Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Hemmeligheden til at komme gennem studiet er at hænge i og hænge ud«

Immatrikulation — Flere end 4.000 kommende studerende var fredag mødt op til den årlige velkomstfest for at trykke rektors hånd, høre Artigeardit og møde nye venner.

Det har været et ordentligt hyr. Den sidste uge har Stundenterhusets direktør Jacob Ørum og ti frivillige ikke lavet meget andet end at planlægge immatrikulationsfesten. Pavilloner skulle rejses, drikkevarer fragtes og øltankene i kælderen fyldes, så de ikke løber tør til efterfesten.

Her til formiddag, mens der blev udført lydprøve med Artigeardit, travede holdet frem og tilbage mellem Frue Plads og Studenterhuset med en palleløfter.

»Jeg vil skyde på, at vi har omkring 1,5 ton drikkevarer,« lyder det fra Jacob Ørum bag baren, kort før hegnet vælter og lukker de studerende ind på pladsen.

Immatrikulationen er udelukkende for nye studerende, som i denne uge gennes rundt af rusvejlederne. For at lokke så mange som muligt med til velkomsten, har Studenterhuset planlagt noget specifikt for rusvejlederne, mens de venter på deres nye kuld studerende.

»Rusvejlederne må jo ikke komme med på Frue Plads, så for at lokke dem til at tage de nye med herned, har vi lagt rullegræs ud foran Rundetårn, hvor vejlederne kan købe bajere til en billig penge,« fortæller Ørum.

På Frue Plads er der opsat en stor scene til venstre for Niels Bohrs bronzebuste. Et toiletudlejningsfirma har linet røde tisseskure op langs murene, og mellem dem kan nye studerende quizze hos Uniavisen, prøve kræfter med holdsporten Spikeball hos Studenteridrætten eller få nye venner i et ’speed-vennedating-telt’. Det er et nyt koncept i år, og holdet bag har ingen forventninger til, hvordan det bliver modtaget.

»Sidste år pissede det ned, og folk stod lidt og flagrede. Vi tilbyder en række faste samtalestarterspørgsmål, så folk måske kan lære nogle nye mennesker at kende,« fortæller én.

Men da dørene åbner omkring klokken 14.00, står det klart, at vennepavillonen er en succes.

De helt nye studerende

Den årlige velkomst er lige dele tradition og fest. Da universitetet blev grundlagt for at uddanne mandlige præster, var det med en edsaflæggelse, hvor den studerende sværgede, at han ville »overholde universitetets love, statutter og rosværdige sædvaner.« Det var afslutningen på det hidtidige liv og begyndelsen på et nyt som akademiker.

Og indtil slutningen af 1700-tallet blev den overgang markeret med et brutalt optagelsesritual, ifølge Københavns Universitets egen hjemmeside:

»hvor de ældre studerende ofte udsatte de nye russer for forskellige former for ydmygelse eller direkte mishandling, afsluttet med et drikkegilde.«

Siden er den brutale ydmygelsestradition blevet erstattet af en tale fra rektor, en koncert og en bod i Lindegården, hvorfra kappeklædte dekaner serverer chokoladekage. Efterfesten på Studenterhuset med de ventende vejledere er uden for universitetets jurisdiktion, så den må man selv snuse sig frem til.

Men grundlæggende er immatrikulationen den samme. En tradition, som skal byde nye studerende indenfor i det rektor Henrik C. Wegner i sin tale kalder: »en videnskabsrepublik,« og »uddannelsens kongerige.«

Det memo havde Mohamed Ahmed ikke fået, da han alene troppede op til immatrikulationsfesten. Han havde hørt, at der ville være andre studerende, at der ville være koncert, og at rektor ville holde tale. Men derudover anede han ikke, hvad han gik ind til.

»Jeg er kommet for at møde andre studerende og få nogle venner. Jeg er lige flyttet til Asserbo fra Egypten, så jeg vil meget gerne skabe et større netværk i Danmark,« fortæller han.

Det er Mohamed Ahmed ikke den eneste, der ønsker. Vennepavillionen er hurtigt blevet fyldt langt ud over sin teltkant. Tre udvekslingsstuderende, to fra Barcelona og en fra Holland, når knapt nok at se på kortet med samtalestartere, før snakken går.

»Jeg kørte hertil i bil og ankom i går. Det tog ti timer fra Holland med to cykler bagi og alle mine tasker,« fortæller Jeltje Spapens på 22, der skal begynde på Neuroscience.

