Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Geologi til salg

Geologisk Institut har indledt et salgsfremstød over for de sjællandske gymnasieelever. En flok mulige købere fra Falster kom anstigende med pjusket hår og mobiltelefoner

Eleverne sidder stille og hører efter da adjunkt Christian Bjerrum byder velkommen og præsenterer programmet. En PowerPoint præsentation over ham reklamerer for dagens emne: »Jordens klima gennem 3,7 milliarder år«.

Stilheden bliver dog hurtigt afbrudt. En flok elever kommer listende ind i audi-toriet lidt for sent. De maser sig ind på en af rækkerne, men opdager at der ikke er plads til dem alle. Så de vender om og begynder hviskende at diskutere hvor de så kan komme til at sidde sammen.

Eleverne går alle i 2.g på Nykøbing Katedralskole på Falster. De har været over to timer undervejs i bussen. De er til temadag på Geologisk Institut på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Meningen med arrangementet er at reklamere for faget over for gymnasieleverne og i det hele taget gøre dem opmærksomme på at det findes. Baggrunden er at antallet af optagne på bare fem år er faldet med 70 procent således at det sidste sommer var helt nede på 21.

Efter en time i auditoriet får eleverne lov til at gå ned i kælderen. Her er der først kaffepause hvilket betyder kaffe og sodavand, og derefter skal de ind til det såkaldte ungdomslaboratorium.

De måske laboratorieegnede
»Øj! Mikroskoper!«, udbryder en af drengene begejstret da de kommer ind i undervisningslokalet.
Flere af eleverne har travlt med at få skrevet de sidste beskeder på deres telefoner. Imens fordeler de sig ved de store tunge træborde hvor nogle flade træskuffer med sten og fossiler er gjort klar. På et af bordene står også en bleg hvidgul julerose i en plastikpotte.

»Er I kommet til hægterne og har fået noget til blodsukkeret?«, spørger Christian Bjerrum da de har sat sig.
Han forklarer at det de skal i laboratoriet, er at se på forskellige typer af fossiler og prøve om de kan fortælle noget om klimaet i fortiden. Derefter skal de sammenligne om gruppernes resultater ligner hinanden.

Ved bordet med julerosen er det geologistuderende Maria Kloster der skal instruere eleverne.
»Her skal I se på planter,« begynder hun og tager et tørret blad op fra skuffen på bordet.
»Er der nogen der ved hvad det her er?«
Rundt om hende ved bordet sidder otte elever, fire drenge og fire piger. Tre af drengene har næsten ens halvlangt, lyst, pjusket hår.
»Er det et kejsertræ?«, spørger den sidste dreng. Han hedder Peter og har kort mørkt hår og en sort strikket sweater.

Maria fortæller at det er et tempeltræ. Hun fortsætter med at forklare om hvordan tempeltræets blade omdanner CO2 til sukker.
»Er der nogen der ved hvad det hedder?«, spørger hun.
»Fotosyntese,« lyder det straks i kor rundt om bordet.
»Jeg har lavet nogle præparater af julerosen inden I kom; men jeg ved ikke hvordan de har det, for de ligger og udtørrer.«

Eleverne rykker sammen om de to mikroskoper for at se på julerosens spalteåbninger.
»Spalteåbningerne kan være med til at fortælle os noget om klimaet,« fortæller Maria.
Hun siger at planterne er dovne og at de ikke laver flere spalteåbninger end det er nødvendigt for at få nok CO2. Så antallet af spalteåbninger fortæller altså noget om mængden af CO2. Og mængden af CO2 fortæller igen noget om klimaet.

