Gymnasielærere på skolebænken

Engagementet i klimaspørgsmål buldrer frem på universitetet, og på Det Naturvidenskabelige Fakultet tørster man efter nye rekrutter til at melde sig under fanerne.

Så da fakultetet den 1. februar har inviteret 250 gymnasielærere inden for på BioCentret til en dag på skolebænken og en opdatering i den nyeste klimaforskning, er det også med et mål om via lærerne at hverve nye studerende.

Mens gymnasielærerne henter inspiration til undervisningen, kan universitetet således pode skoleskemaet med de rette doser drivhusgas og smeltet polarsne så kimen til morgendagens klimaforskere bliver lagt tidligt.

Ifølge prodekan for formidling på det Naturvidenskabelige Fakultet Katherine Richardson er målet med arrangementet at styrke klimaundervisningen i gymnasiet og sætte øget fokus på klimaproblemerne og næste års store klimakonference på KU.

Desuden kan de forskellige uddannelsesinstitutioner lære noget af hinanden hvis gymnasier og universiteter kobles tættere sammen.

»Universitetet og gymnasiet har brug for hinanden midt i disse reformbølger, og vi kan trække på hinandens erfaringer«, indleder Katherine Richardson den såkaldte “inspirationsdag for gymnasielærere”.

De store klimakanoner er kørt i stilling, og dagen starter med tre oplæg fra nogle af landets største forskningsprofiler på området. Udover Katherine Richardson, som er professor i marinbiologi, skal professor i kemi Ole John Nielsen og professor i geofysik Dorthe Dahl Jensen give gymnasielærerne en tværfaglig vinkel på klimaproblematikkerne.

Enighed blandt forskere

»Dengang jeg studerede, var man meget nervøse for den kommende istid«, påpeger Ole John Nielsen spøgefuldt som en illustration af hvordan forskningen har rykket sig de seneste årtier.

»Men den observerede globale temperaturstigning på 0,6 procent siden 1960 står i dag ikke til diskussion«, understreger han.

Ole John Nielsen var blandt bidragsyderne til FN’s klimapanel IPCC’s 2007-rapport hvilket indbragte ham sidste års Nobels Fredspris sammen med omkring 2.500 andre forskere.

I sit oplæg til gymnasielærerne fortæller Ole John Nielsen om forskellige teorier om drivhuseffekt og CO2-udledningens konsekvenser for det globale klima.

»Gletsjerne trækker sig tilbage, og man har målt et fald i tykkelsen på Antarktis’ is på 40 procent. Desuden har vi oplevet en havvandsstigning på 10-20 centimeter over de sidste tyve år«, forklarer Ole John Nielsen og understreger på vegne af alle tre foredragsholdere en af glæderne ved at være klimaforsker.

»Vi er så privilegerede at vores forskningsområde på en og samme tid er meget, meget relevant, og fuldstændig fundamentalt.«

Rapporten fra IPCC har haft enorm indflydelse på klimadebatten. Den fastslår at man med 90 procents sikkerhed kan tilskrive klodens temperaturforøgelser menneskelig aktivitet. Ifølge Ole John Nielsen tror 99 procent af det videnskabelige samfund på rapportens konklusioner, og den uenighed i forskerverdenen som medierne skildrer, er således stærkt overdrevet.

Tre gode grunde

Klimaforandringer lader sig sjældent sortere i fysikkens, kemiens og biologiens afgrænsede fagblokke, og de tre forskere understreger nødvendigheden af at de forskellige forskningsområder bliver bedre til at samarbejde tværvidenskabeligt.

Marinbiolog Katherine Richardson var leder af Galathea-ekspeditionen som hun fremhæver som et eksempel på tværfagligt samarbejde.

I sit foredrag fokuserer hun på havets biologi som en vigtig brik i det samlede klimasystem.

»Alt tyder på at biologien i havet har lige så stor betydning for os som vandet på landjorden,« forklarer hun og understreger at de forskellige dele af økosystemet spiller sammen. For eksempel nedsætter den øgede mængde CO2 i atmosfæren pH-værdien i havvandet og tilgængeligheden af kalk. Det har konsekvenser, blandt andet for bløddyr, snegle og koraller.

»I 2065 vil der stort set ikke være nogen koralområder tilbage«, vurderer Katherine Richardson.

Denne klimarelaterede forskning i havenes pH-værdi er blot et par år gammel, men konklusionerne er tydelige.

Katherine Richardson er ikke i tvivl om grunden til at havenes økosystemer bør erklære undtagelsestilstand.

»CO2 i atmosfæren, CO2 i atmosfæren og CO2 i atmosfæren! Det er tre gode grunde til at gøre noget ved problemet«, siger hun.

Det uforudsigelige menneskelige eksperiment

Dorthe Dahl Jensen er professor i glaciologi (videnskaben om is) og er internationalt anerkendt for sit mangeårige arbejde med iskerneboringer på Grønland. Under sit oplæg giver hun en vurdering af hvilke konsekvenser vedvarende globale temperaturstigninger vil medføre.

»Indlandsisen udgør omtrent ti procent af den samlede ismasse på jorden, og hvis isen på Grønland smelter, vil havvandstanden stige med 7,4 meter«, siger Dorthe Dahl Jensen som understreger at temperaturen på Grønland i løbet af de sidste 12.000 år har nået større højder end i dag.

For 5-8.000 år siden var havvandet således fire meter højere end det er i dag. Alligevel mener hun at klimaeksperterne undervurderer havenes vandstigninger, og fremhæver at isstrømmene på Grønland »accelererer i motorvejshastighed«, set fra en glaciologs perspektiv.

Debatten om klimaforandringerne er alsidig og svært overskuelig, og de tre foredragsholdere forstår godt at folk bliver forvirrede over de mange udmeldinger der kommer i debatten.

Som eksempel fremhæver Dorthe Dahl Jensen det komplekse faktum at CO2 i atmosfæren øger temperaturen – mens en øget temperatur modsat også øger koncentrationen af CO2.

»Det er svært at skelne mellem de to, men det er noget af det som gør det menneskelige eksperiment så uforudsigeligt«, siger hun.

Katherine Richardson er enig, men afrunder foredraget med en passende konklusion:

»Dette er ikke i sig selv et argument for ikke at bekymre sig om klimaforandringerne og CO2-udledningen. Der er jo ikke ligefrem noget der tyder på at forholdet mellem CO2 og temperatur afkobles i fremtiden«.

ser@adm.ku.dk