Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Kovilpatti-Kalundborg — Han satte sig på et fly for første gang i sit liv for at havne i et industrikvarter på Vestsjælland. Her specialiserer indiske Lokesh Venkatesan sig i bioaffald på første årgang af en ny kandidatuddannelse.
Stiger man af toget på Kalundborg Øst og spadserer igennem et industrikvarter i 20 minutter, kommer man til en bygning, der rummer en helt ny kandidatuddannelse ved Københavns Universitet. Biosolutions hedder uddannelsen, hvor man lærer at omdanne bioaffald til nye produkter ved at kombinere biologi og teknologi.
Lokesh Venkatesan er fra Indien, og som en af de allerførste studerende begyndte han på uddannelsen 1. september 2024. Den 23-årige studerende har en bachelor i bioteknologi fra hjemlandet, som han ønskede at bygge videre på, men ikke hjemme i Tiruchirappalli, selvom det havde været både billigere og nemmere. Lokesh Venkatesans familie er fra middelklassen, men i Indien er det ikke det samme som at være velhavende nok til at kunne rejse særlig meget.
Da han skulle til Danmark, var det første gang, han satte sig ombord på et fly.
Da Lokesh Venkatesan skulle beslutte sig for, hvor han gerne ville læse, var han opsat på at finde en uddannelse, der gav mulighed for at arbejde med biosolutions i en virksomhed sideløbende med studierne.
»Heldigvis ligger der i Kalundborg mange virksomheder inden for biosolutions. Jeg vil gerne lære, hvad de gør, for det interesserer mig, hvordan man i praksis bearbejder affald og laver det om til nye produkter for at nå i mål med så lidt affald som overhovedet muligt,« siger Lokesh Venkatesan.
Han fortæller, at markedet for biosolutions er ved at udvikle sig til en kæmpe industri, og at han håber at finde arbejde her i Kalundborg, når han bliver kandidat i 2026.
Derfor føler han, at han er havnet det rigtige sted.
»Under vores uddannelse får vi besøg af mennesker fra Novo Nordisk og andre virksomheder, der holder foredrag for os om industrien, og det er den viden og adgang, jeg ønsker mig, for på den måde får jeg bygget bro imellem min uddannelse i biosolutions og virkeligheden,« siger Lokesh Venkatesan.
Lokesh Venkatesan landede 19. august i Kastrup, så han har været her i over to måneder nu, og indtil videre er han glad for både uddannelsen, byen og sin bolig.
»Jeg kan godt lide folk i Kalundborg. De er virkelig flinke, og her hjælper man hinanden. Der er for eksempel en kvinde, der har givet mig en cykel gennem Facebooksiden Kalundborg hjælper hinanden, og en mand har foræret mig en seng,« siger Lokesh Venkatesan.
Ikke alle studiepladserne på Biosolutions er fyldt op i år:
»Vi er kun fem studerende til undervisningen. Jeg tror, det er fordi, de fleste hellere vil læse i København. Jeg vil til gengæld hellere være her på grund af nærheden med underviserne, der alle kender mit navn,« siger Lokesh Venkatesan.
Familien stammer fra Kovilpatti i delstaten Tamil Nadu. Som barn ville Lokesh Venkatesan være advokat den ene dag, robotkonstruktør den næste – og så videre. Hans fremtidsdrømme havde dog en ting til fælles: Han ville have en videregående uddannelse.
I Indien gik han først 12 år i folkeskolen og i gymnasiet, inden han læste bioteknologi i Tiruchirappalli under Anna Universitet, der er finansieret af delstaten, men som desværre har få økonomiske midler. Det sidste blev årsagen til, at han ønskede at studere i udlandet.
En af hans undervisere i Tiruchirappali havde arbejdet i Taiwan og havde fortalt ham om, hvilket prægtigt udstyr, der var til rådighed – udstyr, der slet ikke fandtes på Lokesh Venkatesans universitet.
»Jeg forstod, at jeg måtte have adgang til flere og bedre faciliteter og nyere teknologi, end det var muligt i Tamil Nadu. Derfor ville jeg tage min uddannelse i udlandet. Det var min førsteprioritet, da jeg søgte om optagelse på kandidaten i biosolutions ved Københavns Universitet,« siger Lokesh Venkatesan.
Lokesh Venkatesan skal selv betale for sin uddannelse i Danmark, og derfor er han meget økonomisk bevidst, siger han. Sammen med sin far har han optaget et uddannelseslån igennem private långivere i Tamil Nadu. Lånets størrelse afhænger både af faderens indtægt og af den studerendes studieretning og muligheder for at finde beskæftigelse efter endt uddannelse.
Biosolutions
To KU-institutter er gået sammen om at drive den ny kandidatuddannelse i biosolutions: Institut for Fødevarevidenskab (KU FOOD) samt Institut for Plante- og Miljøvidenskab (PLEN), der begge er forankret på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE.
»Før jeg tog den endelige beslutning om at komme til Danmark, kontaktede jeg mange mennesker i biosolutions-industrien for at være sikker på, at det er en branche med en fremtid. På den måde har jeg forsøgt at undgå at dumme mig økonomisk,« siger Lokesh Venkatesan, når han skal forklare, hvorfor det er så vigtigt for ham at kombinere undervisning med arbejdserfaring, der kan øge hans chance for beskæftigelse.
Dette semester har han undervisningsfri hele fredagen samt torsdag aften for at kunne arbejde hos Novo Nordisk Engineering, der ligger en kort cykeltur fra uddannelsesstedet. Arbejdet er en del af hans uddannelsesplan.
Når det kommer til hans uddannelseslån, kan han heller ikke kun tænke på sig selv, for hans familie kommer til at hæfte, hvis Lokesh Venkatesan ikke selv kan tilbagebetale.
Når han ikke studerer, bruger han sin tid på at lave mad til sig selv hjemme i lejligheden, som han deler med to andre studerende, og så taler han hver dag med sin familie.
»Jeg taler med min far og mor om, hvordan de har det og om, hvordan det går for mig i Danmark. Jeg taler også med med nogle af mine venner, som er virkelig glade for, at jeg kunne komme afsted til Danmark – men jeg savner dem,« siger Lokesh Venkatesan.