Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Giv os vores hus!

SELVEJE - KU skruer op for charmen og retorikken for at få fingre i de bygninger, universitetet bor i. Men hvorfor vil en uddannelsesinstitution pludselig have alt bøvlet med at eje flere hundredtusind ramponerede kvadratmeter – og kan KU overhovedet finde ud af at være sin egen bygherre?

På toppen af August Krogh Instituttet ude ved Jagtvej satte Bygningsstyrelsen, som KU lejer 85 procent af sine bygninger hos, nogle ventilationsinstallationer oven på et næsten udslidt paptag, der nu ikke længere kunne lappes. Så begyndte det at regne ind.

»Vi prøvede at advare imod placeringen, og vi havde gjort Bygningsstyrelsen opmærksom på det nødlidende tagpaptag og behovet for adkomst for lapning, men det hjalp ikke,« siger vedligeholdelseschef på fakultetet Bertel Johansen.

Resultatet var alvorlig vandskade i nogle nyindrettede laboratorier, og i dag er hele huset dækket af et omfattende og hundedyrt stilladstag, mens man leder efter en permanent løsning.

»Nu har man været nødt til at bringe hele huset i tørvejr,« konstaterer Bertel Johansen.

Nye laboratorier i utæt bygning

For vedligeholdelseschefen er taget et udmærket eksempel på, hvorfor det giver bøvl, når universitet og dets udlejer har ansvar for hver sin del af bygningerne. Begge dele er jo statens ejendom, men KU skal stå for at holde indmaden ved lige, mens Bygningsstyrelsen har ansvaret for mure og tag – alt det ydre. Spørger man Bertel Johansen burde KU overtage ansvaret for det hele.

Han er ikke alene om synspunktet. Selveje er blevet KU-ledelsens hedeste drøm, og efter at have sendt først en ansøgning til ministeriet, der forblev ubesvaret, indtil rektor gav sig til at bombe dagspressen med læserbreve om, hvor vigtigt det er, at KU får ejerskab til bygninger for milliarder, fordi huslejen er urimelig og facader rundt om dratter ned på grund af Bygningsstyrelsens misrøgt, har uddannelsesministeren lovet at overveje sagen og give en melding i 2014.

»Der sker for mange fejl med den nuværende ordning,« siger Bertel Johansen. »Der er ikke noget galt med Bygningsstyrelsen i sig selv, men organiseringen af arbejdet med bygningerne er forkert. Der mangler sammenhæng mellem ansvar og kompetence.«

KU har ekspertisen

Vicedirektør Anders Boe Hauggaard-Nielsen er enig. Som leder af Campus Service, KU’s bygningsorganisation, er han et bindeled mellem KU og Bygningsstyrelsen, og han mener også, at bygningerne ville få en langt mere helhedsorienteret behandling, hvis staten gav ejerskabet til KU. Problemet er lange, tunge beslutningsgange – og, som altid, bevillinger.

»KU får cirka 30 millioner kroner om året til det udvendige vedligehold af bygningerne, men der mangler i øjeblikket 300 millioner kroner til at udbedre de kritiske skader,« siger Hauggaard-Nielsen. »Men fordi Riget fattes penge, og politiske hensyn overtrumfer faglige hensyn, får KU ikke penge nok til arbejdet, endskønt KU indbetaler til systemet.«

KU’s bidrag falder i form af en statsligt fastsat husleje, som i øjeblikket er 20 procent højere end den almindelige markedsleje for kontorbyggeri i hovedstaden, hvilket KU’s ledelse ofte og ivrigt pointerer. Til gengæld får universitetet dog betalt laboratorierenovering med penge indbetalt over samme husleje for cirka 700 millioner. Men også i denne transaktion er der kiks mellem Bygningsstyrelsen og KU.

