Hedegaard til eksamen med 500 censorer

Bedst som man skulle tro, at klimadagsordenen var blevet endegyldigt kylet tilbage i klædeskabet ved siden af de gamle langrendsski og H.C. Andersen-året, viser det sig, at Københavns Universitet sagtens kan tætpakke sin store, brune festsal med klimainteresserede i alle farver og størrelser.

De vil vide, om EU kan lede og resten af verden følge? Og hvordan det i givet fald skal lade sig gøre? Og de vil lodde stemningen i Europas øverste magtlag – vil den økonomiske krise måske presse miljøbevidstheden helt ud?

EU-nørderne fik detailstof

EU’s klimakommissær Connie Hedegaard er trækplaster og oplægsholder. Hun er kommet for at tage en halvanden time lang eksamen, som prorektor Thomas Bjørnholm spøger i sin velkomsttale.

Og beskrivelsen af Hedegaards indlæg som en eksamination passer faktisk overraskende godt. Hun hviler ellers afslappet højre albue på et højt samtalebord, mens venstre hånd vifter en sikker talestrøm ud i salen. Men tempo og stemmeføring ligger begge højt, og talen har et vist ekko af overforberedt statskundskabsstuderende, som skal afjappe sit 18.000 sider lange pensum på en halv time.

For EU-aficionadoer er det fedt, for Connie Hedegaard kommer virkelig ned i stoffet, som man siger.

Hedegaard blev klogere af COP-15

Hendes pointe er, at EU’s kamp for at redde planeten fra katastrofen består af små og store fremskridt, der er pakket ind i store og små tilbageslag.

Men at fremskridtene i alt er størst.

Connie Hedegaard har bestræbt sig på at lære af fusertopmødet i København i 2009, og hun fremhæver, at det netop gik bedre i Mexico året efter, fordi hun og EU var med til at justere strategien. I stedet for at forsøge sig med et alt eller intet, er politikerne begyndt at tage små, men fælles, skridt.

EU’s systemer skal udbredes

Taletempoet bliver mere menneskeligt, da eksaminatorerne i salen får lov at stille spørgsmål. Her kommer kommissærens vidensoverskud hende mere til gavn.

Hedegaard får argumenteret for at EU’s CO2-handelssystem er værd at eksportere til lande som Kina, Japan og Australien – selv om ordningen har været plaget af snyd – og hun spinder også en krølle om den psykologiske betydning af, at klimainvesteringer kun tjener sig langsomt ind.

Da hun, frigjort fra talepapirer, taler om at reformere den kinesiske aluminiumssektor, virker hun helt grebet, og i salen forplanter hendes begejstring sig i en fælles tanke om alt det gode, CO2-neutrale letmetal, Kina kan producere, mens verden gradvis bliver et bedre sted.

Salen klapper længe, da mødet er slut.

chz@adm.ku.dk