Gidsel hos en opera

Jeres anmelder sidder spændt og aner ikke, hvad han er spændt på. Hotel Pro Forma har været gode ved Universitetsavisen og givet den et sæde helt foran og lige i midten. Forestillingen finder sted i smukke rammer på Det Kongelige Teaters gamle scene.

For at begynde ved begyndelsen …

De første 10 minutter af I morgen om et år tager langsomt form ud af mørke og stilhed. Det er en nærmest bibelsk start – men snarere end at ankomme i et eksplosivt big bang, bliver elementerne her introduceret et for et, som små glimt ud af mørket.

Mørket er bygget op af ulmende bastoner, som gradvis bliver til rytmer. Lydbilledet begynder så småt at udvikle en egen logik.

Og så, 14 milliarder år efter begyndelsen, (men det føles hurtigere i salen), tager Darwin på en rejse med skibet, The Beagle. Første akt fokuserer på hans notesbøger fra rejsen. I teksterne analyserer Darwin det helt store og det mikroskopiske.

Forestillingen er hele tiden i balance mellem det menneskelige, det uforklarlige og det logiske og konkrete. Men selv det konkrete er følsomt beskrevet. Det afspejles i både dans, skuespil og lydbillede.

Kristina Wahlin (mezzosopran) går langsomt, er rank og stolt, og synger for det meste de fraser, der er tættest på Darwin’s noter. Lærke Winther (skuespiller/sanger) og Jonathan Johansson (sanger), er derimod enten vildt fægtende, i imitationer af dyr eller planter (som under et uddrag fra ‘The Power of Movemement in Plants’); eller rastløst vandrende, når de skrøbeligt synger om Darwins familie.

De tre sidder kun stille i gennemgangen af deres observationer, og selv da er de helt små bevælgelser interesserede og forundrede.

Skabelse i udvikling

Forestillingen er spækket med indtryk, og lige så snart det hele begynder at antage fast form, ændrer både lydbilledet og dansen sig. Fraser forløser sig, for kort efter at skifte toneart og gentage processen.

Alting er i konstant bevælgelse – de seks dansere lader sig inspirere af hinanden. Nogle danner flok, andre danser alene. Nogle falder fra, andre vender tilbage med nye variationer på deres dans.

Melodi og form dannes som Darwin’s ideer begynder at tage form, og resultaltet er ligeså meget i bevægelse, som det, der observeres. Det eneste, der er konstant, er, at intet er konstant.

To døgns simren

Hvor livet ofte er uforklarligt og forvirrende, går alting i The Knife og Hotel Pro Forma’s opera op i en højere, sanselig enhed. Det er forrygende vellykket, og man har meget at tænke igennem.

Så det tager to døgn at få anmeldelsen ned på papir, mens holdningerne skifter. Fra undren, over afsky til blind overgivelse og omfavnelse. På intet tidspunkt er Darwin og The Knife ude af sindet. Er der tale om en art Stockholm-syndrom?

Se forestillingen, hvis du kan skaffe en billet. Og så en gang til derhjemme.