Golfspilleren, der blev DNA-forsker

Julien Duxin brugte en stor del af sommeren på at bide negle.

Han havde allerede nailet den første test, jobsamtalen, som sikrede ham stillingen som laboratorieleder på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research på Københavns Universitet.

Men i juni, en måned før han skulle hive teltpælene op og flytte over Atlanten, havde han været kaldt til en samtale i Bruxelles, som var lige så vigtig for hans fremtid. På spil var 10 millioner kroner – det beløb, han kunne få fra the European Research Council (ERC) til sit kommende forskningsprojekt i København, DPC-REPAIR.
Projektet skal undersøge de molekylære mekanismer bag reparation af dna-læsioner, kaldet dna-protein krydsbindinger. Man mistænker de læsioner for at kunne forårsage for tidlig aldring og kræft, og et ERC Starting Grant ville give Julien et godt rygstød i etableringen af et laboratorium på Panum Instituttet.

»Om jeg var nervøs? Ja!« siger Julien Duxin siddende sikkert – og med 10 trygge ERC-millioner på forskningskontoen – på sit nye kontor i Center for Protein Research på Panum Instituttet.

»Men jeg havde en god fornemmelse i maven, da jeg forlod samtalen i Bruxelles, for jeg havde forberedt mig grundigt og gjort det maksimale.«

»Som det også er i sport, er der selvfølgelig talent involveret i forskning, men 99 procent af det er hårdt arbejde«

Som enhver universitetsuddannet har Julien Duxin en vis rutine i at klare pressede eksamenssituationer. Og så har han noget ekstra, en fortid som elitesportsmand.

»De nerver, man har før en stor præsentation eller et forsvar – det er samme følelse, jeg havde før en stor turnering. Så at håndtere presset er næsten det samme. Og som det også er i sport, er der selvfølgelig talent involveret i forskning, men 99 procent af det er hårdt arbejde.«

Læs mere:

KU løber med årets ERC-forskningsmillioner

Sportsmanden

Julien Duxin blev, efter eget udsagn, »født med en tennisketsjer i hånden«. Hans far var træner i det franske tennisforbund, og hans mor, Fiorella Bonicelli, havde vundet French Open i double to gange i midten af 70’erne. Forældrene var enige om, at deres knægt ikke skulle paces ind i en tenniskarriere, så de protesterede ikke, da han – i en alder af 10 og med en klar fornemmelse af, at tennistalentet ikke var gået i arv – skiftede ketsjeren ud med en golfkølle.

»Jeg rejste til USA, fordi det er det eneste sted, du kan få en universitetsuddannelse ved at dyrke sport«

Han klarede sig glimrende i skolen i de matematiske fag – mindre godt i de sproglige, hvilket han selv delvist tilskriver sprogforvirringen ved at vokse op i Sydfrankrig med en spansktalende mor fra Uruguay. Men Julien Duxins liv handlede hovedsageligt om en ting: Golf.

Han spillede golf, da han var 14, og hele familien flyttede til Montevideo i morens fødeland. Og golf var den direkte årsag til, at han fem år senere fik mulighed for at tage til USA og gå på college.

»Jeg rejste til USA, fordi det er det eneste sted, du kan få en universitetsuddannelse ved at dyrke sport. I Frankrig ser man ned på atleter. I USA kunne jeg få betalt min uddannelse på Missouri State University med et golflegat.«

Manden, der gjorde forskellen

For anden gang flyttede Julien Duxin til et nyt liv på et nyt kontinent. Han fløj til Chicago og var på vej over i et lokalt rutefly, da han fandt ud af, at hans mor havde booket billet til Springfield, Illinois – og ikke Springfield, Missouri, hvor kollegieværelset ventede på ham.

På plads i den rigtige Springfield mødte han en mand, som fik balancen til at tippe væk fra golfen og over mod akademia.

»Det var min underviser i organisk kemi, der satte det hele i gang. Han var et geni. Han gik altid ind i auditoriet uden PowerPoints, bare med et stykke kridt, og en time senere havde han fyldt tavlen med en brillant, stimulerende forelæsning.«

»Jeg arbejdede på et tidspunkt i et organisk kemilaboratorium, og jeg hadede det. Jeg var usikker på, hvad jeg miksede sammen, og om det ville eksplodere i mit ansigt«

Julien Duxin var efterhånden klar over, at hans – ellers betragtelige – golftalent ikke var i en klasse, hvor han ville kunne regne med at leve af det. Og med sin nyfundne akademiske interesse kastede han sig ind i kemiske eksperimenter og praktikforløb.