Maria har nogle tal fra fossiler af blade hvor man har talt tætheden af spalteåbninger. Dem bruger man så til at udregne mængden CO2 og derefter middeltemperaturen.
»Men vi har stor usikkerhed, så derfor er det nødvendigt at vi også bruger de andres data. Det kan være en målefejl eller en plante der opfører sig fuldstændigt vanvittigt,« forklarer hun.
»Men hvem går så op og fortæller de andre om vores resultater?«
»Det gør du, Peter!«, lyder det i kor rundt om bordet.
Alle ser på Peter der vrider sig i stolen. Så giver han alligevel efter.
»Jeg skal nok bare lige have den en gang til.«

Krokodillens krav
»Skal vi starte med Stine?«, spørger Christian som tegn til at Stine skal komme op og starte fremlæggelsen.
Stine træder modvilligt op foran tavlen og lægger et kort på overhead projektoren. På kortet er også indtegnet streger der viser temperaturen.

»Her ser vi så hvordan verden så ud under kridttiden,« fortæller hun.
»Men der er noget der ikke helt passer med temperaturerne på kortet,« siger hun og lægger et billede af et krokodilleskelet på overheaden.
»De her krokodiller blev nemlig fundet i Sverige,« fortæller hun videre.
»Det er en varmtvandskrokodille,« råber en fra hendes gruppe.
»Nårh ja, det er en varmtvands-krokodille,« gentager hun.
Hun forklarer videre om krokodillens krav til temperaturen. Hun nærmer sig konklusionen og begynder at se sig spørgende omkring. Konklusionen er at ifølge krokodillen var der varmere end der stod på kortet.
Christian nikker bekræftende.
Alle klapper og hujer.

Den næste gruppe har også set på blade og en fra gruppen forklarer at jo kraf-tigere og finere bladene er, jo varmere har det været. For, som Christian runder af, der er jo ingen grund til at gøre sig umage med at lave blade hvis man alligevel skal smide dem fem måneder senere.

Hallo, jeg er sproglig
»Come on, Gitte! Ellers er det kvaje-bajere i aften,« råber drengene fra den tredje gruppe da hun skal op for at fremlægge hvad de har lavet.
Men Gitte har ikke helt styr på det, så Christian tager over og fortsætter for hende mens hun forvirret prøver at hænge i.

»Den bentoniske går i symbiose med alger,« afslutter han forklaringen.
»I symbiose med alger,« gentager Gitte.
Casper fra hendes gruppe får lov til at fortsætte.
»Hør nu her,« forsøger Christian. »I har jo alle sammen lavet forsøg i kemi hvor ting bliver opløst…«
»Hallo, jeg er sproglig!«, forsvarer Caspar sig og krummer sin ellers lange krop sammen i en undskyldning.
»Men hvis nu du blander et kilo sukker i en liter vand…« forsøger Christian.
»Så smager det ikke særlig godt,« råber en af drengene fra gruppen.
Christian opgiver forklaringen, og gør sig færdig. Bagefter er han lige ved at sige tak og sende dem alle sammen tilbage til auditoriet.
»Hov, vi mangler os herovre,« afbryder Maria og ser over på Peter.
Modvilligt må han gå op og fortælle historien om bladene, spalteåbningerne og CO2. Han kan dog ikke helt huske hvordan det hænger sammen, så det ender med at Maria fortæller mens han står og nikker.

På vej op ad trappen tilbage til auditoriet snakker eleverne i munden på hinanden. Nogle brokker sig over at de har kedet sig, og at de alligevel ikke skal bruge det til noget. Andre synes det har været spændende.
»Lærerne her er i hvert fald noget fris-kere og ikke så kedelige som på gymnasiet,« er der en der siger.
Inde i auditoriet mangler de bare en opsamling på dagen. To piger sider og småsnakker på bageste række.
»Jeg tror altså ikke at jeg ville have psyke til at være herinde,« siger den ene.
»Prøv at forestille dig at være herinde om aftenen hvis man har forelæsning fra fire til otte, og hvis der så kommer en eller anden helt vildt klog lærer. Eller nårh nej, det hedder det jo ikke herinde.«
Derefter går de i spredt flok ud mod bussen og en to timers tur tilbage til Falster.

Seneste