Fredag den 25. maj forvandles den ellers så rolige Universitetspark ved Nørre Campus til en regulær festivalplads, når 15.000 af KU’s studerende og ansatte strømmer til for at spise, drikke og danse de forestående eksaminer og deadlines væk til KU’s største begivenhed – Forårsfestivalen. Igen i år disker festivalen op med et imponerende musikprogram, der blander det nye med det gamle og det rolige med det rockede.

»Da jeg så ‘KU’ på spilleplanen, troede jeg et øjeblik, at det var Konservativ Ungdom«

Guitarist Mikkel Dyrehave

Og rock er lige præcis hvad bandet Go Go Berlin er kendt for at servere. Bandet, der er en del af årets lineup, har ry for at være et af de mest intense livebands på den danske scene, og deres koncerter efterlader som regel publikum badet i sved og med ømme dansefødder. Uniavisen har mødt de fire bandmedlemmer forud for forårsfestivalen, for at finde ud af om vi kunne friste med en studieplads på KU.

»Da jeg så ‘KU’ på spilleplanen, troede jeg et øjeblik, at det var Konservativ Ungdom,« indrømmer bandets guitarist Mikkel Dyrehave og høster grin fra de andre bandmedlemmer.

Han er flankeret af vokalist Christian Vium på den ene side og Anders Søndergaard der orkestrerer bandets keys og synthesizer, på den anden. Over for sidder trommeslager Christoffer Østergaard.

»Hvor mange kommer der? Kommer de alle sammen og ser os, tror du?« spørger Christian Vium. Inden jeg kan nå at svare, lyder det skråsikkert fra Mikkel Dyrehave:

»Ja!«

Selv om ingen af bandets medlemmer før har stiftet bekendtskab med KU eller Forårsfestivalen, lader det ikke til at røre dem det mindste at skulle spille på ukendt territorium.

»Det er fedt, det er faktisk virkelig fedt. Du kan aldrig vide, hvordan en koncert kommer til at gå. Du kan stå bag hegnet 30 sekunder før du går på scenen, kigge ud og synes, at publikum ser virkelig døde ud, men det øjeblik, du så står på scenen, begynder alle at skrige. Vi har altid bare forsøgt at go with the flow og jamme på scenen. Altså prøve at spille de numre, som vi og publikum lige er i humør til,« siger Christian Vium.

»Ja, nogle gange får man meget at vide før en koncert og danner sig et billede på forhånd. Hvis man så skal ændre alle sine forventninger når man står der, kan det være ret hårdt,« supplerer Mikkel Dyrehave.

»Det (Forårsfestivalen, red.) virker lidt som Danmarks største fredagsbar?« indskyder trommeslager Christoffer Østergaard.

»Vi kommer til fredagsbarer! På den måde er vi vel med i universitetslivet. Vi kommer til deres fester, for dét kan de i hvert fald finde ud af. Vi har også spillet til en del af sådan nogle store campusfester i Tyskland,« siger Christian Vium.

»Vi har også spillet til medicinernes 69-timers bar i København. Det var sindssygt, tænk at det er dem der skal operere i én senere i livet,« tilføjer Christoffer Østergaard.

Cand.scient.troubadour.

Om det var rockstjernedrømmen (og damerne) eller den rendyrkede kærlighed til musikken, der ledte de fire jyder på sporet af musikken som karrierevej, har de svært ved at svare på – selv om det sandsynligvis har været en blanding. Som guitarist Mikkel Dyrehave med et smørret smil siger:

»Lidt i kolonne A, lidt i kolonne B …«

Ingen af de fire bandmedlemmer har givet sig i kast med en videregående uddannelse ved siden af karrieren som musiker. Og det lyder heller ikke som om nogen af dem har planer om at give det et skud.

»Nej,« kommer det prompte fra Anders Søndergaard, da Uniavisen spørger om vi ikke kan friste med en uddannelse i biokemi eller statskundskab.