»Min mor har lige spurgt, hvad jeg laver, men jeg kunne ikke rigtig forklare det, for jeg ved ikke helt, hvad der sker. Men det er sjovt.«

Der er kamp om skyggepladserne ved kirken, hvor studerende sidder og hviler sig. Det er en af de sidste intenst varme dage denne sommer, og ugen efter står på konstant regn og gråvejr. I midten af folkemængden er Signe Gudnason, der skal studere molekylær biomedicin. Dagen før mødte hun sit hold første gang, og de har festet sammen til klokken fem om morgenen.

»Det var sygt akavet i starten, hvor vi skulle lave alle de klassiske børnehave-lære-hinanden-at-kende-spil. Er du til Pepsi eller Coca Cola? Men det blev jo skidesjovt, og de virkede søde,« siger Signe Gudnason.

»Jeg er ankommet lidt sent, fordi jeg havde så mange tømmermænd. Jeg skal mødes med nogle fra mit rushold, men det er jo umuligt at finde nogen. Jeg hørte bare, at der ville være øl og Artigeardit.«

Der er faktisk ikke øl.

»Nå, så er der Artigeardit. Hvis jeg ikke finder dem, lader jeg bare som om, jeg er jurist og joiner juristerne. Det finder de aldrig ud af,« griner hun.

Velkommen i klubben

Efter en times tid begynder det, som immatrikulationen også handler om. Artigeardit giver et nummer fra scenen, mens konfettikanoner bliver blæst ud over publikum. Konferencier og Ramasjangvært Sofie Østergård taler med studerende på forreste række om nervøsitet og spænding, før hun introducerer rektor Henrik C. Wegner, som ankommer til højstemt trompetmusik.

Iført den rituelle rektorkappe og en kopi af den originale rektorkæde, som gik til under englændernes bombardement af København, byder han de studerende velkommen med ordene:

»Hver og en af jer er nu universitetets borgere. Det er nu jeres hjemland. En videnskabsrepublik. Uddannelsens kongerige.«

Men der er også mindre højtidelige momenter, hvor menneskehavet griner og klapper. Eksempelvis, da han opfordrer de studerende til at hjælpe hinanden igennem studiet.

»Hemmeligheden til at komme igennem studiet er at hænge i og arbejde hårdt alene, men også at hænge ud og arbejde sammen,« taler han fra scenen foran Artigeardits trommesæt, DJ-pult og keyboard.

Krigen i Ukraine og klimakrisen bliver nævnt. Det samme gør præstationsangst og ensomhed på studiet. Artigeardit går på igen efter alle dekaner med hver sit farvede bånd på kappen er blevet præsenteret og hyldet. Men efter koncerten er rektors ord ikke blevet glemt, og flere af de 4.000 fremmødte nævner talen som et højdepunkt.

Katte og kage

Rektor Henrik C. Wegner og prorektor, Kristian Cedervall Lauta, stiller sig klar på trappen, der leder ind til festsalen, for at give hånd til samtlige studerende. Enkelte når akkurat at tage en selfie med rektor, mens andre skynder sig videre.

»Skal vi ikke bare give hånd til ham der?« spørger en ung fyr sin vennegruppe og peger på prorektor.

Der er lang kø hos rektor, mens køen foran prorektor med Go-Pro om livet er kortere, så gruppen skynder sig igennem. Der bliver måbet i festsalen over lyset, farverne, træpanelerne og den ældgamle dekadence. Og da de nye studerende træder ud i Lindegården går de direkte ned til dekanernes kagetelt, hvor de kappeklædte dekaner lystigt serverer chokoladekage til de mange fremmødte.

En hel gruppe nye dyrlægestuderende er iført katteører, hale og malede knurhår på kinderne. De fortæller, at deres rusvejledere havde givet dem kostumerne med en besked om, at alle kommer udklædt til immatrikulationen. Det gjorde alle bare ikke. Kattene gnaver lidt i deres kager, før de skal videre ud og spise med deres rusvejledere for så at afslutte dagen med en fest på studiet.

»Det var en god prank,« siger en kat og griner.

Håndsrækningen fortsætter en lille times tid, og imens er der opstået en lige linje af mennesker mellem Frue Plads og Studenterhuset. Oprydningen er allerede gået i gang, det officielle og rituelle er slut. Nye studerende på rullegræs fylder pladsen foran Rundetårn. Nu er det gildets tur.

Annonce

Seneste