Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
HÅNDTEGN - Vinderne holder gerne fast i deres variant, mens taberne vælger at skifte, afslører kinesiske matematikere. Men sensationen stopper ikke her – forskerne mener også at kunne forudsige, hvilket tegn din modstander vil bruge imod dig næste gang.
Sten. Saks. Papir.
Tre muligheder, tre udfald og en tredjedel vinderchance.
I hvert fald første gang du ryster næven og tæller ned i kor med din modstander. Derefter træder et bestemt adfærdsmønster nemlig frem, vurderer kinesiske forskere.
Ved en stor sten-saks-papir turnering på Zhejiang Universitetet i Kina rekrutterede man 360 studerende, som blev inddelt i grupper på seks, og hver spillede 300 runder sten-saks-papir mod hver af deres modstandere i gruppen.
For at motivere deltagerne til at præstere, blev de aflønnet på baggrund af antallet af sejre, beretter BBC.
Efter at have analyseret resultaterne, trådte følgende mønster frem:
Når deltagerne vandt en duel, var de mere tilbøjelige til at gentage enten deres sten, saks eller papir i den følgende runde end det statistisk forventelige hvert tredje tilfælde.
Tabte en deltager, gik tendensen omvendt mod at skifte våben – og dette i samme rækkefølge som spillets engelsk navn – rock, paper, scissors.
Det betyder altså, at hvis du vinder med papir over din modstanders sten (den sødeste sejr, spillet tilbyder, red.), så vil din modstander være tilbøjelig til at skifte håndtegn – og skiftet vil sandsynligvis ske til det næste tegn i rock-paper-scissors-remsen, altså papiret.
Og selv om papiret føles godt i din hånd, som netop har sejret, så er det nu, du selv skal skifte videre – til saksen, hvis du vil have fordelen, vurderer de kinesiske forskere.
At rækkefølgen skifter i spillets dansk navn, rejser naturligvis spørgsmålet om danske sten-saks-papir-spillere er anderledes sprogligt kodet.
Mens klassisk spilteori længe har forudset, at spillere for at optimere deres vinderchancer skal forsøge at variere deres træk ud fra tilfældets logik, er denne såkaldte ”vind-fasthold/tab-skift”-strategi i spilteorien kendt som konditionel respons.
Som forskerne bag undersøgelsen skriver i deres studie:
»Om konditionel respons er en basal beslutningsmekanisme i den menneskelige hjerne eller blot er konsekvensen af mere fundamentale neurologiske mekanismer, er et udfordrede spørgsmål for fremtidige studier.«
Uni-avis@adm.ku.dk