H.C. Ørsted banede vejen for det moderne gennembrud

Ørsted er ud over Tycho Brahe og Niels Bohr én af de få danske naturvidenskabelige stjerner, der stråler på det internationale firmament. Det var Ørsted, det lykkedes at overvinde de etablerede fakulteters modstand mod at give plads til et naturvidenskabeligt fakultet på KU i 1850, ved at bane vejen for Den polytekniske Læreanstalt (i dag Danmarks Tekniske Universitet) som en trojansk hest i to gamle professorgårde, og det er Ørsted, der har lagt navn til det nuværende institut for fysik og kemi: H.C. Ørsted Instituttet.

På den baggrund kan man undre sig over, at denne superstar og pioners liv og virke hidtil ikke har været gjort til genstand for en videnskabshistorisk biografi. Ganske vist har digteren Carsten Hauch skrevet en udmærket levnedsskildring, men det er over 150 år siden, og han havde ikke det omfattende kildemateriale til sin rådighed, som nu er tilgængeligt.

Videnskabshistorikeren Kirstine Meyer har skrevet udmærkede kommentarer til hans naturvidenskabelige skrifter for snart 100 år siden, men de er præget af 1920’ernes positivistiske fordomme om, hvad der dengang blev anset for korrekt videnskabelig teori og metode. Hendes ensidige tilgang førte desuden til, at hun adskilte hans karriere på fysikkens og kemiens områder fra hans kulturelle virksomhed i bredere forstand og så bort fra den sidste.

Den del af hans virke, som rækker ud over det snævert naturvidenskabelige, altså hans universitetspolitiske, hans æstetiske og filosofiske, hans politiske og religiøse betydning – for ikke at tale om hans privatliv – har hidtil været et uudforsket territorium.

Derved skæres Ørsteds liv og virke over i to af hinanden uafhængige dele, og det almindelige indtryk af ham kolliderer ikke blot med hans selvforståelse, men også med Guldalderens ambition om at konstruere den menneskelige tilværelse som en meningsbærende helhed.

Sin helt egen vej

I dag ligger der et meget omfattende kildemateriale gemt i danske (Det kgl. Bibliotek, Danmarks Tekniske Museum, Videnskabernes Selskab, Niels Bohr Arkivet og Rigsarkivet) og i udenlandske arkiver. Det viser, hvordan Ørsted allerede som ung student sprang ud som en rebel, der gik sine helt egne veje og gjorde op med den etablerede mekaniske atomteori.

Man kan roligt sige, at han indledte sin akademiske karriere med at spænde ben for sig selv, da han – i en situation hvor fagene fysik og kemi knap nok havde én lærestol på universitetet, og hvor teologerne gjorde deres yderste for at holde dem ude – kritiserede det videnskabsteoretiske grundlag (paradigme), som de få naturvidenskabelige lærere inden for astronomi og matematik, der trods alt var, bekendte sig til.

Dette paradigme var den parisiske – af Newton inspirerede – atomteori, ifølge hvilken naturen er opbygget af atomer, en slags materielle byggeklodser, der forandrer stoffets struktur ved hjælp af kræfter, der materialiserer sig i flygtige væsker med specifikke egenskaber som kulde og varme, lys og mørke, positiv og negativ elektricitet, og så videre.

Ørsted skød dette paradigme ned som det rene gætværk, forkastede den materialistiske teori om stoffer og væsker til fordel for en dynamisk teori, hvor al forandring sker takket være kræfter, der ikke kan sanses i sig selv, men hvis virkninger i form af varme, lys, elektricitet og magnetisme kan undersøges empirisk.

Ørsteds dynamiske projekt var radikalt og inspireret af Kant. Begge var overbeviste om, at de forskellige kræfter til syvende og sidst udsprang af én fælles urkraft, og Ørsted sluttede derfor, at de kunne bringes til at agere indbyrdes, for eksempel elektricitet med magnetisme, hvilket deres modstandere hævdede umuligt ville kunne ske.

