegnes som ultimativ DJØF´icering. Implikationerne er så vide, at dommen alene af denne grund bør prøves ved Højesteret. Landsretten betoner, at fastholdelse af UVVU´s afgørelse ville få meget negative konsekvenser for sagsøgerens (Bente Klarlunds) karriere. Men også afgørelser i andre faglige råd og nævn (f.eks. Retslægeråd og såmænd Forskningsråd og faglige bedømmelsesudvalg) kan have vidtrækkende negative personlige konsekvenser. Det vil være ganske uoverskueligt, hvis det bliver sædvane, at sådanne faglige råds faglige vurderinger skal revurderes af domstolene.

Af bekendtgørelsen om UVVU´s opgave varetagelse ved bedømmelse af mulig uredelighed sidestilles forsæt med grov uagtsomhed i erkendelse af, at en klar distinktion herimellem ofte vil være umulig. Man er også opmærksom på, at en forsker bevidst kan ”lukke øjnene for” eller holde sig i uvidenhed om pågående risikofyldt adfærd.

I dets afgørelser har UVVU ofte fundet, at Bente Klarlund har handlet groft uagtsomt, og har i denne forbindelse henvist til hendes særlige ansvar som ledende forfatter af de omhandlede videnskabelige artikler. Det er meget bemærkelsesværdigt, at »Landsretten ikke har tillagt det væsentlig betydning, om Bente Klarlund Pedersen, var anført som sidsteforfatter på artiklerne«. Denne holdning er i tråd med Klarlunds advokats påstande om, at der hverken i danske eller udenlandske regler findes bestemmelser om et særligt ansvar hos sidsteforfatteren. Bortset fra, at en alment accepteret faglig norm ikke behøver at være nedskrevet, er advokatens udsagn forkert, hvilket fremgår af materiale, han har fået tilsendt (se HG´s bemærkninger (høringssvar) af 15.08.2013, p.4., og HG´s bemærkninger af 15.09.2013 til BKP´s høringssvar, p. 4).

Der findes således en af danske forfattere udarbejdet engelsksproget lærebog fra 2003, ifølge hvilken seniorforfatteren forventes at udføre den mest gennemgribende revision af en given artikel og være den overordnet ansvarlige. Og flere tidsskrifter kræver direkte, at én forfatter (”Guarantor”) tager ansvaret for både al gennemført forskning og data. Dette er helt på linje med den præmis i en række andre sammenhænge, at principalen, hovedmanden eller lederen, bedømmes efter en strengere norm end de øvrige deltagere i et projekt.

Tilsvarende vil Maren i Kæret (inkarnationen af sund fornuft) utvivlsomt forvente, at ”Direktøren for det hele” har det endelige ansvar for butikken. Seniorforfatterens formelle ansvar understreger forpligtelse til kritisk opmærksomhed med hensyn til omhuen med og kvaliteten af det videnskabelige arbejde. Den alternative ansvarsforflygtigelse vil nødvendigvis føre til lemfældighed og give grobund for svindel. Et formelt ansvar for forskningsproduktet er derfor nødvendigt for tilliden til dette, helt analogt til forholdene andetsteds, men ekstra berettiget i forbindelse med forskning, hvor produktet ofte vil være særlig uigennemskueligt.

Landsrettens holdning, der har været afgørende for frifindelsen for videnskabelig uredelighed, vidner om en mangel på indsigt i, hvordan biomedicinsk forskning almindeligvis er tilrettelagt, og også af denne grund bør dommen prøves ved en højere instans.

Lignende tysk sag førte til dom for videnskabelig uredelighed

UVVU førte ikke eksterne vidner. Landsretten lægger imidlertid i sin vurdering betydelig vægt på sagsøgers vidners forklaringer samt på foreliggende underskriftsindsamlinger til støtte for sagsøger. Det er ejendommeligt, at Landsretten her har en anden opfattelse end det fagligt anderledes kompetente UVVU, der har haft kendskab til vidnernes synspunkter og underskriftsindsamlingerne i lang tid.

UVVU har i sine overvejelser kunnet lade information indgå om, at hovedmanden bag underskriftindsamlingerne – der nu også fungerede som vidne – som personlig ven af sagsøger må betragtes som inhabil, hvad han ikke informerede om i oplægget til underskriverne, hvilket desuden fejlinformerede om UVVU´s holdning. Han ville i øvrigt i kraft af sin position være i stand til at lægge pres på underskriverne. I tilgift hertil var disse næppe repræsentative for den type forskning, sagen omhandler.

