God skovrejsning kræver dygtige skovfogeder

Det er, som om regeringen har omdannet sig selv til et stort modehus på det grønne område. Her finder man fast fashion-designere, der skynder sig at spytte hurtige idéer ud, der dog lige så hurtigt bliver forældede. Man finder genbrugsentusiaster, der vil sælge gamle idéer i ny indpakning. Man finder kødkjolebærere, der tænker visionært, men får skabt noget, som ingen vil gå i.

I en blanding af alle tre kategorier fik vi sidste år en ny frontfigur på catwalken: Ministeriet for Grøn Trepart. Ministeriet skal stå for den grønne arealomlægning af Danmark og rejse 250.000 hektar skov. Men alt imens de mange designere har siddet og stylet lækre reformskitser fyldt med grønne buzzwords, har de glemt én essentiel ting: De ved ikke, hvem der bliver uddannet til at varetage opgaverne med naturforvaltning og skovbrug.

Grøn trepart uden grønne praktikere

For nylig præsenterede uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) en ny reform af professionsuddannelserne. Alle partier undtagen De Radikale stod bag aftalen, som indebærer, at 15 ECTS-point – det vil sige tre måneder – skal fjernes fra en række professionsuddannelser. Heriblandt professionsuddannelsen til skov- og landskabsingeniør, som jeg læser på.

Tilbage står vi med en plan for dansk skovrejsning, der minder om at ville samle et IKEA-møbel uden skruer

Lignende uddannelser som bygningskonstruktør, diplomingeniør og de maritime uddannelser bevares i deres nuværende længde. Men lige præcis ingeniører inden for skov og landskab – praktikerne inden for den massive arealomlægning, vi står over for – kan åbenbart godt skæres.

Dertil kommer, at hverken fagfolk fra skovbranchen eller repræsentanter fra Skovskolen til at deltage i implementeringen af reformen. Det er meget uheldigt, for professionsuddannelsen til skov- og landskabsingeniør er i forvejen så intensiv, at en yderligere intensivering kun kan lede til forringelse af uddannelsens kvalitet – navnlig, hvis vi ikke selv får indflydelse undervejs.

Den grønne trepartsaftale kan ikke implementeres uden grønne praktikere. Derfor virker det hovedløst at skære i netop den akademiske professionsuddannelse, der nærmest er skræddersyet til regeringens grønne ambitioner.

Engang var skovfoged en nobel titel

Hvorfor er netop min uddannelse ikke blandt de højest prioriterede i en tid, hvor ønsket om at skabe mere skov er så udtalt, og hvor så mange studerende gerne vil læse på uddannelsen? Den er ikke engang omfattet af aftalens stigning i regionale taxameterpenge til trods for, at uddannelsen ligger langt fra de store byer – fordi den på papiret hører under Københavns Universitet.

Engang var det at uddanne sig til skovfoged, som jeg bliver, en nobel og vigtig titel. I 1786 gik man i gang med at genrejse Danmarks skove, som dengang kun dækkede 4 procent af landet – imod de godt 15 procent, som de dækker i dag, og som skal blive til meget mere. Alligevel må jeg konstatere, at den uddannelse, der skal sørge for det, er blevet glemt – både af Københavns Universitet og af politikerne – til trods for, at grønne praktikere netop er det, vi har allermest brug for.

Tilbage står vi med en plan for dansk skovrejsning, der minder om at ville samle et IKEA-møbel uden skruer. Københavns Universitets uddannelse til Skov- & Landskabsingeniør kræver ikke flere tomme buzzwords eller besparelser. Den kræver faglighed, handling og investering til de studerende, der skal føre de grønne ambitioner ud i virkeligheden.