Læsterligt til grin

Ørsted fik ingen støtte i Danmark, knap nok i udlandet og slet ikke i Paris, hvor man trak overbærende på skuldrene af hans metafysik. Ikke desto mindre stillede Ørsted sig i spidsen for et internationalt netværk, der fik vind i sejlene med A. Voltas opdagelse af galvanismen (Volta-søjlen). Hans gode ven, den tyske romantiker J.W. Ritter havde allerede før Volta påvist, at galvanisme var elektricitet frembragt af kemiske kræfter, og de to blev nære venner.

Sangvinsk besluttede Ørsted at skaffe sin ven datidens Nobelpris i fysik og kemi (Napoleonprisen), men han blev læsterligt til grin, da hans forsøg på at påvise Ritters tese om Jorden som et galvanisk element kiksede totalt. Slukøret vendte Ørsted hjem fra sin store dannelsesrejse til sine skadefro kolleger på universitetet, hvortil rygtet om hans ydmygelse var ilet i forvejen.

Hverken Ritter eller Ørsted havde dog tabt troen på deres dynamiske projekt. Ja, Ritter havde sågar tolket videnskabshistorien i et horoskop og profeteret, at deres projekt ville få sit definitive gennembrud i efteråret 1819 eller senest i foråret 1820. Utroligt som det synes, holdt denne profeti stik – blot blev Ørsted alene om at opdage, at en elektrisk leder ført hen over en magnetnål får denne til at slå ud, da den alkoholiserede og opiumsrygende Ritter døde allerede i 1810.

Beskyldt for slumpetræf

Denne opdagelse, som slog den akademiske verden med forundring, revolutionerede fysikkens verdensbillede. For at pille glansen af Ørsteds bedrift har nogle videnskabshistorikere beskyldt ham for at have snublet over opdagelsen ved en tilfældighed. Lidt ligesom Coloumbus, der var på jagt efter søvejen til Indien, men opdagede Amerika.

Det rimelige i denne analogi består deri, at Ørsted havde forventet, at interaktionen mellem den elektriske leder og kompasnålen ville ske vinkelret på lederen og ikke i dannelsen af et elektromagnetisk felt, hvis kraft udfoldede sig i spiralform. Ørsteds opdagelse var således revolutionerende i dobbelt forstand: dels påviste han, at to forskellige kræfter (den elektriske og den magnetiske) kunne kommunikere, og dels påviste han den usædvanlige form, hvori disse kræfter kommunikerer (det spiralformede elektromagnetiske felt).

Usædvanligt, fordi andre fysiske kræfter, for eksempel tyngdekraften, følger afstandskvadratloven og virker i en lige linje mellem to punkter.

At opdagelsen ikke indfandt sig ved et slumpetræf, men var et resultat af målrettet forskning, viser de lærerige videnskabsteoretiske overvejelser, Ørsted måtte gøre sig. Ligesom Newton ikke vidste, hvad tyngdekraften var (men nok kunne sætte tal på den), mente Ørsted med Kant, at de fysiske urkræfter kun havde metafysisk eksistens og derfor ikke kunne studeres empirisk. At de imidlertid måtte eksistere (ligesom tyngdekraften, der heller ikke kan iagttages i tid og rum) fik ham til at tale om naturtanker, der kunne læses, og hvis virkninger kunne beskrives som naturlove.

De måtte findes via tankeeksperimenter, som han insisterede på at visualisere for sit indre øje, alt imens han fraskrev sig muligheden for at bringe dem på matematisk formel. Ørsted var ingen stor matematiker og forlangte en fysisk fysik på bekostning af en matematisk.

Langt fra forskning til faktura

Første gang han forestillede sig den elektromagnetiske effekt var, da han i 1802 reflekterede over et af Ritters eksperimenter. Anden gang var da han som medlem af Videnskabernes Selskab i 1809 udskrev en prisopgave om effekten, som ingen dog kunne besvare tilfredsstillende (før han selv gjorde det), og tredje gang var, da han beskrev elektromagnetismen som tankeeksperiment i sit fysiske hovedværk (Ansicht/ Recherches) i 1812. Myten om at opdagelsen skete, fordi hans laboratorieassistent tilfældigvis kom til at slutte strømmen i nærheden af en kompasnål, er altså det rene vrøvl.

Det er ligeledes en misforståelse at forestille sig, at Ørsteds naturvidenskabelige forskning skulle være motiveret af teknologiske nyttehensyn. Ørsteds opdagelse var tyve år undervejs, og da den var gjort og anerkendt, gik resten af hans liv uden at tage skridtet ’fra forskning til faktura’.