Et andet vidne gav udtryk for, at det er vigtigt, at man i Danmark ikke opererer med andre standarder for videnskabelig uredelighed end i andre lande, ligesom sagsøgers advokat forklarede, at god videnskabelig praksis indenfor den sundhedsvidenskabelige forskning må søge forankring i international praksis. Landsretten blev ikke gjort opmærksom på, at en tysk sag fra 2010, der i sin substans har meget betydelig lighed med Klarlund sagen, førte til dom for videnskabelig uredelighed, i høj grad begrundet i den indklagedes særlige ansvar som senior- og korresponderende forfatter, forsknings- og afdelingsleder, vejleder og rollemodel (se HG´s brev af 19.03.2014 til UVVU; HG´s kommentarer af 08.04.2014 til advokat Lego Andersen). Som det er velkendt fra andre større udenlandske sager om videnskabelig svindel, formåede den indklagede også i den tyske sag at skaffe sig omfattende støtte fra behjertede kolleger i ind- og udland. Landsrettens vægtning af den kollegiale støtte forekommer ikke bæredygtig.

Muskelbiopsierne

Et centralt spørgsmål under retssagen var, hvorvidt sagsøger burde have oplyst om den tidligere anvendelse, når hun i forbindelse med offentliggørelse af en ny artikel foretog analyse af muskelbiopsimateriale, der oprindeligt var udtaget i tidligere udførte forsøg, hvorefter resten var frosset ned.

I domsudskriften er vidneudsagn og erklæringer til støtte for det synspunkt, at oplysning om genbrug ville være irrelevant, udførligt gengivet. Jeg har omhyggeligt gendrevet alle de præsenterede argumenter (se f.eks. HG´s bemærkninger (høringssvar) af 15.08.2013, p. 10; HG´s bemærkninger af 15.09.2013 til BKP´s høringssvar, p. 5; HG´s bemærkninger (høringssvar) af 09.06.2014), men mine indlæg blev ikke refereret under retssagen. Her skal blot fremhæves, at læseren af en artikel vildledes, når vedkommende ikke oplyses om genbruget, idet læseren må tro, at artiklen omhandler nyligt udførte originale, forsøg.

Den manglende gennemskuelighed gør, at læseren ikke har mulighed for at vurdere, om prøvematerialet kan have ændret karakter under langvarig nedfrysning og fornyet optøning. Maren i Kæret vil utvivlsomt finde denne betragtning relevant, da hun er vant til, at det kød, hun køber i supermarkedet er datomærket, så hun kan vurdere dets holdbarhed. Hun vil sikkert også forstå, at den manglende oplysning om genbrug fører til indtryk af, at der er udført flere originale undersøgelser, end tilfældet er, hvilket generelt fordømmes som uredeligt, fordi forfatterne ufortjent får merit som værende særligt aktive. Alligevel – og trods kendskab til mine indlæg – mente sagsøgers advokat ikke, at den manglende omtale af den tidligere brug har kunnet vildlede læserne, og Landsretten var åbenbart indforstået hermed.

Penkowas billedmanipulation

Det mest centrale spørgsmål i hele sagen har været, i hvilket omfang Bente Klarlund har været medvirkende til den udførte, vildledende manipulation af histologiske billeder. Hendes advokat mener, at Milena Penkowa var eneansvarlig herfor, og at det kan udelukkes, at sagsøger var involveret.

Dette har Landsretten uden nærmere overvejelse accepteret, mens jeg har hævdet, at direkte medvirken eller bevidst venden det blinde øje til ikke kan udelukkes, blandt andet fordi muskelforskning alene var sagsøgers forskningsfelt, og hun dermed havde et særligt motiv (se HG´s initierende rapport/klage af 18.07.2011; HG´s kommentarer af 14.11.2011 til BKP´s svar; HG´s bemærkninger af 15.09.2013, p.2). Landsretten mener heller ikke, at sagsøger burde have anet uråd i forbindelse med de manipulerede billeder.

Retten lægger vægt på, at Penkowa og Klarlund arbejdede selvstændigt hver sit sted i et tilsyneladende upåfaldende samarbejde. Der var imidlertid kun 100 m mellem deres laboratorier, som begge indgik i et forskningscenter, som sagsøger var grundlægger og leder af (se HG´s bemærkninger af 15.09.2013, p. 3-4). Og Landsretten er ikke blevet gjort opmærksom på, at sagsøger både specifikt af mig i forbindelse med præsentation af histologifund og mere generelt af et af sagens vidner var blevet advaret om samarbejde med Penkowa (se f.eks. HG´s bemærkninger af 15.09.2013, p.2, og ”Afsluttende indlæg” af 08.11.2013). Man hævdede under sagen, at det var meget vanskeligt ved inspektion af de manipulerede billeder at erkende svindel, hvilket synspunkt, jeg ikke deler.

Afgørende er det imidlertid, at såfremt sagsøger havde tilset, at helt gængse kvalitetssikrende procedurer i forbindelse med indhentning og vurdering af de centrale histokemiske analyser var blevet fulgt, så ville svindel ikke have kunnet gennemføres. Både fordi sådanne procedurer er god praksis (hvad Landsretten ikke blev gjort opmærksom på), fordi de histologiske fund ofte ikke var i overensstemmelse med undersøgelsernes øvrige data, og fordi hun var blevet advaret, burde sagsøger have insisteret herpå (se HG´s bemærkninger (høringssvar) af 09.06.2014).

