Han gjorde sin største opdagelse som 80-årig: En helt ny etage på øverste etage

Kjeld Møllgård sænkede hovedet ned mod mikroskopet, så han kunne få et nærmere kig på en musehjerne.

Allerede før hans nuværende kontor på Panum blev opført i beton i 70’erne, har han kigget på hjerner i et mikroskop. Stakkevis af sorte kasser på hylderne med skiver af både fåre- og musehjerner er et ikke så levende bevis.

Men denne dag for snart fire år siden så han noget, han aldrig før havde set. En lang brun linje. Det var overraskende, tænkte han.

Når han kigger i mikroskopet, er det på skiver af hjernen. Hvis han havde skåret præcis på langs af en vene, kunne det forklare den brune linje. Men hans nysgerrighed var vakt. Så han undersøgte skiver skåret på andre ledder og kanter.

Her så han det samme, og det betød, at det ikke var en linje, men en flade. I dag står det klart for Kjeld Møllgård, at han har fundet en ny hjernehinde. Hans livs største opdagelse er for nylig blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

»Selv en 80-årig kan altså bruges til et eller andet. Man er ikke bare gammel og klar til at blive båret ud sammen med ens interesse og erfaring,« siger han.

Som at udvide med en ny etage

Kjeld Møllgård sidder ved mikroskopet på kontoret på Panum og forklarer, hvad det er, han har fundet. Der går ikke lang tid, før han drejer kontorstolen 90 grader og finder noget frem på sin computer.

Der er ingen tvivl om, at han godt kan lide at formidle. Han er ansat på Københavns Universitet som professor og ekstern lektor frem til 2026, hvor han bliver professor emeritus. Han havde medicinstuderende oppe til eksamen før jul og har undervist indtil nu, dog for sidste gang.

»De unge studerende skal have nogle unge rollemodeller og ikke sådan en ældre herre som mig, der kommer vaklende ind i forelæsningssalen,« siger han.

På computeren finder han en tegning fra en efterårsdag i 2019, hvor han passede sine tre børnebørn. De synes, han er god til at tegne, så det gør de ofte sammen. Alt fra Star Wars til alpelandskaber. Denne dag syntes den ældste, at der skulle være fritegning. Blyanter og papir blev spredt ud over bordet. Kjeld Møllgård tænkte, at nu hvor emnet var frit, kunne han jo bruge tiden på at få et overblik over, hvad han vidste om den nye hjernehinde, som han havde set for første gang i mikroskopet nogle måneder forinden.

Han tegnede de tre velkendte hjernehinder med blå, gul og rød. Den nye hjernehinde tegnede han med den grønne blyant inde mellem to af de allerede kendte hjernehinder i et rum, som man også har kendt til.

»Hvad betyder det, morfar?« spurgte børnebørnene.

Så sammenlignede han det med et hus. Den nye hjernehinde er en etageadskillelse, man har sat op i det høje stuerum, så der kommer en ekstra etage. Blodkarrene løber nede i stueetagen. Men han kunne endnu ikke forklare, hvad den nyopdagede etage blev brugt til.

Det kan han stadig ikke. Men om natten, når man sover, skylles hjernen ren af hjernevæske ved hjælp af kar, som løber i rummet. Affaldsstoffer, som man ser en ophobning af ved demenssygdommen Alzheimers skylles bort. Derfor kan fundet få betydning for viden om blandt andet Alzheimers.

Børnebørnene hørte det først

Da han tegnede hjernehinden med børnebørnene, var det første gang, han fortalte nogen om, hvad han havde fundet.

Efter han fik sin artikel i Science, har han i kommentarspor på internetfora for de indviede, mødt kolleger, der mener, at den fjerde hjernehinde nok bare er en underafdeling af den anden hjernehinde. Men her er tegningen, som han lavede for snart fire år siden vigtig dokumentation.

»Jeg forstår godt, man er jaloux. Det var et meget heldigt lykketræf,« siger Kjeld Møllgård.

»Ej, der var nu nok også lidt forstand involveret.«

Da danske medier bragte nyheden i starten af januar, blev det med overskriften:

»Lærebøger skal skrives om efter nyt fund af ekstra hjernehinde.«

Men det kommer ikke til at ske i morgen, mener Kjeld Møllgård.

»I videnskab er der ikke noget, der er rigtigt. Det rigtige er bare det, som de fleste tror på, på et givent tidspunkt.«

Det er altså ikke nok, at han har fundet hjernehinden i sit mikroskop. Dem der endnu ikke er overbeviste, skal også se hjernehinden i deres. Forskning tager tid, så der kan godt gå et års tid, før lærebøgerne bliver skrevet om, mener Kjeld Møllgård.

Blev revet i stykker

En af dem, der endnu ikke er helt overbevist, er Carsten Bjarkam, der er professor og overlæge ved Klinisk Institut på Aalborg Universitetshospital.

»Fundet er yderst interessant, men jeg mener endnu ikke, vi har håndfast dokumentation for, at det er en selvstændig hjernehinde. Forskerne har vist, at en del af hjernen, vi normalt regner som en selvstændig struktur, er mere kompleks, og at den inderste del har lymfekar-egenskaber. Det er fuldstændig nyt og rokker ved vores forståelse,« siger han til Videnskab.dk.

Mens kollegaen i Aalborg ikke pure vil afvise, at der kan være tale om en fjerde hjernehinde, er Kjeld Møllgård modsat helt sikker i sin sag. Han undskylder, for han »er altså mere ydmyg normalt.«

»Jeg forstår godt, at man er skeptisk. Jeg har selv kigget på hjerner i 50 år, og jeg har ikke set hinden.«

Grunden til, at ingen andre har set det samme som Kjeld Møllgård er, at hjerneforskere normalt skærer deres vej gennem kraniet. Når man gør det, vil de yderste hjernehinder følge med. Dernæst følger den nyfundne hjernehinde, som bliver revet i stykker, for den er meget tynd – mere præcist 12 my, som er en tusindedel af en millimeter.

Kjeld Møllgård var egentlig ved at undersøge lymfekarrene. For ikke at skære igennem de yderste hjernehinder, begyndte han at putte hele kraniet i en kalkfjerner-opløsning i en måneds tid. Så kunne det blødgjorte kranie fjernes, uden at de yderste hjernehinder gik i stykker. Pludselig kunne han se den fjerde.

Metoden kan ikke bruges på menneskehjerner. Men han har påvist, at der også er en fjerde hjernehinde hos mennesker ved at finde de samme stoffer, som findes i musens fjerde hjernehinde.

En rektor med en mærkesag

Det er svært at mærke på Kjeld Møllgaard, hvor stort han faktisk synes, hans fund er.

»Hvis man som 80-årig får en artikel i Science, må det være ret godt,« siger han bare. Trækker lidt på skuldrene og smiler.

Også før fundet af hjernehinden var der meget at berette om i en lang karriere både i videnskaben og universitetsledelsen. Han har været dekan og rektor. »Alt det der nødvendige administrative arbejde,« som han kalder det.

»Men forskning er det sjoveste,« siger han.

Alligevel gik han i 1993 til valg til rektorposten med en mærkesag om mere tværfaglighed mellem fakulteterne.

»Jeg sammenlignede altid vores universitet med et græsk tempel, som havde forskellige søjler, altså fakulteterne. Men det bærende element er altså den tværgående bjælke som ligger hen over søjlerne og bærer hele templets tag.«

Den bærende bjælke manglede, mente han. Og den blev bygget under hans ledelse. Den står lidt længere nede ad Tagensvej: BRIC-bygningen hedder den, Biotech Research & Innovation Centre.

»Det lå mig meget på sinde at lave et sted, hvor både læge- og naturvidenskabelig forskning, kræftforskning, men også juridiske og etiske aspekter kunne mødes,« siger Kjeld Møllgård.

Historien om et liv

Det er ikke tilfældigt, at det netop var BRIC, der skulle blive symbolet på Kjeld Møllgårds tid som rektor.

»Tværfagligheden er på en måde mit livs historie,« siger han.

Som barn, da Kjeld Møllgårds kammerater ville være brandmænd, ville han være forsker. Særligt hjernen interesserede ham.

»For det er jo hjernen, der er dig,« siger Kjeld Møllgård.

»Det store spørgsmål er, om den menneskelige hjerne nogensinde vil blive i stand til at forstå den menneskelige hjerne. Altså kan man forstå noget udefra, hvis man kun har dét derinde?« spørger han og peger med en finger på sit hoved.

Han endte som neuroanatom – sådan en, der kender hjernens opbygning ud og ind. Som ung blev han ansat på Berkeley University i Californien. Det var et af de første steder, der lavede fryse-fakturering. Det betyder, at man splitter hjernen, som når man åbner en sandwich og kan se dens lag, som Kjeld Møllgård udtrykker det.

»Jeg var blandt de allerførste i Europa, der brugte den metode. Så jeg kunne bidrage med et eller andet, ingen andre kunne,« siger han.

En dag for 50 år siden skulle han til en stor kongres, hvor en der virkelig var noget ved musikken holdt foredrag for hundredvis af førende hjerneforskere. En lang klapsalve fulgte. Men i salen sad en ung Kjeld Møllgård med et spørgsmål til det, der var blevet sagt om membranernes opbygning. Eller snarere en rettelse. Han rakte hånden op.

»Hvis De lige kunne gå tilbage til lysbillede nummer fem, kan jeg vise, hvor den fraktur, De taler om, rent faktisk sidder,« sagde han.

Én ting, man er god til

Efter foredraget fulgte en kaffepause, hvor mange ville tale med Kjeld Møllgård på grund af hans korrektion.

»Det blev min indgangsvinkel. Jeg kender alle dine 540 muskler, 206 knogler og din hjernes struktur. For at få adgang til de øvre luftlag og de bedste samarbejdspartnere, må man kunne én ting meget godt.«

En af dem, der ville tale med ham, hed Norman Saunders og arbejdede på University College i London. Det er her, tværfagligheden kommer ind i billedet. For modsat Kjeld Møllgård, vidste han, hvad alle de små brikker, hjernen består af, bliver brugt til. Han var verdensførende forsker i hjernens funktion.

Han og Norman Saunders arbejder stadig sammen. Deres forskning blev offentliggjort i tidsskriftet Nature i 1976. Det var det største, han havde opnået indtil da.

Tværfagligheden er blevet en grundsten i hans arbejde. Det var også den, der gjorde, at han takkede ja til at samarbejde med hjerneforsker Maiken Nedergaard, som var i gang med at forske i lymfekarrene i hjernen. Og da var det, at han ved et tilfælde fandt den nye hjernehinde og fik en videnskabelig artikel i Science i en alder af 80. Det er stadig sjovt at forske, synes han.

»Man kan ikke blive pensioneret fra en lidenskab, og det er forskning for mig. Der var jo ikke nogen, der sagde til Picasso: Nu er du 80 og skal stoppe med at male.«