Styrelsen mangler blik for forskernes behov, mener Anders Boe Hauggaard-Nielsen. Styrelsen arbejder med nogle idéer om standardlaboratorier, som indeholder vandrør, fordi folk i kitler jo har brug for rindende vand, så de kan skylle deres udstyr – med mindre de pågældende forskere arbejder med MR-scannere eller små elektroniske printplader, for så er vand i lokalet et meget stort problem. Den slags ved man, hvis man arbejder på KU, men ikke nødvendigvis, hvis man er embedsmand i en styrelse.

Dermed bliver bygningsproblemerne også et forskningsproblem, for Hauggaard-Nielsen mener ikke, at KU i øjeblikket er rustet til at tilbyde tilrejsende topforskere de rigtige faciliteter i det nødvendige tempo.

Bygningsstyrelsen har heller ikke haft så heldig en hånd med styringen af et af de senere års store byggerier, det nye KUA2 på Amager, der blev indviet midt i september med over et halvt års forsinkelse. En stor del af Det Humanistiske Fakultet skulle allerede i slutningen af 2012 være rykket ind i bygningerne, og flytteplanerne var da også så langt fremme, at mange forskere for længst havde pakket deres kontorer ned, inden Bygningsstyrelsen erkendte, at tidsplanen var skredet, så forskere og studerende måtte pakke ud igen. Regningen for besværet er ikke gjort op, men der er tale om et milliontab for KU.

Ifølge Anders Boe Hauggaard-Nielsen ville KU ikke have ladet problemet udvikle sig, som det gjorde, fordi alarmklokkerne allerede havde ringet på hans kontor.

»Jeg kan sige skråsikkert, at vi havde gjort det bedre, fordi KU faktisk reagerede og flere gange i løbet af efteråret 2012 spurgte Bygningsstyrelsen, om man nu også var sikker på, at tidsplanen ville holde,« siger han.

Pistolen peger på de rigtige med selveje

Da KU ikke ejer bygningerne, ved ingen i praksis, om KU nu også ville være en bedre bygherre end Bygningsstyrelsen, men der findes universiteter i Danmark, som ejer størsteparten af deres bygninger selv. Et af dem er DTU.

»Prøv at gå en tur på DTU’s campus i Lyngby,« foreslår Anders Boe Hauggaard-Nielsen. »De har været i stand til at lave en helhedsorienteret planlægning af campus i et årti, så du oplever noget helt andet derude kvalitetsmæssigt.«
Det mener DTU’s direktør Claus Nielsen også. Han er glad for sit store råderum til at planlægge, hvad der skal bygges og renoveres på DTU.

»Det er en helhedsvurdering, hvad der skal til for at sikre campus,« siger Claus Nielsen.

DTU har fx investeret et trecifret millionbeløb i et centralt køleanlæg til sine bygninger i Lyngby. »Det er den slags dispositioner, man kan tage inden for selvejets rammer, ligesom investeringer hurtigt kan tilpasses de behov, som forskningsområderne har,« siger Claus Nielsen.

Han siger også, at DTU får mere for pengene, end KU gør. DTU optog i 2011 lån for cirka en halv milliard kroner i sin bygningsmasse. Den langsigtede årlige rente på de lån er tre procent, mens finansiering af bygninger betalt over husleje til staten koster mellem fem og seks procent.

Claus Nielsen mener også, at ansvaret for bygningerne bliver enkelt at placere, når universitetet selv ejer dem, og det er sundt.

»Hvis det går galt med et byggeri på DTU, så peger pistolen på mig,« siger Claus Nielsen, »mens en ekstern statslig bygherre vil være tilbøjelig til at benytte og gardere sig med mange eksterne rådgivere, med deraf ekstra omkostninger til følge, som i sidste instans falder tilbage på universiteterne.«

DTU lejer dog også, efter en fusion med en række sektorforskningsinstitutioner i 2008, mellem en tredjedel og en fjerdedel af sine bygninger hos staten, og med de dele har Claus Nielsen problemer i stil med dem, der omtales på KU.