»Jeg synes jo det er svært, og jeg har tit – ikke tit, men nogle gange – tænkt over det. Man bliver jo ofte spurgt hvad man ville lave, hvis man ikke skulle lave musik. Folk ser det jo ikke som en ting man kan gøre i lang tid – ‘det kan du ikke lave hele dit liv, det er jo bare fjol’, lyder en indstilling, man møder. Men jeg synes bare ikke, at jeg kan finde noget som lyder spændende hele vejen igennem. Når man begynder at undersøge uddannelserne, så er det måske kun 20 procent, der lyder virkelig spændende og resten lyder som … som om det ikke er det jeg vil,« siger Anders Søndergaard og henvender sig til bandets forsanger Christian Vium:

»Du sagde også, at du havde siddet og undersøgt et eller andet om en film- og musiklinje?«

»Ja, men altså, man har jo ikke noget svar på hvad man skulle lave, hvis vi ikke skulle lave musik. Forhåbentlig er der en grund til, at du laver det du gør, nemlig at du ikke kan lade være. Det er det samme med musikken. Der er ikke noget studie, der har tiltalt mig mere end musik,« svarer Christian Vium.

Flere af bandets medlemmer er dog meget enige om, at en SU ville have gjort en stor forskel for starten på deres musikalske virke og muligheder.

»Jeg synes det kan være lidt vildt at mærke den måde, hvorpå nogle studerende kan være lidt … ej, nu skal jeg passe på hvad jeg siger,« kommer det fra Christian Vium.

 Der er rigtig mange der har det rigtig hårdt over hvor lidt SU, de synes de får, og det synes jeg er flabet.

Christian Vium

»Jo, de skal bare holde deres kæft, skal de,« siger Anders Søndergaard resolut og høster grin fra hele bordet.

»Jeg har jo en klar holdning, jeg ved bare ikke om jeg skal sidde og sige det sådan her. Der er rigtig mange, der har det rigtig hårdt over hvor lidt SU, de synes de får, og det synes jeg er flabet. Jeg skal ikke sidde og gøre mig uvenner med nogen, og måske skal vi bare slette det her, men lad mig sige det sådan, at det fandme også er hårdt at stå på egne ben og bygge sin business op fra bunden,« siger Christian Vium tøvende, inden han afslutter:

»Jeg vil bare sige, at det er vigtigt at man ikke tager SU’en for givet! Det er det smukkeste ved det danske system. Det må man fandme ikke være forkælet over.«

»Christian. Måske skal du bare holde dig fra det,« siger Mikkel Dyrehave.

»Ja, hvis folk skal komme til koncerten, håber jeg ikke det her kommer ud inden,« driller Anders Søndergaard.

Undervisning on the road

De fire jyske drenge, der i dag udgør Go Go Berlin, havde på kryds og tværs stiftet bekendtskab med hinanden siden efterskoletiden, men det tog et højskoleophold i Silkeborg og en brandert på den lokale bar, før Go Go Berlin, mere eller mindre af nød, blev til et band.

»Vi gik på sådan en klassisk højskole-musiklinje. Der er 20 mennesker, og så får du en koklokke en gang imellem,« starter trommeslager Christoffer Østergaard ud, men bliver hurtigt afbrudt af  guitarist Mikkel Dyrehave.

»Det gør du stadig nogle gange,« siger han og klukker veltilfreds.

»Og så var vi i byen på Escobar i Silkeborg,« fortsætter Christoffer Østergaard:

»Christian (Vium, forsanger red.) og jeg havde spillet der med et tidligere band, så jeg kendte hende, der stod for booking. Jeg spurgte hvornår jeg kunne spille igen og fik at vide, at de havde en plads om to uger –  og den sagde jeg ja til. Der var bare lige det, at jeg ikke havde noget band. Det var ligesom os der var i byen, og der var jo gratis øl i det, så vi tænkte ‘Jo, det kan vi da godt klare’.«

Det var meningen, at Go Go Berlin skulle være et The Doors coverband, men næsten, uforvarende endte drengene med at skrive fem sange, inden den allerførste Go Go Berlin koncert på Escobar i Silkeborg. De fem sange skulle gøre det ud for en times koncert.

