Håb og frygt i Botanisk Have

Pengene er stampet op til det nye Statens Naturhistoriske Museum; dinosaurusskelettet er for længst anskaffet på auktion; og et hold førsteklasses arkitekter har drømt i bløde, mørke vægge af tegl og en svævende kuppelsal i diset oceanisk dagslys.

Men før far eller mor kan give barnets lille svedige hånd et klem og træde over dørtærsklen til nationens fremstilling af naturen og menneskets store sammenvævede historie i Københavns Universitets prægtige rammer, mangler blot én lille ting.

Et hus.

Staten skal opføre det, og det er en gyselig tanke for enhver, der har fulgt med i den nyere tids byggerier på universitetets matrikler. Især skræmmer Niels Bohr Bygningen, der kostede en milliard for meget og – hvis alt går vel herfra – bliver indviet i 2019 med flere års forsinkelse og en stor fremtidig belastning af KU’s budget.

Men de mange afdækkede problemer kan også vise sig at være til det nye museums fordel. Staten har nemlig kritisk gransket sine byggemetoder og sadlet om. Da skandalen på Niels Bohr Bygningen var åbenbar i efteråret 2017, fyrede regeringen den ansvarlige myndighed, Bygningsstyrelsen, og parkerede i stedet byggeriet hos Vejdirektoratet sammen med Statens nye Naturhistoriske Museum og to andre projekter (for Syddansk og Aalborg Universitet.) Samtidig offentliggjordes en revisorrapport om miseren. Den konkluderede, at der ikke var en enkelt faktor, som væltede læsset, men et sammensurium af fejltrin i byggestyringen såvel som risikohåndtering; det, der på engelsk kaldes for et clusterfuck.

Vejdirektoratet har budgetstyring i dna’et

Hos Vejdirektoratet er opgaven med at samle stumperne tilfaldet projektdirektør Erik Stoklund Larsen, der er civilingeniør og ph.d. med en del års erfaring fra ingeniørvirksomheden COWI, før han for syv år siden fik job i Vejdirektoratet.

Med overdragelsen af de fire vanskelige eller problemramte byggesager fulgte også 12 medarbejdere fra Bygningsstyrelsen og en stort set færdig aftale med hovedentreprenøren for det nye museum, virksomheden Per Aarsleff A/S. Vejdirektoratet har dermed ikke af gode grunde kunnet præge museet fra begyndelsen.

Der er grund til at være en agtsom vagthund i det her forløb.

Kim Haugbølle, Aalborg Universitet

»Det er et vilkår, og der er måske nogle ting, jeg ville have gjort anderledes, men projektet virker fornuftigt,« siger Erik Stoklund Larsen.

Men hvad er de for nogen i Vejdirektoratet? Kan de passe på pengene?

»Vi har gennemført 30 større projekter inden for de sidste 10 år, der på nær et enkelt har overholdt budgettet. Det er projekter til i alt omkring 17 milliarder kroner,« siger Erik Stoklund Larsen.

Vejdirektoratet overskrider ikke budgetter, siger han.

»Vi gør det bare ikke. Hvis du spørger en medarbejder her i Vejdirektoratet, siger de det samme. Det ligger i deres dna.«

I Niels Bohr-revisorrapporten blev Bygningsstyrelsen kritiseret for at have haft en for spinkel organisation til at styre deres komplekse byggesager, og kilder fra Niels Bohr-projektet berettede over for Uniavisen, at styrelsen var fraværende i lange stræk på byggepladsen. Erik Stoklund Larsen siger, at han ikke vil gå ned på mandskab. Staben fra Bygningsstyrelsen bliver suppleret op, siger han, og direktoratet har en klar grænse for, hvor mange opgaver, de vil placere hos konsulenter. Samtidig vil Vejdirektoratet opretholde en permanent tilstedeværelse på deres byggepladser:

»Det er afgørende, for der er så mange beslutninger, der skal træffes dagligt,« siger Erik Stoklund Larsen og betoner ordet dagligt.

Hvad betyder det for projektet her, at Københavns Universitet selv betaler en stor del og har fundet stort set resten selv hos fonde?

»Der er nogen, der har besværet sig med at finde nogle penge, men det ændrer ikke noget på, hvordan vi griber tingene an. Vi sætter lige stor ære i det, hvad enten det er den ene eller anden, der betaler. Vi fortsætter med at optimere projektets økonomi, lige til den dag, museet åbner døren. Vi sætter lige så meget ære i at sende penge retur, så de kan generere nye projekter,« siger Erik Stoklund Larsen. »Vi forgylder ikke projekter. Kunden får lige præcis det, de har bestilt.«

Fornuftigt at vælge en hovedentreprenør

Kim Haugbølle, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, kalder det et godt spørgsmål, om museet bliver bygget til tiden og inden for budgettet. Men han siger, at flere ting ved processen trækker i den rigtige retning.