Det var ikke alt, der var fantastisk:

»Jeg arbejdede på et tidspunkt i et organisk kemilaboratorium, og jeg hadede det. Jeg var usikker på, hvad jeg miksede sammen, og om det ville eksplodere i mit ansigt. Jeg kunne lide teorien, ikke det praktiske aspekt.«

I stedet vendte Julien opmærksomheden mod den molekylære biokemi, hvor han bedre kunne lide laboratoriearbejdet. Og det var her, han fik et gennembrud.

Gennembruddet

Julien Duxin læste sin ph.d. på Washington University in St. Louis. I begyndelsen studerede han telomerer, kromosomernes ender, der for almindeligt dødelige kan sammenlignes med de små plastikdimser for enden af snørebånd. Mere specifikt efterforskede han et protein, dna2, der muligvis deltog i vedligeholdelsen af kromosomenderne.

»Men efter tre års forskning havde jeg absolut ingenting. Så jeg måtte tage en beslutning. Jeg overbeviste min forskningsleder om, at vi skulle følge proteinet og finde ud af, hvilken funktion det havde.«

Og så begyndte Julien Duxin at få resultater:

»Dna2 var mest kendt for sin rolle replikation i kernen. Men vi viste, at det samtidig spiller en rolle i vedligeholdelsen af mitokondriers dna.«

Mitokondrier er kendt som ’cellernes kraftværker’. Ifølge Julien Duxin var opdagelsen måske ikke ligefrem øjenåbnende inden for forskningsområdet, men det var en personlig succes, og den åbnede vejen for en stilling som postdoc på Harvard University.

»Jeg overbeviste min forskningsleder om, at vi skulle følge proteinet og finde ud af, hvilken funktion det havde«

Her studerede Julien Duxin dna-proteinkrydsbindinger, ødelagte dna-strukturer, som opstår på grund af fx påvirkninger fra miljøet eller kemoterapi, og er under mistanke for at forårsage for tidlig aldring og kræft hos mennesker. Hvis – og det er et meget stort hvis – det lykkes at identificere de proteiner, der reparerer læsionerne, vil farmacien kunne begynde at fremstille ’hæmmere’, der kan bruges klinisk i behandlingen af sygdomme som fx cancer.

Det er det arbejde, Julien Duxin nu skal fortsætte i København.

Derfor tog han til Danmark

»Det var aldrig meningen, jeg skulle blive på Harvard,« svarer Julien Duxin på spørgsmålet om, hvorfor han søgte væk fra det prestigefyldte universitet.

»Fra det øjeblik jeg begyndte på min postdoc var jeg på udkig efter steder, hvor jeg kunne fortsætte min akademiske karriere.«

»Vi havde aldrig tænkt på Danmark før, men jeg var kiggede både efter gode laboratorier og et godt sted at stifte familie«

Spørgsmålet var, hvor det skulle være. Julien var blevet gift med Maria og havde sønnen Felix på to.

»Vi havde aldrig tænkt på Danmark før, men jeg var kiggede både efter gode laboratorier og et godt sted at stifte familie. På mit felt er København kendt som en kæmpe hub inden for genomisk instabilitet, så da jeg så, der var mulighed for at starte et laboratorie dér, sprang jeg til.«

Og nu er han her. I et nyt land, hvor han ikke taler sproget, for tredje gang. Han har fået 10 millioner som sikrer hans arbejde – og gør, at han kan begynde at rekruttere.
Han ved ikke, hvad han finder ud af. Eller hvor længe han bliver.

»Jeg er flyttet hvert femte år, siden jeg var 15. En del af mig ønsker, at jeg kunne slå mig ned her, men nu må vi se… Jeg bryder mig ikke om at lægge langsigtede fremtidsplaner. Men nu ved jeg, hvad jeg har lyst til at arbejde med.«

De næste fem år kan Julien Duxin arbejde med lige præcis det, han har lyst til – og EU-bevillingen giver ham en frihed, han ikke har haft før:

»Det er en fantastisk mulighed at få lov at starte et laboratorium og hyre folk. Men jeg har det også mærkeligt omkring det her sted i min karriere: Jeg plejede at være ham, der stod i laboratoriet og forskede for andre. Nu skal jeg styre laboratoriet. Jeg ved ikke, om jeg vil være god til det. Det er en test: Kan jeg lede folk?«

dennis.christiansen@adm.ku.dk