Såfremt sagsøger ikke deltog aktivt i eller var medvidende om den egentlige svindel, så var hendes grove uagtsomhed en forudsætning for, at den kunne gennemføres, hvilket giver hende medansvar. Landsretten frikender imidlertid sagsøger for uagtsomhed med henvisning til, at billedmanipulationen i lang tid ikke blev opdaget af andre forskere. Sådant er imidlertid ikke usædvanligt (se HG´s kommentarer af 08.04.2014, p.5) og opvejer ikke den her (og tidligere) givne begrundelse for sagsøgers ansvar.

Alvorlige konsekvenser

Landsrettens dom vil få alvorlige konsekvenser for den biomedicinske forskning.

Den almindelige opfattelse vil som sagsøgers være, at hun generelt ”er renset”. I min oprindelige klage blev imidlertid påvist massive skavanker i alle de undersøgte artikler. Ingen af dem er blevet tilbagevist i sagsforløbet. Hvis de, som dommen siger, ikke er udtryk for grov uagtsomhed og svindel, så afspejler de i stedet massiv faglig inkompetence. Dette forhold skal ses i sammenhæng med Landsrettens markante nedtoning af de krav, der kan stilles til en forskningsleders (seniorforfatterens) ansvar for det videnskabelige produkt og dermed for forskningslederens generelle integritet, omhu, kritiske tilgang og faglige kompetence. Som ovenfor beskrevet vil denne nedtoning, der er helt ude af trit med international praksis, medføre lemfældighed og svindel.

Jeg har bemærket, at Universitetets rektor åbenbart ikke deler denne bekymring, eftersom han angiveligt lynsnart lykønskede sagsøger med dommen. Han har selv været medvirkende til at tilvirke de restriktioner, som sagsøger blev pålagt efter UVVU´s påklagede afgørelse. De tilsigtede en beskyttelse af unge ph.d.-studerende mod dårlig vejledning. De vil nu blive trukket tilbage. Bedøm selv, om det er til gavn for de unge videnskabsfolk og den akademiske standard.

Endelig er det klart, at dommen har rykket balancen mellem faglige og juridiske vurderinger i det hele taget og specielt vanskeliggjort UVVU´s mulighed for at værne om mindre detaljeret nedskrevne professionsetiske værdier og normer, der gennem mere end hundrede år har dannet grundlaget for fremskaffelse af troværdig biomedicinsk erkendelse.

UVVU´s endelige afgørelse var i mine øjne alt for mild, og Landsrettens dom må også ses i lyset heraf og det forudgående forløb.

I min oprindelige klage og senere præciseret (se HG´s bemærkninger (høringssvar) af 15.08.2013 og af 09.06.2014) blev anført talrige forhold, som kunne give mistanke om diverse former for uredelighed, men som UVVU uden eksplicit argumentation vurderede omhandlede forskningens kvalitet og/eller videnskabelige teoriers holdbarhed, og som derfor falder udenfor UVVU´s kompetenceområde.

Det er vanskeligt at forstå, at UVVU ikke fandt sig forpligtet til ved nærmere undersøgelse at kaste lys over selv forhold, der burde give markant mistanke om uredelighed. Men i det mindste burde UVVU have ladet dem indgå i en ”samlet vurdering”, tagende hensyn til kontekst og helhedsindtryk, af forholdene. Landsretten benytter ”en samlet vurdering”, omend på et spinklere grundlag, til at begrunde sin frifindelse, og denne sproglige vending ville have givet mere vægt til UVVU´s fordømmende skøn.

Dette var dog imidlertid langt mere bastant i UVVU´s første Udkast til Afgørelse af 25. juni 2013, på hvilket tidspunkt parternes faglige synspunkter var bekendt, end i de senere versioner. Efter det første Udkast trådte Bente Klarlunds advokat ind i sagen, og i de følgende afgørelser renoncerede UVVU gradvist og fagligt uforståeligt (se f.eks. HG´s bemærkninger (høringssvar af 09.06.2014) på kravene til acceptabel videnskabelig adfærd.

Tilbage stod man med nogle få atomiserede anklagepunkter samt et indtryk af usikker sagshåndtering, hvilket sandsynligvis har haft indflydelse på Landsrettens frikendelse. Illustrerende er det, at Landsretten benytter vendingen ”fejl af enkeltstående karakter”. Landsretten skriver også, at UVVU har redegjort for mine synspunkter, hvilket heller ikke er korrekt. Sluttelig skal det nævnes, at UVVU skulle have ført eksterne vidner, dels for at bøde på Landsrettens manglende indsigt i biomedicinsk praksis, og dels for at imødegå sagsøgers forklaringer gennem sagsforløbet.

Seneste