»Byggeriet er jo allerede udskudt i flere ombæringer, og der vil også dukke nye knaster op undervejs. Men jeg forstår også, at man nu har indgået en aftale med en entreprenør, og at det er sket efter det, man kalder udbud efter forhandling, hvor man har tre entreprenører inde, som stiller forslag om, hvordan de kunne tænke sig at løse opgaven. Bagefter har der været en styret dialog om deres respektive tilbud med afklarende spørgsmål, sådan at man kan få estimeret projekterne.«

Så man får bedre og mere realistiske tilbud ved at gøre det på den måde, men formentlig også til en lidt højere pris?

»Ja, man får mere gennemarbejdede tilbud. Jeg bider også mærke i, at man har fundet en hovedentreprenør. Det betyder, at hovedentreprenøren – modsat på Niels Bohr Bygningen – får opgaven med at styre underentreprenørerne.«

Kim Haugbølle siger, at der i det offentlige har hersket en forestilling om, at man kunne snitte lidt af sine byggeudgifter ved at udbyde projekter i opdelte fagentrepriser, men at det er tvivlsomt, om gevinsten ved den tilgang opvejer risikoen for staten, som så skal koordinere alt: »Det var jo en af de ting, der gik helt galt på Niels Bohr Bygningen.«

En anden god ting er, ifølge Kim Haugbølle, at museumsprojektet har fået en tur i Vejdirektoratets anlægsbudgetteringsprincip.

»Vores risici har økonomi på«

Det princip synes de også at være tilfredse med i Vejdirektoratet.

»Økonomistyring er et spørgsmål om at finde pålidelige overslag over, hvad byggeriet skal koste,« siger projektdirektør Erik Stoklund Larsen. »Risikostyring er den anden væsentlige del af det, hvor man identificerer de risici, der er ved byggeriet, og får dem prissat. Det er det springende punkt i forhold til, hvordan vi styrer byggeprojekter her i huset og så andre bygherrer rundt omkring. Vores risici har altid økonomi på.«

Prisen for bygningen og prisen for de forventede risici er lagt sammen, hvad huset vil koste med en rimelig sandsynlighed, siger Stoklund Larsen.

»Vi skal omkring 10 meter ned i jorden ved museumsbyggeriet, det svarer til to meget høje etager. Man foretager undersøgelser inden og finder ud af, hvor grundvandsspejlet ligger og den slags ting, men der er nogle ubekendte dernede. Man kan tænke på, hvordan København er opstået med voldgrave og ting, der er fyldt op igen, det er en stor rodebutik. Den simple risiko er, at der kan ligge en kæmpestor sten. Men det kan også være vandspejlet, der flytter sig. Det kan du ikke afdække 100 procent.«

Vejdirektoratet har gennemgået risikoscenarier i en række workshops med eksperter i den type kalkule. »Her får vi virkelig udfordret hinanden. Bagefter er opgaven at kvantificere tingene, altså gøre op, hvad de forskellige ting vil koste,« siger Erik Stoklund Larsen.

Hvad vil de koste?

»Det er et ret stort tocifret millionbeløb. Når vi laver de første overslag, opererer vi med en reservepulje, for vi ved, at de her ting kan ske.«

På Vejdirektoratets egne projekter lægges en buffer til problemer på enten 50 eller 30 procent af byggeprojektet (afhængig af, hvor i processen man er) oven i budgettet. Men her skal puljen findes inden for de 950 millioner, der er sat af. Et tocifret millionbeløb til risici giver en buffer på højst omkring 10 procent.

Er der en manko, er der kun et sted at gå hen, og det er til slutbrugeren

Projektdirektør Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet

»I Statens Naturhistoriske Museums tilfælde var de indkomne priser fra entreprenørerne forholdsvis høje. Derfor er vi nu ved at justere projektet, så det kan absorbere de økonomiske risici, vi ser. Man kan enten fjerne elementer i byggeriet, eller lave om på de elementer, man har,« siger Erik Stoklund Larsen.