Ørsted ville ikke have haft en chance i dagens politiske nytteklima. Hvem vil investere i teknologisk forskning, der ikke lover økonomisk afkast de første tyve år – og heller ikke engang leverer det de efterfølgende tredive? Selv om Ørsteds opdagelse kom til at revolutionere vor tekniske og civilisatoriske hverdag, var det en utilsigtet konsekvens, han ikke havde blik for.

Hvad der interesserede ham var at ændre den rådende materialistiske og mekaniske verdensanskuelse og føre Kants videnskabsteori til sejr. Hvad der besjælede ham var en ren og skær erkendelsesmæssig interesse, der ville hjælpe mennesker til at føle sig hjemme i den fysiske natur, de lever i. Og som bedst skildres i kunsten: i musikken, i landskabsmaleriet og i litteraturen. Selv anså han sin største betydning at ligge i de mange forelæsninger, han holdt for kunstnere, der havde brug for at forstå og læse naturens tanker (naturlovene).

Hos ham lærte Guldalderens komponister og malere at forstå de love, der styrer naturens kræfter (blandt andet lyde, lys og farver), og som giver mennesker akustisk og visuel glæde. For Ørsted skulle naturvidenskabelig forskning ikke degraderes til at spille tjenestepige for tekniske opfindelser, men udfolde sig som en opdagelsesrejse ind i naturens og kunstens skønne verdener.

Privatmennesket Ørsted

Sammen med sin bror Anders Sandøe, landets måske største jurist nogensinde, satte han sig i spidsen for indførelsen af Immanuel Kants filosofi i Danmark ved at redigere tidsskriftet Philosophisk Repertorium. I fællesskab studerede de Kants erkendelsesteori og dens metafysiske grundlag, og ligesom deres forbillede undrede de sig over hvilken sammenhæng, der kunne være i menneskesindet, som på den ene side er betaget af ’stjernevrimlen over os’ og på den anden side er optaget af ’moralloven i vores indre’.

De aftalte en arbejdsdeling, der satte sig som mål at bygge bro over den naturvidenskabelige verdens determinisme og moralfilosofiens grundsætning baseret på antagelsen af menneskets frie vilje. Broderen, der havde ansvaret for udformningen af statens lovgivning, protesterede på et tidspunkt over den enevældige konges brud på retsstatens helligste principper, og A.S. Ørsted blev derfor tvunget til at opgive sin ytringsfrihed.

I den situation måtte H.C. Ørsted optræde som talerør i den borgerlige offentlighed for dem begge, en opgave han varetog ved at grundlægge Guldalderens tre vigtigste tidsskrifter: et æstetisk, et politisk og et tredje til forsvar for trykkefriheden. Gennem disse medier fik de to brødre afgørende indflydelse på den offentlige opinion som talsmænd for den lærde republik.

De smukke følelsesmæssige bånd mellem de to berømte brødre står i ejendommelig kontrast til deres tre yngre brødres anløbne karakterer. Et af disse sorte får blev anklaget for mord på en officer, et andet bragte faderen i økonomisk uføre gennem sine bedragerier, og en tredje bror var en håbløs døgenigt. Grundige kildestudier afslører endvidere Ørsteds datters ikke ganske vellykkede forsøg på at slette sporene efter hans ungdoms ulykkelige forlovelseshistorie.

Ved at optrævle disse hidtil ukendte træk af Ørsteds privatliv og ved at kulegrave hans breve til og fra bl.a. Ritter, Oehlenschläger og H.C. Andersen får vi nu et langt mere nuanceret portræt af Ørsted.

Ses hans liv og virke i et længere perspektiv, bliver det klart, at Brandes’ overfladiske affærdigelse af Ørsted og Guldalderen må revideres. Snarere end Brandes er det Ørsteds naturvidenskabelige livssyn, hans inspiration af Guldalderens kunstnere og hans kritik af statskirkens dogmer, der banede vejen for det moderne gennembrud.

»For Ørsted skulle naturvidenskabelig forskning ikke degraderes til at spille tjenestepige for tekniske opfindelser, men udfolde sig som en opdagelsesrejse ind i naturens og kunstens skønne verdener.«