Giv mig et rodnet, KU

Det er en råkold dag i starten af februar måned. Jeg er gennemblødt da jeg kommer ud på KUA. Klokken er kvart over ni, og min undervisning begynder nu. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal være.

For selv om det er mit fjerde semester på Historie, aner jeg ikke hvor lokale 24-4-7 ligger. Jeg kan regne ud, at det må ligge på KUA 1, og selv om jeg kommer fem minutter for sent, finder jeg lokalet.

En tøven får mig til at vente yderlige et par minutter, før jeg tør gå ind. Nyt semester betyder også nyt stamhold. I hvert fald for os, som læser historie. Og jeg har tjekket deltagerlisten på Absalon. Jeg kender ingen af dem, jeg nu skal gå på hold med.

Fremmed lokale, fremmed stamhold og fremmed underviser. Det er ikke, hvad jeg kalder indbydende. Men jeg mander mig op og går ind til Frankrig i det tyvende århundrede.

De første par undervisningsgange på mit nye fag med mit nye hold går rimelig okay. Jeg får ikke snakket med så mange af de andre, mest fordi de alle lader til at have teamet op med deres bedste venner fra de tidligere semestre. Men det går. Lige indtil vi skal danne grupper til at holde oplæg.

Følelsen af at blive valgt sidst i idræt i folkeskolen vælter ind over mig. I pausen, da grupperne skal dannes, forsøger jeg at samle alle mine ting sammen. Jeg skal bare hjem. Også må jeg jo finde ud af, hvordan jeg kommer til at holde oplægget alene i stedet for.

Febrilsk smider jeg både computer, bøger og kompendier i tasken og uden at have taget mit overtøj på stryger jeg ud mod elevatoren. Da jeg rammer udgangen fra KUA1, hører jeg svagt en stemme: »Går du allerede?« Det er en af de andre på mit hold. Selv om vi ikke har snakket sammen, kan jeg godt huske, at han heder Asger.

Jeg nikker lidt forvirret, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare. »Jeg havde ellers håbet, at vi skulle være i gruppe sammen,« siger han. Jeg taber mælet. Jeg blev valgt til, ikke fra.

Jeg tror, at det er mennesker som Asger, der mindsker frafaldet. Men jeg mener at det er universitets rolle at skabe rammerne for os, så vi kan møde hinanden.

Mine oplevelser med starten på fjerde semester, tror jeg, at mange studerende her på Københavns Universitet kan se sig selv i. Jeg var forberedt på at tage et semester som sololøber og så håbe, at det ikke blev for svært. Men det behøvede jeg ikke, fordi Asger gerne ville lære mig at kende. Og han tog initiativet. Men hvis ikke Asger havde været der, så ved jeg ikke, om jeg var startet på femte semester her til september.

Så tror jeg, at jeg var faldet fra. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af mit fag, rent fagligt. Men fordi det er hårdt, når man ikke har skabt et fast rodnet på sit universitet. Selv ikke efter halvandet år.

Københavns Universitet vil gerne gøre noget ved frafaldet. Metoden er at indføre et karakterrav på 6 (på HUM skal det være på 7). Mit gennemsnit fra gymnasiet er på 7,8.

Men jeg var altså ved at falde fra, på trods af det. Jeg var ved at falde fra, fordi seks timers undervisning om ugen ikke er nok til at lære de andre at kende. Fordi tilhørsforholdet til universitet ikke opstår af sig selv. Jeg tror, at vi skal styrke de sociale og faglige miljøer for at mindske frafaldet. Jeg tror, at det er mennesker som Asger, der mindsker frafaldet. Men jeg mener, at det er universitets rolle at skabe rammerne for os, så vi kan møde hinanden.

Studiegrupper, mere undervisning og fysiske rammer, der indbyder til gruppedannelse, er vejen frem. Hvis vi fik rammerne til at møde hinanden på studiet, så tror jeg også, vi kunne redde hinanden fra at falde.

Læs mere:

Når verden drejer rundt om mig

uni-avis@adm.ku.dk