»Når der er huller i taget, eller kloakkerne løber over, så renoveres det ikke,« siger Claus Nielsen, som har været med til at bygge kloakanlæg for 100 millioner kroner på den del af DTU, som universitetet selv ejer. »Jeg ved ikke, om det er fordi, det kun regner i Lyngby Taarbæk Kommune,« bemærker Claus Nielsen tørt.

KU forsømte at komme med på selvejevognen

Der er historiske grunde til, at DTU ejer bygninger, mens KU bor til leje. I begyndelsen af nullerne ønskede en ung, ivrig VK-regering ellers at udbrede selveje overalt, og temaet blev drøftet heftigt på KU. Sammen med bygningerne fulgte nemlig et krav om, at universiteterne fik professionelle bestyrelser og ledelser med inspiration fra erhvervslivet. DTU takkede ja til den pakke, og fik selveje; KU gjorde ikke.

»Selveje var ikke noget, man var indstillet på at takke ja til på det tidspunkt,« erindrer daværende rektor Linda Nielsen, men KU var også optaget af andre temaer.

»Drøftelserne gik mere på, hvilke bygninger KU selv ejede og derfor ikke skulle betale husleje for, og hvilke beløb man skulle betale i husleje,« siger hun.

I øvrigt havde nogen glemt at tage højde for, at DTU som selvejer skulle afskrive bygninger på en anden måde end hidtil, hvilket kostede staten 160 millioner, og var med til at lægge selveje-dagsordenen i politisk køleskab.

Frygten for, at KU kunne komme økonomisk i knibe er en årsag til, at Finansministeriet tøver med at flytte bygningerne – som er adskillige milliarder værd – fra styrelsens offentlige cigarkasse over i KU’s.

Skal KU kunne alt?

Hvilke andre gode grunde er der til at beholde bygningerne, hvor de er? Bygningsstyrelsen er svær at spørge, for styrelser tager ikke stilling til politiske emner. Så hvis man tror, at Bygningsstyrelsen ville være ked af at miste de 20 procent af dens ejendomsportefølje, som KU udgør, må man spekulere for egen regning.

Direktør i Bygningsstyrelsen Carsten Jarlov vil dog gerne forklare, hvad det er, styrelsen, der er Danmarks største offentlige bygherre, kan. Med 14 igangværende projekter til hver over 100 millioner kroner, cirka 70 til mellem ti og 100 millioner og et væld af mindre, råder styrelsen over mange slags ekspertise, fx projektledere med forstand på byggeri og jurister med forstand på udbud, byggekontrakter, EU-regler og håndtering af klagesager.

»Det giver simpel råstyrke, såvel som synergi- og stordriftsfordele,« siger Carsten Jarlov. »Alternativet er en række mindre bygherreorganisationer, der skal kunne håndtere samme udfordringer.«

Carsten Jarlov påpeger, at KU som selvejende risikerer at investere i en masse ny kompetenceopbygning, som man måske ikke får brug for i fremtiden.

»Lige nu bygges der meget, men det er ikke sikkert, at det fortsætter i samme leje,« siger Carsten Jarlov.

Det afviser KU’s direktør Jørgen Honoré. »Det er rigtigt, at KU vil få brug for i størrelsesordenen ti medarbejdere, hvoraf halvdelen skal være specialiserede byggeprojektledere og resten skal være specialister i laboratoriebyggeri, men kompetencerne i fx udbudsregler har KU allerede,« siger han.

Desuden, siger Jørgen Honoré, har KU byggeprojekter, der rækker I hvert fald fem år frem og perspektivplaner for de næste fem. Så KU’s byggefolk vil få rigeligt at bestille.

Talkrig

Dertil kommer, at Bygningsstyrelsen efter KU’s vurdering har forsømt sin vedligeholdelsesopgave på universitetet.