»Det var meget, meget langhåret. Men det var egentlig fedt nok, og vi spillede fedt, og vi kunne mærke, at her var et eller andet,« fortæller Christoffer Østergaard.

Det kunne højskolen også mærke, og det unge band blev tilbudt et halvt års ekstra ophold, så de kunne arbejde intensivt med deres musik på en særlig ‘Go Go Berlin-linje’, som Østergaard kalder det. Men selv om det ikke blev til nogen klassisk uddannelse for medlemmerne i Go Go Berlin, betyder det langtfra, at de ikke er blevet ordentligt skolet:

Vi er alle sammen direktører i vores eget firma – bogstavelig talt.

Guitarist Mikkel Dyrehave

»Jeg tror, at vi fra starten af havde vi en oplevelse af, at ‘hey, vi er ret gode til det her’. Vi spillede til festerne på vores højskole og fandt hurtigt ud af, at vi elskede at spille live og blev ret selvsikre i det. Når du føler, at det bare bliver federe og federe at spille bliver the sky også the limit. Det har altid været planen at drive det til det største – andet ville være åndssvagt,« siger Christian Vium.

»Der er jo alle mulige forskellige hatte i det. Vi er alle sammen direktører i vores eget firma – bogstavelig talt. Der er den skabende del, hvor man skal lave noget musik og den udøvende del, hvor man skal ud og spille. Vi kan faktisk rigtig rigtig rigtig mange ting efter det her,« uddyber Mikkel Dyrehave.

»Du runner jo en business og er direktør for et firma, som tjener ret mange penge i en festivalsæson. Der er mange hårde beslutninger, der skal tages. Vi kører 100 procents demokrati, men det betyder også, at mange beslutninger tager virkelig lang tid. Man får en enorm selvstændighed, når man står på egne ben og er ansvarlig for, at folk får løn. Det giver hår på brystet,« siger Christian Vium.

Den nye lyd: en fugl i ingenmandsland

Når Go Go Berlin dukker op på KU’s Forårsfestival er det med en setliste fuld af nye og uudgivede numre fra deres kommende 3. album, de i øjeblikket lægger sidste hånd på. Bandet har beskrevet deres nye lyd som både mørkere og mere elektronisk end den klassiske rock, man før har hørt fra dem.

»Det sjove ved det nye Go Go er, at vi kredser genremæssigt omkring et sted, hvor vi faktisk altid har ligget i vores hoveder. Vi har spillet meget klassisk rock, men vi har altid lyttet til MGMT og sådan det lidt mere alternative og elektroniske. I vores opfattelse har vi ligget i et eller andet ingenmandsland mellem de to punkter. Men nu gør vi det også musikalsk. Det nye Go Go Berlin er meget mere 2019 end 2018 på den måde,« siger Christian Vium og en af de andre indskyder »eller 2020 ville nogen sige«.

»Der er ikke noget med at skulle vælge grøft og absolut skulle være klassisk rock. Altså man tør sige ‘det kan godt være, at jeg ikke passer nogle steder, men jeg er mig selv, og jeg er en fugl der flyver herude i ingenmandsland’,« afslutter Christian Vium.

Inden KU’s ansatte og studerende stimler sammen til Go Go Berlins koncert, anbefaler bandet, at man giver Kanye Wests nye nummer Lift yourself et lyt. Få øjeblikke før jeg hilser af med bandet begynder guitarist Mikkel Dyrehave stille, næsten som underlægningsmusik til dét at være en ener at recitere fra samme nummer:

»Skipe de bob, scoope de poop, pippe de pip, pop det de wup scoop.«