Grønlandske gøgeliljer og galopperende gletschere - 100 år på Qeqertarsuaq

Det er ikke hver dag man nikker anerkendende til en skjoldlus.
Men når tre forskere og en skolelærer har kastet sig på knæ i de fugtige padderokker, vendt en middelstor sten og begejstret viser det lille kræ frem, kan man slet ikke undgå at blive revet med.

Strengt taget er det ikke så meget selve skjoldlusen som breddegraden den befinder sig på der gør den interessant.
For her, et godt stykke nord for polarcirklen, på øen Qeqertarsuaq (Disko) vrimler det ikke ligefrem med insekter.

Det skulle da lige være myg. Og så de små knaldrøde rovmider – jordbærmænd – der lyser op mellem strandens kolde rullesten. Men ellers er her ret beset for koldt til det helt store mylder.

Det samme kan man sige om blomsterne, og alligevel er de her også. Sågar orkideer. Deres blomsterpragt studeres bedst under lup, men hjertebladet fliglæbe, grønlandsk gøgelilje og satyrblomst finder den lokale skolelærer Lilly ubesværet til os.
Hun bor i nærheden og kender deres voksesteder.

Lokalfredet
Vi er i Engelskmandens Havn lidt vest for byen Qeqertarsuaq (Godhavn). Et af de steder der har en særlig betydning for Arktisk Station.

Ikke kun fordi det var blandt de første områder stationens grundlægger fik lokalfredet med ordene ‘I ved at jeg ikke efterstræber Jeres Sæler, men Planterne er mine Sæler’.

Men også fordi forskerne har gjort overraskende fund af bittesmå dyr her. Dyr der ikke har forandret sig i millioner af år, og som man mest forbinder med sydligere egne. Og dyr der endda kan leve i den af kilderne der er 16,5 grader varm – og radioaktiv.

Sådan er det med Disko: Der er plads til lidt af hvert og især det specielle. For øen rummer både det højarktiske og lavarktiske og ligner sine steder langt sydligere områder af Grønland.

Frodigheden skylder øen de mange såkaldte ensvarme kilder, kilder der holder samme (lave) temperatur året rundt. Og så er havet omkring øen fyldt med smådyr og lodder der tiltrækker hvaler vestfra om foråret.

God mening
Det giver derfor god mening at den unge botaniker Morten Porsild efter en rejse til det vestlige Grønland i 1898, blev opsat på at anlægge en forskningsstation netop på Disko.

Hans vision om en tværfaglig station med plads til geologer, zoologer, geografer og botanikere var ret moderne – og måske derfor skortede det på opbakning til ideen i Danmark.

Men med hjælp fra blandt andre Grønlandsfarer Knud Rasmussen (Kununnguaq) og velhaver justitsråd Holck blev stationen i 1906 etableret på det gamle åndemanersted ved Godhavn.

Knud Rasmussen skrev til sin forbundsfælle i februar 1905:

»Kære Hr. Magister Porsild. Til Lykke med Sejren! Til Lykke med at de nu faar ført deres store Sag igennem!« Den danske Grønlandsforskning havde fået sin fortrop – og staten finansierede driften.

Siden har stationens mange fastboende videnskabsfolk, gæsteforskere og studerende vendt mangt en sten i området. Blomster, sjældne mosser og alger er blevet samlet, undersøgt og klassificeret.

Geologerne har undersøgt øens basalt og grundfjeld. Geograferne har fulgt gletschere og undersøgt sedimenter og har ligesom biologerne gjort fascinerende nyopdagelser.

Fisk, fugle, insekter og polarræve har også fået deres del af opmærksomheden.

Mesterlære i grundforskning
I årene efter Københavns Universitet overtog stationen i 1953, var det zoologerne og botanikerne der ledede stationens videnskabelige arbejde.

De undersøgte især dyrs og planters utrolige tilpasningsevne til et klima med korte somre og lange, mørke, kolde vintre. Men fagområderne blev flere i 1970’erne der også blev det årti hvor stationen fik en rolle at spille for spirende naturvidenskabelige kandidater.

Arktisk Station var ikke bygget til feltkurser, og de første foregik under primitive forhold. Men spørger man institutleder Reinhardt Møbjerg Kristensen, Arktisk Station, er de studerende og deres ophold på Disko en af grundpillerne i stationens arbejde – ved siden af grundforskningen.

»Der sker noget med de studerende når de kommer herop i en måned. Når de står i laboratoriet eller er ude i felten og vasker mikroskopiske dyr ud af mudderet sammen med forskerne.

Det er en slags mesterlære. Forskning og undervisning bygges sammen. Jeg kan selv huske det fra min egen studietid hvor jeg var på måske ti feltkurser i Danmark.

Den slags mesterlære er noget andre lande forsøger at kopiere fordi de kan se det fungerer. Og fordi der er så mange aktiviteter heroppe, har de studerende jo også været med til at gøre mange af de nye opdagelser,« forklarer Reinhardt Møbjerg Kristensen.

Institutlederen ved hvad han taler om. For det var netop under et feltkursus i 1994 at der blev gjort en særlig opdagelse: I Mudderbugten på den sydøstlige del af øen dukkede en ny mikroskopisk fætter op i lejrens drikkevand.

»Det var min største succes heroppe at finde Limnognathia maerski – også fordi jeg havde mine studerende med da vi opdagede den,« fortæller Reinhardt Møbjerg Kristensen.

Det viste sig senere at dyret sandsynligvis ikke bare er en ny art, men nok også en helt ny dyrerække: Micrognathozoa. Grønland kvitterede med et frimærke i juni 2005.

Galopperende gletscher og global opvarmning
Kombinationen af grundforskning og de studerendes feltkurser har også bragt andre overraskende fund med sig. I 1999 opdagede en flok geografistuderende sammen med kursusleder og tidligere videnskabelig stationsleder Niels Nielsen at en kilometer bred gletscher havde flyttet sig ti kilometer på bare to år – i perioder mere end 50 meter i døgnet.

Fænomenet kaldes for en galopperende gletscher, og måske var det navnet der skræmte en amerikansk journalist der troede gletscheren var på vej mod USA.

I dag indgår fænomenet som en unik del af et internationalt forskningsprojekt der skal være med til at kortlægge klimaændringer over tid.

Og klimaændringer er et af de helt store ord på Arktisk Station i dag. Det er sandsynligvis en af grundene til at stationen er blevet sådan en magnet for forskere og studerende i de seneste 15 år, og intet tyder på at tilstrømningen klinger af foreløbig.

For mens forskerne stadig ikke er helt enige om årsagerne til den globale opvarmning, kan de godt blive enige om at den nordlige halvkugle har oplevet noget af en hedetur i de sidste 30 år. Og at der er desto mere grund til at forske i klimaforandringerne og mulige betydninger.

Netop i de sårbare arktiske egne kan man først se effekten af opvarmningen – menneskeskabt eller ej – med smeltende gletschere, planters forsvinden eller genkomst og dyrenes ditto til følge. Ved at studere en lang række forskellige ændringer i naturen og sammenstille resultater, kan man få en indikation af de historiske klimaforandringer, og hvad der måske kommer til at ske i fremtiden.

»Hvad gør vi når der ikke er mere havis tilbage? Hvad vil der ske? Ingen ved det. Men Arktisk Station kan være med til at spille en vigtig rolle i forskningen i den globale opvarmning,« siger Reinhardt Møbjerg Kristensen.

Fremtidens station
Dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, er enig. Han ser gerne at Arktisk Station kommer til at indtage en markant rolle i fremtidens klimaforskning – og bruges endnu mere tværfagligt.

»Københavns Universitet har en lang og hæderkronet tradition for Grønlandsforskning som også tit har været fagligt banebrydende. Og det har nøje sammenhæng med klimaforskningen.

Der har været iskerneboringer på indlandsisen og geologiske undersøgelser der har fokus på klimaets udvikling i et langt perspektiv. Der har været arkæologiske undersøgelser af hvor folk har bosat sig og er kommet fra. Der har været antropologiske undersøgelser og så videre.

At bringe en lang række discipliner sammen for at styrke klimaforskningen også internationalt – det kunne være en god idé. Og her er Arktisk Station en vigtig brik,« siger Nils O. Andersen.

Og så er ringen på en måde sluttet. For det var en af de varmeste fortalere for etableringen af Arktisk Station, August Krogh, der i 1902 beskrev drivhuseffekten i forbindelse med en rejse til Disko. Han skrev at afbrændingen af kul ville bidrage voldsomt til kulsyreprocenten i fremtiden.

Hans rejsefælle var Morten Porsild som han og hustruen Marie senere besøgte på Arktisk Station. Senere igen fik August Krogh Nobelprisen i en helt anden boldgade. Men mon ikke han ville have et ord eller to at sige om global opvarmning, kuldioxid og Arktisk Station hvis han havde levet i dag?

Mette Damgaard Sørensen er ansat i Kommunikationsafdelingen.

Kilde: Arktisk Station 1906-2006, Forlaget Rhodos, red. Lone Bruun, Reinhardt Møbjerg Kristensen, Niels Nielsen, Gunver Krarup Pedersen og Poul Møller Pedersen.