»Overordnet set er funktionaliteten i museet efter de planer, vi arbejder med, sådan som museet oprindelig ønskede, men vi gennemgår detaljerne og ser, om vi kan optimere dem i øjeblikket. I den proces kan det være, der falder noget væk, som gør ondt på projektmagerne, men det er ikke noget, du vil kunne se.«

Erik Stoklund Larsen siger, at reserven svarer til den risikoprofil, som direktoratet ser i projektet, og at budgetsikkerheden ligger på et passende niveau.

»En større reserve ville ikke have ændret vores tilgang, den vil blot øge budgetsikkerheden. Hvorvidt vi måske havde ønsket en større reserve, såfremt vi selv havde stået for hele projektet, er hypotetisk, og det giver ingen mening at drøfte,« siger han.

Hvis rammen skulle blive sprængt, vil KU så skulle betale?

»Er der en manko, er der kun et sted at gå hen, og det er til slutbrugeren. Sådan er det for alle KU’s byggerier. Men det er, som sagt, ikke det, vi bestræber os på,« siger Erik Stoklund Larsen.

Arkitektonisk kvalitet

Seniorforsker Kim Haugbølle vil modsat Vejdirektoratet gerne drøfte, om reserven i byggebudgettet er stor nok.

»Spørger du mig, om man kan holde budgettet på det nye naturhistoriske museum, siger jeg, ja, man har i hvert fald gjort en række tiltag – hovedentreprise, indbagte reserver og udbud efter forhandling – som har givet større budgetsikkerhed. Men der er forhold, jeg ikke kender til, og som jeg derfor ikke ved, hvordan Vejdirektoratet har håndteret, som handler om den høje kompleksitetsgrad i projektet. Man vil bygge ind under eksisterende ejendomme i en have, der er alle mulige hensyn at tage, og der er spørgsmålet: Er den reserve, man har lagt ind, tilstrækkeligt stor i det her konkrete tilfælde?«

Seniorforskeren anerkender samtidig, at Vejdirektoratet har fået en bunden opgave.

»Det må være måden, man kan håndtere sådan noget på. Forestil dig en trekant, hvor det ene hjørne er tiden, det andet er kvaliteten og det tredje er økonomien. Det er din styringsmæssige ramme. I det her tilfælde er økonomien låst, så du kan ikke gøre mere. Så kan du arbejde på tiden, hvor det afhængig af konjunkturerne nogle gange kan betale sig at udskyde byggetidspunktet, hvis byggemarkedet er brandvarmt. Den tredje mulighed er at reducere kvaliteten af projektet, fx ved at bygge et mindre museum, eller udskifte arkitektens ønske om noget meget smuk beton med nogle gipsplader. Det er en klassisk situation, at den bærende idé, man vinder et projekt på, er for dyr at realisere, så man fx i stedet for en fin kuppel ender med en firkantet kasse i standardiserede elementer. Det er det, der kaldes at optimere.«

Der skal være masser af kærlighed i det udtryk, som det museum får

Kim Haugbølle, Aalborg Universitet

Mener Kim Haugbølle, at det i virkeligheden var Bygningsstyrelsens problem, at de lod sig betage af arkitekternes vilde drømme?

»Det er nok at være for strid ved Bygningsstyrelsen. Men der er ingen tvivl om, at de ofte har ønsket en høj arkitektonisk kvalitet i de bygninger, de har opført. Og der kan godt have været situationer, hvor de er løbet for meget med på den galej. Men havde vi ikke den type bygherre, der tager teten og viser, hvad der er høj arkitektonisk kvalitet, ville vi leve i et fattigere land,« siger Kim Haugbølle.

»Det klassiske eksempel er Utzons operahus i Sydney. En af verdenshistoriens største budgetoverskridelser, men også i bagklogskabens lys et hus, som i den grad har sat ikke bare Sydney, men hele Australien på verdenskortet, og som besøges af millioner af turister årligt. Det er jo et ikon af en anden verden.«

Vejdirektoratets produkter er oftest mere prosaiske, siger Kim Haugbølle.

»Det handler om veje og broer, ting, der skal være der, så vi kan bruge dem, og som typisk ikke er så sexy som at bygge et kulturhistorisk museum. Men jeg ved, at Vejdirektoratet har arkitekter, som designer elegante linjeføringer, der giver gode synsoplevelser langs vejene. Deres typiske opgaver er mere avancerede end bare at hælde asfalt ud, men mere enkle end at bygge huse på særlige beliggenheder som Botanisk Have – et sted, som mange mennesker besøger hvert eneste år, og som mange har stærke følelser for. Der skal være masser af kærlighed i det udtryk, som det museum får.«

