Han lærte sig elvisk som barn. Nu skal han løse sproglig gåde i forhistorisk by i Mexico

Det er ikke hver dag, at en forsker i uto-aztekiske sprog får et større millionbeløb til at undersøge dele af Mexicos oprindelige befolknings religiøse fortællinger gennem sproglig dissektion.

Men det er imidlertid, hvad som er sket for KU-adjunkt Magnus Pharao Hansen, der har fået en forskningsbevilling på 11 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til et femårigt forskningsprojekt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS).

Indstillingen lægger vægt på forskningens excellence og impact, og rådet har altså valgt at give den store bevilling til Magnus Pharao Hansens projekt, hvor han og fire kollegaer de næste år skal kortlægge, dokumentere og nedskrive to uto-aztekiske folkeslags religiøse fortællinger.

Mesoamerika er et af de eneste steder i verden, hvor der er fremvokset hele byer, civilisationer og skriftsystemer uden nogen indblanding fra omverdenen

Magnus Pharao Hansen, adjunkt, ToRS

»Religiøse fortællinger – eller det, vi ofte kalder myter – rummer mere sandhed, end vi typisk tillægger dem. De giver indblik i en bestemt måde at tænke på og kan bidrage til at fortælle om forskellige befolkningsgruppers oprindelse og forståelse af sig selv,« siger han.

De to sprog og befolkningsgrupper, Magnus Pharao Hansen og hans kollegaer skal kigge nærmere på, hedder náayeri og wixárika og tales i dag af knapt 60.000 mennesker i det nordvestlige Mexico.

»Der eksisterer ingen ord- eller grammatikbøger, så befolkningen har svært ved at undervise i sproget i skolesammenhænge,« siger Magnus Pharao Hansen.

Forskningsprojektet består derfor af flere dele: Folkeslagenes religiøse fortællinger skal dokumenteres på de oprindelige sprog, og sideløbende vil Magnus Pharao Hansen og hans gruppe lave en ordbog for de to sprog – både online og i trykt form.

»Vores oplevelse er, at de her mennesker er meget interesserede i at fortælle deres historier. Ofte ser vi denne slags myter dokumenteret i oversættelser, men det er slet ikke det samme, som at dokumentere dem i deres oprindelige sprog. For ord og ideer kan skifte form, fuldstændig.«

Gåden i Teotihuacan

Projektet vil kunne gavne de oprindelige befolkningsgrupper, som taler i sproget i dag. Men faktisk rummer dokumentationen af religiøse fortællinger på náayeri og wixárika også et potentiale, der rækker endnu længere, fortæller forskeren.

For i disse religiøse fortællingers præcise sprog ligger måske en nøgle gemt til en endnu uløst gåde i den majestætiske forhistoriske by Teotihuacan.

Og hvordan de to ting hænger sammen, kræver en længere udredning, som hermed følger – ledsaget af en opfordring til at holde tungen lige i munden.

Náayeri og wixárika er en del af den uto-aztekiske sprogfamilie, der oprindeligt stammer fra det nordvestlige Mexico og det sydvestlige USA. For cirka 2.000 år siden vandrede de to sprog ind i det kulturelle og geografiske område, der i dag refereres til som Mesoamerika, og som betegner størstedelen af Mexico, Guatemala og Belize i tiden, før europæerne kom.

»Mesoamerika er et af de eneste steder i verden, hvor der er fremvokset hele byer, civilisationer og skriftsystemer uden nogen indblanding fra omverdenen. De mennesker, der levede der, har været isoleret fra andre kontinenter i 10-15.000 år, fordi de krydsede over fra Asien, inden kontinenterne blev splittet fra hinanden,« siger Magnus Pharao Hansen.

»Det betyder også, at de mesoamerikanske kulturer adskiller sig fra andre forhistoriske riger og kulturer, der – så vidt vi ved – på en eller anden måde har haft forbindelse til hinanden.«

I midten af det gamle Mesoamerika – cirka 40 kilometer nord for nutidens Mexico City – ligger den forhistoriske by Teotihuacan. Her kan man i dag se imponerende bygningsværker, der til forveksling ligner egyptiske pyramider. Og på indersiden af væggene gemmer sig en gåde.

»I Teotihuacan er der blevet brugt et skriftsprog, som det endnu ikke er lykkedes nogen at dechifrere. Vi kan se tegninger og tegn, som vi tror kan være dele af nedskrevne, religiøse fortællinger, men vi ved det ikke. Vi vil enormt gerne blive klogere på dette sprog, for det kan give en meget større forståelse af hele civilisationen.«

Nawatl, náayeri og wixárika

Og hvad har det mærkelige skriftsprog i Teotihuacan og de to uto-azetekiske sprog så med hinanden at gøre? Svaret er: Ingenting. Ikke sådan direkte, i hvert fald. Men smider man endnu et uto-aztekisk sprog i puljen, begynder en rød tråd måske at tage form.

Det sprog hedder nawatl – også kaldet aztekisk – og er det største i den uto-aztekiske sprogfamilie. Det er ligesom náayeri og wixárika vandret ind i Mesoamerika for 2.000 år siden.

»Masser af mennesker taler nawatl i dag, og der er meget forskning i nutidens nawatl. Men der er ingen der ved, hvordan nawatl så ud, før europæerne kom og koloniserede store dele af det amerikanske kontinent,« siger Magnus Pharao Hansen.

Meget tyder dog på, at det mærkelige skriftsprog i Teotihuacan kan være en fortidig udgave af nawatl. Og lykkes man med at dechifrere det, vil det give helt ny indsigt i den civilisation, der eksisterede i og omkring Teotihuacan, mener forskeren.

»Vi ved en masse om mayaerne, som var den anden store befolkningsgruppe i Mesoamerika før koloniseringen. Men der findes ikke lige så mange skriftlige kilder fra det centrale Mexico, som der gør fra mayaerne. Så vi ved faktisk kun, hvad myter og arkæologer kan fortælle os.«

For at blive klogere på, hvordan et sprog har set ud i fortiden, må man sammenligne med tæt beslægtede sprog, forklarer Magnus Pharao Hansen. Og det er her, de to uto-aztekiske sprog kommer ind i billedet.

»Náayeri og wixárika er de to tættest beslægtede sprog til nawatl, og derfor er de vigtige at sammenligne med, hvis vi skal blive klogere på, hvordan nawatl har set ud for flere tusinde år siden,« siger han.

Da jeg var 10-12 år, lærte jeg elvisk – altså, det fiktive sprog, elverne taler

Magnus Pharao Hansen, adjunkt, ToRS

»Nawatl-folkets myter er ret veldokumenterede i dag, og vi håber at kunne dokumentere náayeri- og wixárika-folkets myter i samme grad, så de på et senere tidspunkt ville kunne bruges til at rekonstruere det, vi formoder, er afbildede myter på old-nawatl i Teotihuacan.«

Måske skulle man så tro, at de tre sprog minder om hinanden – lidt på samme måde som dansk, svensk og norsk. Men det er ikke tilfældet.

»De er meget længere fra hinanden. Du kan nærmere sammenligne det med dansk, engelsk og tysk, der alle stammer fra oldgermansk, men som har bevæget sig langt fra hinanden sidenhen,« siger Magnus Pharao Hansen og tilføjer:

»Og det er faktisk hele pointen. Jo længere man vil tilbage i oprindelsen af et sprog, jo flere omkringliggende sprog er man nødt til at sammenligne med. Hvis vi vil forstå oprindelsen af dansk på en lidt kortere historisk bane, kan vi sammenligne med svensk. Men hvis vi vil have en dybere forståelse af sprogets historie, er vi nødt til også at sammenligne med hollandsk, engelsk og tysk.«

Elvisk, spansk og fransk

Interessen for specielle og oldgamle sprog har været »et gennemgående tema« i størstedelen af Magnus Pharao Hansens liv.

»Det er lidt en kliché for lingvister, der interesserer sig for at forstå og sammenligne oldgamle sprog,« griner han og fortsætter:

»Men min interesse for sprog stammer faktisk fra Ringenes Herre og hele Tolkiens univers. Da jeg var 10-12 år, lærte jeg elvisk – altså, det fiktive sprog, elverne taler. Siden lærte jeg også oldnordisk, og jeg udviklede faktisk min egen oldnordiske ordbog hen over et par år, da jeg var teenager.«

I dag har forskeren udvidet sit sproglige repertoire en del.

»Jeg taler sjældent mere end tre-fire sprog om dagen. Min kone er fra Mexico, så vi taler mest spansk derhjemme. Nogle gange taler vi nawatl med hinanden, hvis børnene ikke skal forstå, hvad vi siger. Dansk, engelsk, spansk og nawatl er nok de fire sprog, jeg vil vove at sige, at jeg taler nogenlunde flydende,« siger Magnus Pharao Hansen.

Skal han nævne alle de sprog, han forstår på nogenlunde velfungerende turistniveau, er listen dog væsentlig længere.

De oprindelige amerikanske kulturer viser os nogle andre sider af os selv, end dem vi er vant til at lære om i oldtidskundskab

Magnus Pharao Hansen, adjunkt, ToRS

»Jeg har lige været i Tyskland, hvor jeg til min egen overraskelse gjorde mig rimelig forståelig. Så læser og forstår jeg fransk og italiensk sådan nogenlunde. Jeg har også engang taget et kursus i grønlandsk og været til mundtlig eksamen. Det har jeg desværre ikke rigtig vedligeholdt,« siger han og holder en kort pause.

»Nå, ja! Jeg tager også et latinkursus i øjeblikket. Jeg ved ikke helt, hvor mange sprog, jeg forstår, men jeg vil nok kunne klare mig som turist en del steder,« griner han og tilføjer:

»Men det er jo helt normalt her på ToRS, hvor rigtig mange af mine kollegaer taler og arbejder med flere sprog.«

Ifølge forskeren er der desværre ikke mange, som får mulighed og midler til at fordybe sig så meget i sprog, som han selv har kunnet.

»Hvis man kigger på listen over, hvilke projekter der tidligere har fået kæmpebevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd, er der ikke mange humanister. Men det glæder mig, at vi har fået bevillingen. Det bekræfter, at der findes folk, som ikke kun tænker at forskning har værdi, hvis det kan sendes direkte til faktura,« siger Magnus Pharao Hansen.

I de danske forskningspuljer er der ikke mange penge at hente til forskning i små sprogfag, fortæller Magnus Pharao Hansen, der af samme årsag valgte at sammensætte sit team allerede før, han sendte ansøgningen til Det Europæiske Forskningsråd.

»Vi kommer til at være fem forskere på projektet – mig og fire internationale kollegaer. Størstedelen bor i Mexico og er i forvejen specialiseret i de sprog, vi skal undersøge. Jeg har udviklet projektet med dem, for ellers ville det have været svært at finde de rigtige folk,« siger Magnus Pharao Hansen.

Spørger man ham, er der i øjeblikket »krisestemning« på de fleste humanistiske fag, der ofte må kigge mod udlandet, hvis de vil rejse midler til forskning.

»Jeg er glad for at kunne slå et slag for forskning, der kan udfordre de historier, vi normalt fortæller os selv om det at være menneske. De oprindelige amerikanske kulturer viser os nogle andre sider af os selv, end det vi er vant til at lære om i oldtidskundskab,« siger han.

Og hvorfor er det i det hele taget vigtigt at finde ud af, hvad der står på de gamle mure i Teotihuacan? Magnus Pharao Hansen må tænke over spørgsmålet et øjeblik.

»Jeg er sådan en, der gerne vil forstå, hvad mennesket er for en størrelse,« siger han og holder en pause.

»Og det synes jeg ikke, man kan, hvis man kun kigger på mennesker fra et perspektiv. Man er nødt til at finde ud af, hvem vi var, hvis man vil sige noget om, hvem vi er.«