Har man savet den gren over, man selv sidder på?

Hvis Danmarks universiteter i almindelighed og Københavns Universitet i særdeleshed skal bidrage til det danske samfunds videnskabelige og økonomiske vækst, er det fra politisk hold nødvendigt at prioritere universitetsuddannelserne. Det gøres ikke kun ved prestige-investeringer i forskning, det gøres slet ikke ved at omstrukturere ledelsesstrengen, og det gøres på ingen måde ved at drømme om eliteuddannelser, private universiteter med brugerbetaling eller Ivy League-ambitioner.

Det gøres ved at afsætte penge til uddannelser.

Kan politikere øremærke penge til stjerneforskning, satsningsområder og særlige centre, kan de også øremærke penge til at udvikle det videnssamfund, som skal betale deres ministerpensioner og Virum-villaer.

Virkeligheden på vores institut har i lang tid afspejlet virkeligheden på resten af det Humanistiske Fakultet; en hverdag med mindre og mindre mulighed for læring pga. administrative og centralbureaukratiske begrænsninger udført i den vansirede liberale retssikkerheds navn og til ære for stordriftsfordelenes ukrænkelige New Public Management-økonomi. En virkelighed, hvor kompetenceudvikling, forskning og refleksion presses ind i stadigt flere og snævrere rammer, så de studerende knap kan få kommenteret deres bachelor-projekter endsige ordinære eksamener. Et studieliv, hvor alle ansatte desperat holder fast i et videns- og læringsideal, som vi studerende med kortere baggrund i den akademiske verden knap kan ane omridset af.

Når underfinansieringen af universitetsuddannelser har savet den gren over, som informationssamfundet Danmark skal hvile på i fremtiden, er spørgsmålet, om det træ, som grenen lidt endnu sidder på, allerede er fældet? Har bekendtgørelsesrevisioner, grønthøster-finanslove og det manglende mod til at prioritere uddannelser ikke allerede forårsaget forvitringen af den kæmpebøg, som kunne holde landet tørskoet i fremtidige økonomiske kriser?

På vegne af studenterrepræsentanter og studerende på ToRS: Gid der alligevel må være nogle agern, som kan spire i trods – og til de protesterende på EnGeRom, IKK, INSS og SAXO: Vi står bag jer!