Apropos kærlighed …

Som problemerne i de senere år hobede sig op på Niels Bohr Bygningen, Mærsk Tårnet, m.v. forsuredes også relationen mellem KU og Bygningsstyrelsen. På universitetet havde ledelsen uden held i årevis før opførelsen af de nye komplekser lobbyet skiftende regeringer for at få selveje og dermed muligheden for at lade sin egen bygherreorganisation Campus Service stå for fornyelsen af universitetet.
Så grelt blev det, at Ernst & Young i deres analyserapport om Niels Bohr Bygningen erklærede misstemningen mellem KU og styrelsen – hvor »der bruges ressourcer på diskussioner om proces og enkeltsager frem for styring af projektets overordnede fremdrift og økonomi« – for en selvstændig forhindring for Bygningsstyrelsens evne til at tage beslutninger.

I dag er en mindre gruppe af Bygningsstyrelsens folk rejst med over i Vejdirektoratet – folk med detaljeret viden om KU-byggerierne. Det kan, siger seniorforsker Kim Haugbølle også spille en rolle for museumsprojektets succes.

»De har jo flyttet en del folk over fra Bygningsstyrelsen, som har gået i skole der, og som nu er underlagt en anden form for logik i Vejdirektoratet. Det er en klassisk problemstilling. Hvis du betragter det her som en fusion mellem to virksomheder, kommer der to grupper med hver sin tradition, kultur og praksis, og nu skal de arbejde sammen om en ny fælles opgave. De vil kunne lære af hinanden, men der vil også være stridigheder. I det omfang, man formår at få den ’fusion’ til at fungere på en god måde, er der grund til at være optimist. Vi ved dog også erfaringsmæssigt, at fusioner tager lang tid. Jeg er derfor lidt forbeholden over for den model. Der er grund til at være en agtsom vagthund i det her forløb.«

Hvordan kan der være så stor forskel på, hvordan man gør tingene i Bygningsstyrelsen og Vejdirektoratet, der jo begge er statslige bygherrer?

»I Bygningsstyrelsen har der været en udstrakt logik om, at det handlede om at finde det billigste tilbud og styre gennem kontrakter, og det er en logik, du finder i Finansministeriet, hvor Bygningsstyrelsen tidligere lå. Det er fint, hvis man i øvrigt har god risikoanalyse og risikostyring, men har man ikke det, udsætter man sig for de risici, som Bygningsstyrelsen i en længere periode og i flere projekter kom til at udsætte sig selv for,« siger Kim Haugbølle.

Spørger man i Vejdirektoratet, om det er godt at samarbejde med Københavns Universitet er svaret ubetinget bekræftende.

»Både på Niels Bohr Bygningen og museet har vi haft et supergodt samarbejde med Københavns Universitet. Det er respektfuldt og professionelt. Det er ikke alt, vi er enige om, men vi finder altid en løsning,« siger Erik Stoklund Larsen.

»På Niels Bohr Bygningen er alle involverede trykkede over, hvordan det er gået i de senere år, men her har vi også fået et rigtig godt samarbejde med KU, også på byggepladsen. Jeg har kun ros til samarbejdet med KU,« siger han og minder om, at tingene også kan gå galt for dygtige mennesker uden hensigter om andet end at bygge godt og til tiden. I Niels Bohr Bygningens tilfælde har staten politianmeldt underentreprenøren Inabensa og forlangt over en halv milliard kroner i erstatning.

Vi bliver færdige til tiden, og budgettet holder

Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet

»Den vigtige lære af Niels Bohr-byggeriet er, at man skal have respekt for penge og for den tid, der går. Beslutninger skal ske hurtigt og effektivt. Hvis du ikke kan effektuere, går en byggesag i stampe. Det er også derfor, vi har folk på pladsen.«

Og der mere at lære af de senere års byggerier, siger Stoklund Larsen.

»Budskabet med Statens Naturhistoriske Museum er også, at nu bygger vi det, der er bestilt. Det bliver der ikke lavet om på. Kommer KU så med ting, der skal ændres – og verden forandrer sig jo – sætter vi os ned og finder ud af, hvad det skal koste. Så siger vi: er det inden for det, vi kan håndtere? Hvis vi ikke er enige, gør vi det ikke.«

Der sidder nogle folk og læser det her, og de tænker, okay, der skal bygges et museum. Det skal være færdigt i 2022 og koste lige under en milliard kroner. Er det realistisk? Hvilken fornemmelse vil du efterlade dem med?

»Med at vi bliver færdige til tiden, og budgettet holder,« siger Erik Stoklund Larsen. »Vi sætter ikke byggeriet i gang, før vi er sikre på budget og tid.«

KU’s ledelse har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.