Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Univalg — Demokratiet lider på KU. Både det demokrati, der foregår på selve universitetet, og de studerendes mulighed for at engagere sig demokratisk uden for studiet. Det vil Studerende For Mangfoldighed lave om på.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Der er noget grundlæggende galt med, hvordan studenterpolitik fungerer på Københavns Universitet. Nogle foreninger får institutionelle fordele, som gør det umuligt at konkurrere på lige vilkår.
For eksempel fremhæver KU på plakater og officielle KU-materialer Studenterrådet med sloganet »Hvis du vil have en stemme« – som om de repræsenterer alle studerende, og som om vejen til indflydelse kun går gennem Studenterrådet. Men det gør den ikke. Det er et problem for demokratiet på universitetet, når én liste bliver fremstillet som ‘de rigtige studerende’, mens andre holdes udenfor.
KU skal ikke vælge side i studenterpolitikken. Hvis universitetet virkelig mener, at de studerende skal engagere sig demokratisk, må det starte med at sikre, at alle har samme muligheder for at blive hørt.
Det er derfor, vi i Studerende For Mangfoldighed stiller op til univalget: Fordi vi vil ændre netop det. Vi vil have et universitet, hvor mangfoldighed og nytænkning ikke bare er ord i en strategi, men faktisk bliver praktiseret. Også i studenterpolitikken.
Og når vi taler om mangfoldighed, så handler det ikke kun om hvem vi er, men også om hvordan vi lærer. I dag er det alt for svært at tage fag på tværs af fakulteter. Man skal igennem bunker af administrative forhindringer, og mange opgiver simpelthen undervejs.
Det er ærgerligt, for fremtidens udfordringer kræver, at vi kan tænke på tværs. Klima, teknologi, politik, sundhed. Alt hænger sammen. Alligevel er KU stadig bygget op i siloer, hvor det kræver nærmest bureaukratisk heltemod at følge et fag uden for ens eget fakultet.
Det vil vi lave om på. Det skal være let at tage fag på tværs, fordi det er sådan, vi lærer at samarbejde, udfordre os selv og se verden i helheder i stedet for i ‘fakultetsbokse’.
Vi vil også kæmpe for noget så basalt som frihed til at deltage i demokratiet. Hvert år må studerende vælge mellem at tage til Folkemødet i Allinge eller blive hjemme og skrive eksamen, fordi KU lægger eksamener oven i Folkemødet. Det er absurd.
Hvert år må studerende vælge mellem at tage til Folkemødet i Allinge eller blive hjemme og skrive eksamen
Studerende skal ikke straffes for at engagere sig demokratisk: De skal opmuntres til det. Vi foreslår, at universitetet skal sikre eksamensfri i Folkemødeugen, på samme måde som man tager hensyn til helligdage. Hvis vi vil have unge, der tager ansvar for samfundet, skal vi også give dem mulighed for at deltage i det.
Vi stiller op, fordi vi ønsker et universitet, hvor demokratiet fungerer, hvor tværfagligheden blomstrer, og hvor engagement ikke mødes med bureaukrati og særbehandling. KU skal være et sted, hvor man lærer at tænke frit og handle ansvarligt. Ikke et sted, hvor systemet favoriserer nogle få og kvæler resten i papirarbejde.
Stem Studerende For Mangfoldighed – for et mere åbent, retfærdigt og levende universitet.