»Der er et efterslæb på to milliarder kroner til bygningsvedligehold, altså penge, som skulle være brugt,« siger Jørgen Honoré med henvisning til en synsrapport, som KU og Bygningsstyrelsen i fællesskab har fået udarbejdet. »Det ville KU have gjort bedre.«

Det er dog retfærdigvis kun 800 millioner af de to milliarder, som er udvendigt vedligehold, og dermed Bygningsstyrelsens hovedpine. Og ’kun’ 300 millioner er kritiske skader – som facaden på Datalogi, der truer med at falde ned i hovedet på folk. Det er blot svært for KU at komme i gang med den indre vedligeholdelse, hvis det fx regner ind fra et utæt paptag.

Bygningsstyrelsen udlægger regnestykket anderledes:

»Vores seneste eftersynsrapport viste et behov – ikke et efterslæb – på godt 800 millioner kroner til ydre vedligehold over de næste ti år. Bruger man de penge, er man pænt med,« siger direktør Carsten Jarlov.

Han er også villig til at gøre beslutningsgangene om byggesager mere smidige.

»Bygningsstyrelsen tilrettelægger ikke, hvordan KU arbejder. Der er en kæde, der hedder forsker – institut – fakultet – Campus Service – Bygningsstyrelsen,« siger han, »men hvis KU vil have en anden proces, der bringer os tæt på fakulteterne, så vil vi meget gerne det,« siger han.

Carsten Jarlov tillader sig også at spørge, om KU som selvejer ville være bedre til at passe på sine bygninger, end Bygningsstyrelsen er.

»Der er en tendens til, at organisationer med ansvar for bygningsdrift prioriterer deres kerneaktiviteter – i KU’s tilfælde forskning og uddannelse – højere end bygningernes tilstand,« siger han med henvisning til en rapport fra Rigsrevisionen, der påpegede netop denne tendens.

Det er også tænkeligt, at en del af vedligeholdelsen på KU skyldes, at man historisk ikke har puslet så meget om de fine bygninger, som en nænsom villaejer ville have gjort. Mange, der har studeret på KU, også før Bygningsstyrelsen fik ansvaret, vil nok kunne huske deres portion ramponerede auditorier og
linoleum, der skallede.

Carsten Jarlov undrer sig også over, at KU, når problemerne er så akutte, har undladt at hæve henved 100 millioner kroner til bygningsrenovering, som ellers er bevilget og ligger klar på en konto i styrelsen.

Hvis er aben?

Til gengæld er Carsten Jarlov enig med KU i, at det er forskernes behov, der skal diktere, hvordan man indretter laboratorier.

»Når det kommer til, hvad laboratorier skal kunne, skal det følge forskernes behov, som kun de kan definere.

»Det er så op til KU at beslutte, hvad man er villig til at betale i husleje,« siger han.
Ikke mere i hvert fald. KU er træt af Bygningsstyrelsens høje husleje. »Hvis mekanismen fungerede rigtigt, ville lejen falde, i takt med at bygningernes funktionalitet blev ringere som følge af almindelig slid,« siger KU-direktør Jørgen Honoré.

Han er dog ikke klar til at opsige kontrakten med staten og finde KU et nedlagt hovedsæde for en mobiltelefonigigant, sådan som Aalborg Universitet gjorde for nylig.

KU er nemlig bundet af et aktstykke, der siger, at universitetet skal ligge på fire campusområder i hovedstaden, så man kan ikke bare flytte hele butikken til forstæderne og spare på lejen.

I det hele taget er KU’s bygninger på alle måder utrolig besværlige. Hvorfor vil nogen dog overhovedet have dem?

Når taget lækker på August Krogh-bygningen får Bygningsstyrelsen skylden. Når KUA2 bliver forsinket i månedsvis med omkostninger i millionklassen, er det også styrelsen, der får aben. Hvorfor vil KU’s ledelse overtage det ansvar?

»Fordi vi kan skabe en tættere relation mellem bygningen og den forskning, der foregår i den,« siger Jørgen Honoré.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste