Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Guide: Sådan sælger du dit uglamourøse studiejob

Liste — Du passer børn, laver telemarketing eller langer øl over en disk og bliver stadig mere desperat over ikke at have landet det fede studiejob. Slap af! Her ser du, hvordan en stribe ikke-relevante job viser sig alligevel at være det.

Det kræver sit at veksle et job som kassemedarbejder til noget mere studierelevant. Men konkurrencen om de bedste studiejob er hård, og måske har du ikke fået kørt dig selv i stilling endnu.

Fortvivl ikke, for dit almindelige job giver dig ægte kompetencer, du kan fremhæve med stærke plusord og god samvittighed, når du søger videre. Vi har talt med tre af de store fagforeninger, DM, DJØF og IDA, og de ser masser af muligheder.

Det er vigtigt, siger de samstemmende, at du målretter din ansøgning og ikke mindst dit CV til det job, du søger. Hver gang.

De fremhævede kompetencer her er eksempler, som peger i forskellige retninger. Din kommende arbejdsgiver har nogle bestemte opgaver, som skal løses og en ide om, hvordan det skal gøres. Din ansøgning og dit CV skal vise, at du er den rette til det. Derfor skal du tone begge dele mod det job, du gerne vil have.

1. Børnepasning

I de fleste job skal man have relationer til andre mennesker. Man skal kunne tale med mange, så man kan få sine ting igennem. Læg derfor vægt på, at du er supergod til relationsarbejde. Det er nemlig vigtigt med børn og deres forældre – ikke mindst, når du skal fortælle, hvad junior har lavet i dag og samtidig skal minde dem om regntøj og ekstra bleer.

Har du lavet ugeplaner og fået indsigt i pædagogisk praksis, målstyring og planlægning? Skriv det. Eller måske har du taget billederne til intranettet, haft overblik over GDPR-reglerne eller skrevet guiden til, hvordan forældrene bruger Aula? Og husk, at du nok er en ørn til at holde hovedet koldt under pres.

Kilde: Cecilie Cohrt, Karrierekonsulent hos DM

2. Butiksassistent

Du er vant til at arbejde i et krævende og hektisk miljø, hvor din opgave er at sikre optimale kundeoplevelser. Du taler selvfølgelig i øjenhøjde med kunden, og du er god til at effektivisere din tid samtidig med, at du giver folk den oplevelse, de forventer.

Og så er det dig, der sørger for, at der er de rigtige varer på hylderne, samtidig med, at du er ansigtet udadtil. I coronatiden prioriterede du måske at gå på arbejde og sælge fødevarer og værnemidler, mens vi andre gemte os derhjemme. Det er derfor ikke en floskel, at du kan løbe den ekstra mil.

Prøv også at betone de administrative opgaver. Måske har du erfaring med lagerstyring og varebestilling, er ind over skemaplanlægning eller butikkens it-system? Måske styrer du en Facebook-profil eller planlægger events? Og hvis du har arbejdet et større sted, kan du også fremhæve, at du trives i store corporate organisationer.

Kilde: Thomas Kantsø, Chefkonsulent i DJØF Karriere og Erhverv

3. Rengøring

Protip

Du skal skabe en fortælling om dig selv, når du søger job. Det kan du gøre ved at finde den (måske godt skjulte) røde tråd mellem dit studiejob og dine fremtidige ambitioner. Vil du gerne arbejde med kommunikation? Den interesse stammer fra din erfaring med at passe børn, som indebærer en del relationsarbejde. Eller måske vil du gerne dyrke naturvidenskaben, fordi du har fået en grundlæggende forståelse for kemi gennem dit rengøringsarbejde?

Der er ikke mange, der skriver rengøring på deres CV – måske, fordi de ikke ser det som et arbejde, der kan imponere en mulig arbejdsgiver. Men det er en misforståelse. Det kræver for eksempel en hel del selvdisciplin at gøre rent, fordi du oftest er alene på job og tit på skæve tidspunkter.

Fremhæv derfor, at du er knaldgod til at motivere dig selv og har en høj arbejdsmoral. Derudover har jobbet lært dig at være detaljeorienteret samtidig med, at du kan færdiggøre en opgave til tiden, hvilket er noget, mange arbejdsgivere sætter pris på.

Måske har du sågar taget et hygiejnekursus, som har lært dig lidt om kemi?

Kilde: Sanne Mattebjerg, Karrierekonsulent hos IDA

4. Tjener

Som tjener er en del af jobbet at sætte sig ind i det sted, man arbejder – kulturen, maden og vinen. Ud over at være høflig, udadvendt og serviceminded, så formidler du stedets ånd med din ageren og måden, du møder kunderne på.

Du er ikke bleg for at tage fra, og du er vant til at smøge ærmerne op, når der er pres på. Mange tjenere avancerer hurtigt, og måske har du lavet rekruttering, personaleledelse og koordineret vagtplaner i Excel. Eller måske har du endda sat menuen op i InDesign?

Kilde: Cecilie Cohrt, Karrierekonsulent hos DM

5. Bartender

Lige meget hvad du laver, er det vigtigt, at du ejer din egen historie.

Du arbejder som bartender, fordi det har givet dig tæt kontakt med mennesker på alle niveauer. I den periode vagten varer, har du et intenst ansvar for, at alting fungerer. Du trives med at tage det store ansvar for forretningen og lagerbestillingen. Og så arbejder du i et højt tempo, du er effektiv og ordentlig – hvad end der er optræk til konflikt eller nogen er utilfreds med deres servering.

Du taler måske også flere sprog end dansk, og det kan være, du har lavet vagtplaner eller andre administrative opgaver. I et team tager du måske rollen som den, der sørger for overblikket.

Kilde: Thomas Kantsø, Chefkonsulent i DJØF Karriere og Erhverv

6. Wolt-bud

Som Wolt-bud er du selvstændig og har teknisk set dit eget lillebitte firma. At aflevere mad kan ligesom rengøring være et ensomt job, der kræver, at man kan finde ud af at motivere sig selv. Læg derfor vægt på din selvstændighed. Du kan også fremhæve din omstillingsparathed – den hellige gral i mange moderne organisationer.

Du ved ikke, hvornår der er knald på bestillingerne, eller hvor du skal cykle hen med din blå kølertaske på en given arbejdsdag. Det kan være, at du har lært en ting eller to om tidsoptimering. Og så har du helt sikkert også prøvet at levere den forkerte pizza ved en fejl og på den måde fået noget erfaring med kundeservice og konflikthåndtering.

Kilde: Sanne Mattebjerg, Karrierekonsulent hos IDA

7. Kundeservice

Du har nok haft din del utilfredse kunder på linjen, og du er god til at adskille jobbet fra dig selv, holde en professionel distance og – ikke mindst – den gode tone. Og så er du god til at lure, hvad folk egentlig gerne vil have. Du mestrer kunsten at hjælpe og yde en god service uden at påtage dig et ansvar for organisationen.

At arbejde i kundeservice kræver organisations- og produktforståelse. Og du er sikkert vant til at navigere i en større organisation og vurdere, om du kan hjælpe, eller om kunden skal sendes videre. Desuden kender du til kundesegmenter og ved, hvad der er vigtigt for dem. Måske har du lavet sociale medier og været i kontakt med kunderne der. Og selv om ’robust’ er lidt et bullshit-ord, er det faktisk præcis, hvad du bliver, når du arbejder i kundeservice.

Kilde: Cecilie Cohrt, Karrierekonsulent hos DM

Du har intet job

Alle ved, at man skal kravle, før man kan gå. Der er ikke nogen, der forventer, at du har været ministersekretær på andet semester på Statskundskab. Heller ikke din kommende arbejdsgiver. Det er selvfølgelig et plus, når du søger, hvis du har været i et ansættelsesforhold. Men også frivilligt arbejde og studieprojekter tæller. Hvis man ikke har det, er det en god ide at komme i gang med et eller andet. Hvad som helst.

Der kan der være mange grunde til, at du ikke har haft studiejob. Det vigtige er, at du så fremhæver, hvad det har givet dig mulighed for at lave i stedet. Husk, at du har masser af kompetencer og rids dem op, selv om du ikke har erfaring med dem fra et job. Det er okay. Alt tæller.

Find fagforeningerne

Læs mere om studiejob hos IDA, DJØF og DM.

Måske har du lavet projekter med eksterne samarbejdspartnere på dit studie, måske har du kontakter til virksomheder eller har indsamlet empiri for andre. Måske du er en haj til CMS-systemer, InDesign eller Excel. Måske påtager du dig rollen som planlæggeren i læsegruppen.

Din arbejdsgiver forventer ikke, at du har erfaring til at underbygge alle dine kompetencer. Læg vægt på, at du kan løse den opgave, virksomhederne efterspørger, og hvordan du vil gribe den an. Og udvis interesse, så de kan mærke, hvorfor du søger jobbet.

Kilde: Thomas Kantsø, Chefkonsulent i DJØF Karriere og Erhverv

Seneste